Det er 19. juni 2008, R.E.M. spiller i Madison Square Garden midt i New York City, og med på scenen tager de supportbandet Modest Mouse’s ene guitarist, en englænder ved navn Johnny Marr…

40 år siden i aften at Joe Strummer og Don Letts var i Hammersmith Palais til en reggae-allnighter, hvis uforpligtende Jamaica-importerede letvægtsunderholdning på aftenen storskuffede Strummer, der havde håbet på nogle mere mættede roots rock rebel-kalorier fra forarmede Kingston. Den aften kom der snart følgende The Clash-klassiker/single ud af…

Nick Cave & The Bad Seeds spillede fredag aften Masonic Temple Theatre i  Detroit, Michigan. Her er setlisten:

Anthrocene
Jesus Alone
Magneto
Higgs Boson Blues
From Her to Eternity
Tupelo
Jubilee Street
The Ship Song
Into My Arms
Girl in Amber
I Need You
Red Right Hand
The Mercy Seat
Distant Sky
Skeleton Tree
+ + +
The Weeping Song
Breathless
Stagger Lee
Push the Sky Away

The Walkmen’s Hamilton Leithauser startede lørdag aften sin europæiske festival-tour på Primavera. Her hele hans show via Pitchfork. Klik på start og transmissionen begynder efter fire døde minutter…

Foto & ©: Randi Bjerre Høfring

Hvor The Afghan Whigs iøvrigt spiller show i aften.

Næste fredag kl. 21.45 på Northside’s Red Stage spiller Cincinatti, Ohio-bandet The Afghan Whigs, hvis souldryppende fuldmåneintensitet som oftest har udgjort fantastiske liveoplevelser. Greg Dulli & co. er lige nu pladeaktuelle med In Spades og meldes fra England i brændende storform på begyndelsen af deres Europa-tour. Her en amerikansk TV-optagelse fra sluthalvfemserne, hvor Greg Dulli & co’s full-on swagger heller ikke lader sig fornægte. Hvis på Northside, gå for guds skyld ikke glip af The Afghan Whigs…

God koncert ønskes til alle jer der skal i Parken i aften til Depeche Mode. Her så vi dem første gang af mange en fredag i november 1982, da de med tre små keyboards, samt to gammeldags spolebåndoptagere med backingtracks, optrådte for nogle få hundrede teenagers i Saltlageret, København. Siden, der gik nogle år, skulle de blive så meget, meget bedre og vigtigere, hvilket siden har været både DM’s velsignelse og forbandelse. For hvordan finder man sin nutid som band, når man godt 30 år tidligere – i DM’s historie fra 1986 til og med 1993 – har udsendt en gavmild håndfuld hits så rene i udtryk og stadion-velfungerende, at intet siden showfunktionelt skal nå op på siden af dem igen?! Enhver Depeche Mode-aften finder jo retteligt sit klimaks i de mægtige masseekstaser som er ‘Never Let Me Down Again’, ‘Enjoy The Silence’, ‘Personal Jesus’, ‘I Feel You’ og ‘Walking In My Shoes’. Aldrig i de nyere, ofte absolut glimrende sange, DM er lykkedes med siden. Fanget i egen fortid, for altid forbundet med en helt speciel periode, men også kun istand til at sælge de store stadions ud netop på grund af dét. Her en yderst fornem DM-sang fra dette årtusinde, som desværre ikke er på setlisten i aften…

The Only Band That Matters’ tromme-es Nicky Topper Headon har fødselsdag i dag. Her løfter han sit band dengang historien om dem og ham blev skrevet, 27. december 1979 på Hammersmith Odeon i Vestlondon…

En sjælden og kærkommen lejlighed til endelig igen at opleve Håkan Hellström på en lille scene, da han lørdag aften spillede opvarmningsjob til sin svenske sommertour – flere stadions og store massesamlinger – i forårshede Vestberlin. På udsolgte Heimathafen i Neukölln optrådte Håkan + 11 musikere m/k for 700 svenskere og hans nye tyske koncerbureau Scorpio. Sidst vi så ham i en endeløs, charmeforladt svensk isarena i vinter, var Håkan nærmest slave af sin egne enorme popularitet, og fremstod mere som dansende lirekasseabe med nervøse ticks og Michael Jackson-step, end som den umiddelbart indtagende GBG-fortorvssanger, der engang kunne nå os alle ved bare at være sig selv. Og hvor det klædte ham i Berlin med en lille scene og et helt anderledes nært publikum. Spørgsmålet er jo om Håkan, med de enorme økonomiske interesser der er i hans karriere, nogensinde bliver den ubekymrede sanger vi alle faldt for (svaret er 99,8% sikkert nej), men i Neukölln var han forholdsvis tæt på. Som kan ses på følgende publikumsklip fra Heimathafen, hvor de tilrejsende svenske HH-tilhængere skabte en ekstatisk Beatlemania-ramme om en storsvedende, bittersød aften, en tidslomme i virkeligheden, hvor Håkan for et øjeblik kunne have det sjovt og bare være Håkan. Hvor det dog klædte ham.

