London calling to the faraway towns…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LC.jpg

Mange har gennem tiden sagt at begrebet punk døde og The Clash solgte ud den selvsamme dag i 1977, pengemaskinen CBS fik bandets underskrifter på en pladekontrakt. Hvilket er noget ligegyldigt vrøvl, for havde The Clash istedet valgt et lille uafhængigt selskab, var vi så godt som en hel verden, der slet ikke på samme måde, som tilfældet nu blev, ville have haft tilgang til bandet og dets epokegørende statements på vinyl. Den altafgørende styrke hos CBS lå i multinational spredning af dets artister, en opgave den da endnu så uprøvede alternative scenes små selskaber slet, slet ikke kunne løfte.

Fandt selv ud af CBS’ rækkevidde, da jeg onsdag eftermiddag, d. 14 december, 1979 gik ind i Viborgs absolut ikke ret velassorterede stereo-TV-pladebutik Lehmann Radio og kun ønsketænkende kiggede i c-sektionen blandt LP’erne, fordi jeg vidste The Clash samme dag, langt, langt borte, i det virkelige livs England, ville slippe deres med meget spænding ventede dobbelt-LP, London Calling, hvis call-to-arms af et titelnummer allerede var blevet spillet flere gange, både på Radio Luxembourg’s nyrock-program Streetheat, der kørte en time hver lørdag aften, og hos BBC’s John Peel.

Lehmann havde London Calling den dag. Tog hjem med min shiny nye plade, med det så ikoniske Pennie Smith-billede af Paul Simonon på coveret, og kunne ikke forstå et så gigantisk held, for The Clash var indtil denne dag totalt ukendte i sort/hvid-støvede 70’er-Viborg, hvor den nye tids musik for håbefulde pladekøbere var lig med mere eller mindre saliggørende newwave-popacts, som Blondie, The Cars, Tubeway Army, The Motors, Plastic Bertrand, The Police, The Knack, den slags – sad but true. Men her stod helt anderledes radikale The Clash pludselig, og så endda på selve udgivelsesdagen!

Er aldrig blevet vækket af nogen LP, som jeg blev det af London Calling. Dens store samling åbne, generøse, søgende, vidtforskellige sange, der alle vibrerer liv og historie, ikke bare smittede, men opdrog via eget eksempel, på bedste uformynderiske vis, dens måbende lyttere til, med alle antenner ude a la The Clash selv, at lade hånt om sjælebegrænsende begreber som musikgenrer, trends, kulturbarrierer, og istedet gå på individuel jagt hvorsomhelst efter autencitet, sandhed og hjerte på det rette sted.

Det er derfor d. 14. december hvert år har betydning her, som en slags fødselsdag for den mægtigste plade af dem alle. Hvem derude, som ikke ejer eller nogensinde har nærlyttet London Calling med The Clash, har, for langt under 100 kroner, en femstjernet Michelin-restaurant af et album til gode – gid det var mig!

13 tanker om “London calling to the faraway towns…”

  1. Cool, tak for oplysningen Christian R. Jeg må da til Kbh d.5.januar. Dyr måned – der er jo også Jarvis i januar – og flere kommer vel til…

  2. Jeg husker ikke, hvornår jeg købte London Calling. Jeg ved dog, at det ikke var i 79, på det tidspunkt havde jeg ikke råd til købe album. Jeg købte singlen London Calling/Armageddon Time, der stadig har en æresplads i samlingen.

    I 80-81, må det have været, at albummet London Calling for alvor begyndte at spille en stor rolle i mit liv. Vi holdt til i et kollegieværelse i Sofiegården på Christianshavn, hørte Clash dag ud og dag ind. Endnu et par album, jeg husker vi hørte meget i den periode, var Buzzcocks ’Singles Going Steady’ + Magazine’s ’Secondhand Daylight’.

  3. Tænker tit på om Guns of Brixton er verdens bedste nummer…måske…måske er det London Calling…

    Er der en ekstra stor oplevelse ved at købe den deluxe udgave som kom for et år eller to siden?

    Tillykke til Clash, til London Calling, til CBS der fik forenet succes med kvalitet,til dem der har pladen,til London som var så heldige at lægge navn til denne plade, selvom den var phony beatlemania i 77.

  4. London Calling er en fabelagtig plade, selvom jeg først for alvor opdagede den 20 år efter udgivelsen.

    De plader jeg for alvor husker købet af må blive Pet Shop Boys “Actually”, Underworld “dubnobasswithmyheadman” og sidst og allermest Massive Attack “Blue lines”. Den plade var massiv for mig, da den udkom i 1991 og er det stadig her 15 år efter.

  5. Jeg husker bedst, da jeg købte min allerførste cd: “Black Celebration”, dog ikke på udgivelses datoen, men 2 år efter. Købte den sammen med mit første anlæg—> med indbygget pladespiller:-) Jeg var ret ung og MEGET stolt.

  6. London Calling er et fantastisk album, men dog husker jeg bedst den dag, da jeg købte Ocean Rain med Echo and The Bunnymen.

  7. Tillykke med dagen. Det må virkelig være en speciel dag siden du husker det så tydeligt… Hvis bare man havde været ung dengang, suk.

    (Jeg ejer selvfølgelig også pladen)

  8. Første gang jeg hørte pladen detaljeret og i sin helhed, ligger tilbage omkring 1997.
    Min gode ven Anders (som dengang boede ude i Rødovre) og jeg var på pladeindkøb og gik ned ad Istedgade. Foran nummer 105 lå (og ligger i ganske få dage endnu) pladeantikvariatet ROCKEN, hvor den noget specielle, men som regel flinke, Jan er kongen. Denne dag ville skæbnen så at et ex. af “London Calling” var at finde i tilbudskassen ude på fortovet. Det var ikke just i mint stand, men Anders vurderede, lige foran næsen på mig, at vinylen, og dermed musikken, var i ok stand til at stå i hans samling. Faktisk var det mig der så pladen først, for jeg havde nogle år inden hørt det fantastiske titelnummer og “Lost In The Supermarket” i et af “Spadestik” programmerne med Erik Kramshøj som vært. I forvejen havde jeg den amerikanske version af bandets debutplade. Men Anders, den skurk, var hurtigere end jeg (jeg mener jeg købte en plade med Tass samme dag…GYS!). Senere samme aften tog vi hjem til Anders, rullede en joint, satte pladen på, og fik begge to en åbenbaring. Jeg fik en kassettekopi med hjem (så længe siden er det åbenbart) dagen efter, og hørte den ustandseligt på min walkman, indtil cd-genudgivelsen kom i forbindelse med 20 års jubilæet i 1999. Den cd har jeg endnu, og det er nok tæt på at være de bedste 69,95 jeg nogensinde har givet ud. Egentlig burde jeg vil anskaffe mig 25 års udgaven med dvd.
    Det bliver nok et ønske her op til jul.

    Ps: Jeg skulle hilse og sige at Anders har vinylen endnu, men også har anskaffet sig cd´en.

Skriv et svar