Findes der nogen klassiske rockguitarhelte, som ikke fremstår mere eller mindre komiske? Jeg kan vist umiddelbart kun tænke på en: David Bowie’s løjtnant på Ziggy Stardust-raketten. Mick Ronson blev født i dag for 80 år siden i beskedne Hull på den engelske østkyst. At Bowie fyrede ham da de nåede til tops er stadig et uløst mysterie, men gav selvfølgelig en total frihed til at kunne genre-hoppe udenfor guitarbaseret rocknroll. Her klæder de to i den grad hinanden på Hammersmith Odeon’s scene i 1973 på slutningen af Ziggy-touren. Har normalt ikke meget tid til guitarsoloer som sådan, men Ronson’s her på ‘Moonage Daydream’ transcenderer begrebet og bliver noget langt større…
He started The Jam
The Jam’s Paul Weller bliver 68 i dag. Hvem skulle have troet, at den såkaldte Godfather en skønne dag, langt videre og væk fra de billige sorte jakkesæt i Carnaby Street og larmen fra punkscenernes turbulens, skulle kunne indsynge en så indfølt version som denne af en Bee Gees-sang? Paul Weller’s musikalske betydning i England er svær at forstå her, hvor hverken The Jam, hans Style Council eller egne soloplader er blevet vidt udbredt. Det er de til gengæld på De Britiske Øer, hvor det er svært at tilbringe en aften på en pub uden på et tidspunkt at få en af hans bittersøde, ofte kradse sange ud over højtalerne…
Sørgeligt oversete
BBC har en liste med rockgrupper fra USA, der ikke fik den anerkendelse, de fortjener/fortjente. Interessant nok er listen at finde på et sted, hvor man ellers læser om klassisk musik!
På listen er der bl.a. The Walkmen og Uncle Tupelo, to ensembler, jeg sætter meget højt. Der er også 1980’ernes Wire Train, der ikke helt var i samme størrelsesklasse som de to førnævnte (spørger man mig), men som godt kunne have fået mere anerkendelse. Ovenfor er en sang med dem.
Ingen synger blues som David Eugene Edwards
Var forhindret i tirsdags, da gendannede 16 Horsepower gav koncert på Amager Bio. Reaktionerne bagefter fra flere tilstedeværende lød ensrettet, at det bestemt ikke var en oplevelse man skulle være gået glip af. Så fangede Denver, Colorado-bandet oppe på den svenske vestkyst lørdag aften, hvor de i (indtil da) idylliske Höganäs trådte op på en stor udendørsscene inde bag den lokale Garage Bar.
Og hvilken aften med sanger David Eugene Edwards og hans alvorens brydningstag med livets udfordringer støbt ned i en skarp række gammeltestamentlige molblues-udladninger, spillet værdigt ud med både finesse og eksplosion af et fremragende band. Det startede i den lyse svenske forårsaften, det sluttede længe efter mørket havde sænket sig over kystbyen, der da lå indhyllet i drivende scenerøg og efterklang af de mange sanges lodrette skæbne-heartbreak.
Har ikke været så mærkbart tæt på ånden fra Jeffrey Lee Pierce og hans tidlige/bedste The Gun Club siden 1984, da den version af bandet blæste forbi København. Men 16 Horsepower spiller med en helt anderledes virtuos tyngde og skal ikke stå i skygge af nogen, da heller ikke det klassiske, pre-Warren Ellis Bad Seeds, som der også åbenlyst trækkes blodrøde tråde til gennem fælles tilgang til den amerikanske musikarv. Herover tre numre fra en rystende stærk aften med 16 Horsepower bag Garage Bar i Höganäs. Musik kan.
The Twilight Sad
Måske vi her bør bruge lidt mere tid på The Twilight Sad, der lidt ærgeligt for dem selv nok først og fremmest er kendt for at være Robert Smith fra The Cure’s favoritband. I marts i år udkom skotternes sjette album It’s The Long Goodbye, der sandelig starter lovende ud med ‘Get Away From It All’ herunder. Kan se at The Twilight Sad spillede på Loppen i april; man skulle nok have været der. Sikkert en langt bedre og mere direkte introduktion til bandet end den noget buldrende københavnske supporttjans for The Cure i Royal Arena i efteråret ’22…
The Summer of Love?
Sikke en start på et album. De hakkende guitarer, en begsort mur af akkorder (vel nærmest i familie med hjemlige Sort Sol’s ‘Siggimund Blue’ femten år senere). Og så titlen “This Ain’t The Summer Of Love”, der i 1976 helt usentimentalt erklærer hippietidens mantra for endeligt forbi. Hørte pladen en del dengang, ikke mindst dets dødsromantiske hit ‘Don’t Fear The Reaper’, men bands der lænede sig mod tung rock forsvandt for disse ører nådesløst i punkens malstrøm. Således også amerikanske Blue Öyster Cult, hvis Agents of Fortune blev udsendt dags dato for 50 år siden og var en meget stor plade i USA. Det er altså også virkelig et lovende stærkt åbningsnummer, det her…
Introducing…Kiwi Jr.!
