Tag billedets trøstesløshed ind. Er vi i Memphis, Tennessee på et søstermotel til Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev myrdet 4. april 1968? Nej, langtfra, vi skal lidt længere tilbage i tid for at finde relevans. 13. juli 1963 – for 57 år siden i dag – spiller The Rolling Stones sit første show udenfor London. Det sker som opvarmning for Manchester’s The Hollies. Hvem lægger scene til? En klub ved navn The Alcove – AKA Kirklevington Country Club eller The Kirk – lidt uden for dødsstødet Middlesbrough i North Yorkshire. Det er her vi her. Et år efter er situationen for bandet en ganske anden og horisonten noget større…
En af de sange som Gillian Welch og David Rawlings tolker på det nye album, Pastoren skriver om i indlægget herunder, er Bob Dylan’s mægtige ‘Señor (Tales of Yankee Power)’ fra hans for oversete 1978-album Street Legal. Dylan’s ældre sange er svære at finde i studieversioner på YouTube, så her må en absolut godkendt liveversion fra dengang af Street Legal‘s næstbedste sang gøre det.
Ifølge dagens bulletiner fra England, har Kasabian, stadionrockerne fra Leicester, mistet deres karismatiske forsanger Tom Meighan, som istedet nu åbenbart skal bruge al sin tid på, at slås med nogle uspecificerede personlige problemer. Ikke nemt at miste sin definerende forsanger, spørg bare hvilket som helst forlængst opbrudt band om det. Her er Tom Meighan med Kasabian i magt og vælde på Reading Festival efter seneste album. Udadvendte engelske rockbands fra det nye årtusinde er en udtalt mangelvare, men her kan man da i den grad tale om et. Hvad der herefter skal ske med Kasabian – guitarist Serge Pizzorno som ny forsanger er et muligt bud – forbliver uoplyst…
The Only Man That Matters? I en stor del af deres turnerende karriere – således også i Idrætshuset på Østerbro 14. maj 1981 – gik The Clash hver aften på scenen til storladen Ennio Morricone-musik, nærmere bestemt ‘Sixy Seconds To What’ fra soundtracket til For A Few Dollars More (1965). Få selv et indblik i den opbyggelige storhed fra 2:17 og frem i dette klip fra en af The Clash’s 17 New York City-shows på Times Square’s Bonds Casino i slut-maj/start-juni 1981…
Fem år siden i aften at Thåström spillede Postbahnhof am Ostbahnhof i Berlin, der den dag lå i bemærkelsesværdige 36-37 graders varme. En stærk og stærkt sveddryppende ovn af en aften foran 300 opløste mennesker, næsten alle svenske, der endte i gigantiske tordenbrag og skøn dommedagsregn, da man gik forløst ud i natten bagefter. Her aftenens setliste…
Love Shop 3-touren senere på året udvides nu. Da den første aften på Hotel Cecil i København er udsolgt, arrangeres et ekstra-show 7. december samme sted. Billetter er netop sat i salg. Vi ser frem!
I aften kl. midnat er det exactement 25 år siden Suede gik på Grøn/Arena til, hvad skulle blive deres bedste og mest hæsblæsende koncert ever på dansk jord. Ialfald ud af de vel 15-20 stykker, jeg har været med til herhjemme. Europa var i den grad Suede’s legeplads. Her er den…
Det var en mild aften sidst i august 2018 i Stockholm. Denne side havde taget X 2000-toget op for at se Thåström’s allersidste show på touren for Centralmassivet, der små ti måneder tidligere var begyndt med to højspændte udladninger i Liseberghallen i Göteborg. I sin hjemby kom en hvidklædt Thåström perfekt i mål denne aften med sit band, det foran en tætpakket plads i tivoliet Gröna Lund på Djurgården. I går blev dette videoklip fra den aftens ‘Old Point Bar’ udsendt…
30. JUNI 1995: Strålende sol over kastevind med støv på Roskilde, Love Shop har tid sent eftermiddag i et af to telte ovre bag jernbanen, Jeff Buckley på lige før i det andet, et hæsblæsende set af hans, vi bliver helt klar og gør så vores ting, et flyvsk glimt af Hall’s jakkesæt, gin, Juve-striber, opstemte nerver og sort, som altid på Roskilde båret frem, umiddelbart bagefter afsted i hast over til Grøn/Arena, at se Oasis som endnu er helt uspolerede, er vi ikke alle? I dag er det 25 år siden LS spillede 3. gang på Roskilde Festival.
Som at se Joe Strummer med Lost Kids bag sig. Skinger og karrikeret, nærmest barnligt insisterende på at være true rebel, råbende af TV-kameraer, eksalteret høj på egen fuck you-attitude. Strummer og bassist Paul Simonon var de to vi kendte fra bandet, tre nye anonyme, tydeligt underkuede punk-muppets var kommet til; Pete Howard, Nick Sheppard og Vince White. Setlisten var rebelsk og centreret omkring debutalbummets vrede konfrontation. Et halvt år efter skulle denne udgave af The Clash udsende et album så ringe, det for længst konsekvent er blevet Clash-officielt slettet af The Only Band That Matter’s fornemme albumkatalog, der derfor slutter tre år før, i sommeren 1982, med Combat Rock. I aften for 35 år siden spillede The Clash på Roskilde Festival’s Orange Scene. Det var alt andet end opløftende.
Han er på et kreativt håbløst sted i sin karriere, alligevel er det mindeværdigt, at David Bowie 6. juni 1987 vender tilbage til sit Vestberlin og spiller et stort Glass Spider Tour-show på Platz der Republik lige ved Brandenburger Tor, med højtalere rettet mod Østberlin, hvor også tusindvis af DDR-borgere samles på deres side af Muren og er med. Her en optagelse af ‘Heroes’ fra præcis den aften, hvor sangen, indspillet ti år tidligere på Köthener Straße kun 500 meter væk, må have givet alverdens mening for Bowie at fremføre…
I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…
Det tredje af de store London-punkbands har også deres The Who-forbindelse. Her ses The Clash’s Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon sammen med Pete Townshend backstage på Shea Stadium i Queens, New York i oktober 1982, da The Only Band That Matters to aftener i træk åbner op for hans band. Det andet af de to The Clash-shows blev i 2008 udgivet på livealbummet Live at Shea Stadium.
En ufuldkommen filmoptagelse af ‘New Dawn Fades’, centralstationen på Joy Division’s 1979-debutalbum Unknown Pleasures. At vi ikke får hverken start eller slutning med her fylder intet i forhold til forbløffelsen over, hvilken skræmmende styrke og nærmest rystende intensitet sangens alvor skæres ud med…
Fik så overvældende respons på det Little Richard-klip sidste lørdag, hvor han sammen med storsvingende Sounds Incorporated og de sortklædte The Shirelles over seks minutter løfter Jerry Lee Lewis’ ‘Whole Lotta Shakin’ Going On’ til noget vel nærmest spirituelt guddommeligt, at denne lørdag aften også får et skud af samme medicin. For i anledning af den store rocknroll-champ’s bortgang er hele det engelske 1964-TV-show, som det omtalte klip er fra, nu blevet lagt op på YouTube i både bedre lyd- og billedkvalitet. Enjoy! PS – Føromtalte sjælerensende seks minutter begynder lige omkring de 21:00 inde i Granada-programmet.