Dom där jag kommer från
Tro och tvivel
En vän med en bil
Du kan gå din egen väg
Jag utan dig
Pärlor
Man måste dö några gånger innan man kan leva
Gårdakvarnar och skit
2 steg från paradise
Ramlar
Valborg
Elefanten & sparven
När lyktorna tänds
Klubbland
13
Rock n roll blåa ögon
En midsommarnattsdröm
Din tid kommer
+ + +
Det tog så lång tid att bli ung
Känn ingen sorg för mig Göteborg
Det kommer aldrig va över för mig
Kom igen Lena!
Nu kan du få mig så lätt

Rammstein, den soniske katedral fra Berlin, er i Horsens torsdag aften. Her den magtfulde setliste der blev spillet efter senest, under obligatorisk ild og damp i søndags, foran 19.000 islændinge i Korinn-arenaen i Kópavogur:

Ramm 4
Reise, Reise
Hallelujah
Zerstören
Keine Lust
Feuer frei!
Seemann
Ich tu dir weh
Du riechst so gut
Mein Herz brennt
Links 2-3-4
Ich will
Du hast
Stripped
+ + +
Sonne
Amerika
Engel
Ohne dich (Piano Version)

Og tænk sig at David Bowie’s glam-dekadente, post-apokalyptiske, nihilist-romantiske, Tony Visconti-producerede, Spiders of Mars-udrensede, fantastisk lydende Diamond Dogs udkom på Bob Dylan’s 33-års fødselsdag. Det skete i dag for 43 år siden. Her som manifestation af albummets vidtrækkende storhed en 1974-liveopførelse af den så ambitiøse ‘Sweet Thing’-suite fra pladens første side…

Kun to covers til The Afghan Whigs’ NYC-tourpremiere på Apollo Theatre – Pleasure Club’s ‘You Want Love’ og JJ Cale’s ‘Magnolia’ – men mon ikke det var en hvidglødende aften i Harlem anyways?! Næste stop Manchester Cathedral i Nordvestengland fredag aften.

En mørk forårsdag for Europa, og en mørk koncertplakat for i aften, hvor albumfriske The Afghan Whigs indleder den verdenstour, der inden ret længe bringer dem forbi både Berlin (Kesselhaus) og Aarhus (Northside), med et show i Harlem’s klassiske Apollo Theatre, New York City-spillestedet med en kapacitet på godt 1.500, der har betyder mere end meget for den farvede musikscene i USA. Et tip herfra på at notorisk cover-udfordrende Greg Dulli vil have overraskelser på setlisten, inspireret af at stå på den scene, som tidligere har set tidsdefinerende optrædender med flere af hans store helte som James Brown & The Famous Flames, Sam Cooke, Otis Redding, Billie Holiday, Ray Charles, Nina Simone, Aretha Franklin, The Isley Brothers, samt næsten alle de tidlige Motown-stjerner. Et så musikhistorisk specielt sted som The Apollo er næppe blevet valgt tilfældigt til premieren. Hvem der turde håbe på en liveoptagelse fra aftenen.

22. maj 1958: Det er ikke kun muslimske lande, der sender barnebrude til Europa. Her ankommer Jerry Lee Lewis til Heathrow fra USA med sin 14-årige halvkusine Myra, som The Killer havde giftet sig med i Tennessee allerede året før.

Har altid været undervældet af sangkvaliteten på The Clash’s andet album Give ‘Em Enough Rope, der udkom i november 1978. Der arbejdes hårdt pladen igennem, men sangene går meget sjældent op i den højere enhed, The Only Band That Matters ellers så ofte lykkedes med. Undtaget dette forbehold er dog åbningsnummeret ‘Safe European Home’, en fortælling om Joe Strummer og Mick Jones’ mislykkede inspirationstur året før til Jamaica, hvor de sjældent turde forlade deres sikre hotel i racistiske og ultralovløse Kingston. Her er sangen i en optagelse fra Bond International Casino på Times Square i New York City, hvor The Clash i perioden slut-maj/start-juni 1981 spillede hele 17 shows. Læg på den tinlydende optagelse her gerne lige mærke til Topper Headon’s overskudsfyldte trommespil, hvordan det i styrke og kraft holder hele bandet flydende i fremdrift. Hans betydning for bandets musikalske udvikling og voksende selvværd i disse år kan ikke fremhæves nok…