Dagens nye sang på denne side kommer fra Toronto i Canada, som Kiwi Jr. her kan kalde sin hjemby. Men se lige bort fra det håbløse bandnavn; de er muligvis langt bedre end det. Denne nye single – forløber for Kiwi Jr.’s fjerde album – afgiver ialfald umiddelbart positiv genklang af både Lou Reed og The Go-Betweens. Samt noget ubestemt helt tredje og godt, der formodentlig er bandets egen dna. Så er man allerede godt på vej…
En slags tillykke
En bitter, paranoid, despotisk mand fra Manchester, England fylder år i dag. Tankevækkende at uanset hvordan vi udvikler os og måske farer vild i livet, så er der stadig en dag om året hvor ankomsten, da tavlen var helt ubeskrevet og ren, markeres. Så hvordan stiller vi her skarpt på Morrissey’s fødselsdag? Webmasteren fra denne side ville nok foretrække, vi lod som ingenting. Men det i dag 67-årige fødselsdagsbarn findes jo dog i vores bevidsthed, er i den grad aktiv og har tidligere lavet musik af en styrke og skønhed, så den – hånden på hjertet! – formede os til dem vi blev. Så hvad med at fremhæve noget af det bedste han bragte os før han tabte sin indre kamp mod mørkets kræfter? Her er ‘Now My Heart Is Full’, åbningssporet fra den ikke så lidt The Smiths-lydende Vauxhall and I (1993), det midterste af de tre kronologiske albums, det til enhver tid står gavmildt givende og lindrende at vende tilbage til. Svært herfra at komme i tanke om en moderne musik med mere ånd, raffinement og værdighed end denne…
Taking advantage
21. maj 1982 udsender Echo and the Bunnymen singlen ‘The Back Of Love’, en overlegen artikulation indenfor rockmusik som den på det tidspunkt da er kendt og registreret. Om singlen og dens hæsblæsende musik så har overlevet tidens ofte nådesløse tand? Her er nummerets raske marchtempo og bydende nødvendighed til selv at svare fyldestgørende på det spørgsmål…
Introducing…Sylvie’s Head!
Oppe fra Göteborg på den svenske vestkyst kommer det helt unge band Sylvie’s Head, der i fredags debuterede med Everything Is Free, et fritflydende album lastet med uimponeret selvtillid, der som en anden tidsmaskine tager sin lytter tilbage til Madchester-nætterne i start-90’erne, da engelsk rockmusik stødte sammen med acid-house og dannede den indie-ravekultur, bands som Happy Mondays, The Stone Roses og ikke mindst Primal Scream kom til at symbolisere. Har indtaget Everything Is Free et par gange nu, et album der vinder ved at at blive hørt samlet som vibe-oplevelse snarere end som de enkelte popsange, der tydeligvis ikke er bandets mission. Her to lydeksempler i hver sin ende af skalaen af bandets take på den britiske arv, de forvalter helhjertet. Tiden må vise det, men tænker umiddelbart Sylvie’s Head må være et stærkt liveband…
Straptease
En ny single fra skotske Arab Strab. Ikke ret bekendt med Falkirk-bandet, alligevel står det straks klart, der er vitaminer ombord…
Southern Gothic
Efter 20 års pause er Denver, Colorado-bandet 16 Horsepower lige nu på den europæiske genforenings-tour, der i aften bringer bandet og dets altid ildevarslende amerikanske prædikant-musik til et udsolgt Amager Bio. Dette nummer fra bandets debutalbum Sackcloth ‘n’ Ashes, der er ret fyldestgørende for hvor 16 Horsepower står musikalsk, vil helt sikkert være på setlisten…
New dawn fades
Godt to minutters livemusik denne mandag fra Joy Division. Fordi datoen 18. maj i dag tilhører deres sanger Ian Curtis. Nummeret ‘New Dawn Fades’ lukker første side på debutalbummet – de udsendte i alt kun to – Unknown Pleasures (1979).
In memoriam
The Associates’ Alan Rankine ville være fyldt 68 i dag. Her er han (og The Cure’s Robert Smith) på kontinentalt TV for længe siden. Må ikke glemme de der lyste…
Fripp 80
Vanvidsguitaristen Robert Fripp bliver 80 denne weekend. Vi markerer det skarpe hjørne her med historien om det uden tvivl mest ædle, Fripp har velsignet menneskeheden som sådan med, naturligvis hans soniske signatur-pile henover den himmel som er David Bowie’s ‘Heroes’. Tony Visconti tager os gennem nummerets lag og tilblivelse…