Da Bruce var ung sang han om at køre væk. Han havde endda et band der lød som en bil i fuld fart. De turnerede verden sammen og fik mange venner overalt hvor de kom frem. For Bruce var en sympatisk fyr, en enestående sanger, og mange piger fik som stik i hjertet når de så ham.

Men så skete noget. Bruce var ikke længere den samme ubekymrede sjæl. Mere populær end nogensinde ja, men nu med en mekanik i de bevægelser der før syntes så naturlige. Han var blevet trist indeni og gjorde også hele sit E Street Band meget kede af det ved at sige farvel til dem. For hvem skulle de nu spille rocknroll med? Og hvad skulle de dog lave? Bruce gik væk, alene i mørket.

Men heldigvis faldt han dér for en rødhåret pige, og det var nok hende der fik ham til at slappe af og være sig selv igen. Så godt fik han det, at han atter samlede sine gamle venner fra bandet til mere fest på lyse scener. Det var de meget tilfredse med, selvom de nu alle var blevet voksne mænd og havde familier at se til. Folk kom langvejs fra for at opleve dem og alle havde det sjovt.

Så gav Bruce bandet et velfortjent hvil og udgav selv en plade imens. Den brød så mange folk sig om, at han helt alene tog ud for at spille den i mange af de forskellige nationer, som de kom fra. Den 22. juni kl 20.00. var Bruce nået til et lille land der hed Danmark. Det skulle nok blive stort det her, tænkte han…

Hvilken sensation: Et spændende og seriøst primetime-program på dansk TV om moderne musik.

Det er iaften på DR2 kl. 20.30. – hedder “Da punk kom til Danmark”.

Sidder her og lytter til Cold Roses, det nye album med amerikanske Ryan Adams. Adams startede karrieren i Whiskeytown, der til sidst gik i opløsning (formodentlig i whisky). Whiskeytown var country-rock (med tryk på country), når det er bedst. Nogle helt fænomenale ballader var der især.

Solokarrieren har været mere broget. En overgang var jeg nervøs for at Ryan Adams havde mistet inspirationen, for han var blevet lige lovlig glad for ligegyldig tøfrock. Kulminationen var U2-plagiatet Rock’n’roll, der må have været et bestillingsarbejde.

Men så kom den lavmælte Love Is Hell, og nu er Ryan Adams for alvor vendt tilbage til den countrymusik, han ubestridt er bedst til. Cold Roses er en rigtig band-plade med bl.a. den fænomenale Cindy Cashdollar (ja, det hedder hun) på steelguitar og dobro. Og gode sange!

Pastoren har oprettet en kategori der hedder “rocknroll”. Her er meningen at han og jeg kan stille ind på ny såvel som ældre musik. Og at I selvfølgelig kan give jeres b7 med, samt berige os alle med lovprisninger af de udgivelser og koncerter, som er noget helt specielt for jer.

Men lad mig kickstarte med at anbefale en ganske anden dansk plade end Vejen hjem fra rocknroll, nemlig nordjyske Figurines’ sophomore-album Skeletons. Henrik Hall og jeg så dem da de supportede Nephew sidste år, hvor intet den aften varslede om at det unge band ville kunne komme op med så sjældent fin en udgivelse som tilfældet er.

For Skeletons er en drøm af en indie-plade. Fra hurtige kantede numre, som både kan deres Pixies- og Bulit To Spill-americana – men heldigvis også så meget mere – til smukke åbne sange med klaver, harmoni og særegen skønhed. Fedt at høre et dansk band lykkes så overbevisende med at tage afsted mod himlen. Tjek dem endelig ud!

Go Figurines, go!!!