Amerikansk-canadiske Vera Sola har netop udsendt Peacemaker, indie-folk(?)-sangerindens andet soloalbum. På denne stærkt profilerede åbningssang kommer Sola med en stemmefrasering, der konkret kaster tanker videre afsted til Alexandra Savior, hende Alex Turner gav en regulær musikalsk The Last Shadow Puppets-makeover på hendes ikke uefne debut Belladonna of Sadness i 2017. Skal have hørt hele Vera Sola-albummet for at se, om sangskrivningen kan holde dette fornemme niveau hele vejen igennem…
Det er her under disse to klip at Love Shop bliver undfanget. Vi sidder en lørdag aften i december 1984 i Hilmers lejlighed nede bag Det Kongelige og ser Thommy’s Pop Show fra Vesttyskland. Talk Talk kommer på blandt et væld af artister og er blændende med ‘Such A Shame’ og ‘It’s My Life’. Lige da går det op for os, man rent faktisk kan have et liv og rejse rundt med popmusik, der slet ikke stinker. Vi tænker samstemmende, at sådan en lørdag aften i Westfalenhalle i Dortmund ikke er det værste sted at være og spille playback af så stærk musik som nu Talk Talk gør det. Kort tid efter går vi igang med forsøgsvis at lave vores første numre sammen. I dag er det fem år siden Mark Hollis døde…
Det første nummer på The Gun Club’s tredje album The Las Vegas Story (1984) er den tungtrullende ‘Walkin’ With The Beast’, som ovenpå sin uforløste trommefigur trækker det genstridige album igang med en lang række gentagne og lukkede rundgange, der aldrig søger nogen forløsning. Helt anderledes er det da ‘Walkin’ With The Beast’ først kommer på bånd to år tidligere med Blondie’s Christ Stein som producer. The Gun Club er da igang med at indspille mesterpladen Miami (1982). Den version kommer (desværre) ikke med på det endelige album, men findes kun som b-side på dets enlige single ‘Fire Of Love’. I denne tidlige version er beatet lettere, lyden lysere, spillet mindre tungt og det senere skrottede omkvæd decideret fremragende. Vildt at høre Jeffrey Lee Pierce synge her, eller snarere lyder han vel positivt som et såret rovdyr der hyler. Et fantastisk band de første 4-5 år, The Gun Club, inden for mange stoffer, for lidt succes og en dysfunktionel forsanger ødelægger det hele indefra…
Jeg kender ikke ret meget til Jessica Pratt endnu, men denne noget retro-agtige sang kan jeg godt lide.
The Jesus and Mary Chain tager lidt forskud på albummet Glasgoweyes i dag ved at udsende en ny single. Men ‘Girl 71’ lyder mere end JAMC selv som om Lawrence (ja, ham fra Felt) har gendannet sit 90’er-band Denim og endelig lavet den sonisk logiske opfølger til debutalbummet Back in Denim (1993). Ved ikke om det er helt sundt. For Lawrence’s projekt (!) var drevet af Birmingham-excentrikerens knastørre situationist-humor, hvorimod brødrene Reid øjensynligt tager de musikalske plastik-legoklodser helt for pålydende. Måske jeg tager fejl…
Upåagtede And Also The Trees, der efterhånden har en voksen historie bag sig, udsender i dag nyt album. Her en smagsprøve fra englændernes Mother-of-Pearl-Moon, der på dette afsøgende klip lyder som om de holder meget af det, Tindersticks engang lovede. Vi er et stykke fra gængs rockmusik her; man kunne vælge at tage det som en befrielse…
22. februar 1993 udsendes ‘Animal Nitrate’, Suede’s tredje single, der bryder lydmuren for bandet. En uge inden tvangsfodres nummeret for første gang et større publikum, da Suede er blandt de optrædende i London’s Alexandra Palace til det års BRIT Awards. Brett Anderson er endnu ikke den udvoksede hanulv, der snart skal sælge bandet så godt og bredt, nej, det er den tidlige, utilpassede, fucked up-Brett, det måbende musikbranche-publikum i det store palads bliver konfronteret med. Og de bryder sig tydeligvis hverken om ham ellers hans storstøjende band, der på scenen spiller som gælder det livet, hvad det jo naturligvis gør denne aften for Suede. Det klassiske britisk rocknroll-øjeblik, hvor både mikrofon og en bass-guitar tilsidst smides nok ikke uden afsky for omgivelserne, kan nydes herunder. Og selve singlen lyder jo stadig elektrisk i dag…
Denne britiske postpunk-single fra 1980 har været i min bevidsthed i noget tid, mandag løb jeg ved et tilfælde endelig ind i et eksemplar af den. Girls At Our Best kom fra Leeds og hørte man dem dengang var det nok mest fordi John Peel gav dem kærlighed og spilletid på sit BBC-show. For udbredte blev de aldrig, udsendte kun en lille håndfuld indielabel-singler, samt et enkelt album kaldet Pleasure (1981). Lyden var behersket krads med guitarer der småstøjede et sted imellem Buzzcocks og tidlig Banshees, men Judy Evans’s rene stemme, samt de klare melodier gav Girls At Our Best en sær traditionel pop-kvalitet, der pegede i en særegen retning.
Deres catchy debutsingle ‘Nowhere Fast’ er den jeg huskede bedst og som kan høres herover. B-siden ‘Warm Girls’ (herunder) er nu også en keeper, en fire-minutters postpunk-minisymfoni af særegne opbyggende/forløsende forløb, der flettes forunderligt ind og ud af hinanden. En YouTube-bruger har lavet en fantastisk video til med lånte billeder fra den japanske 1969-film 薔薇の葬列 (Funeral Parade of Roses). Læg lige mærke til detaljen, hvor ubesværet single-coveret på øverste klip korresponderer med still-billedet fra videoens film på det nederste.
Kendte The Smiths’ Morrissey så til Girls At Our Best og deres ‘Getting Nowhere Fast’ da han lavede en sang til Meat is Murder (1985) med titlen ‘Nowhere Fast’? Naturligvis gjorde han det; både han og Johnny Marr kunne deres postpunk til fingerspidserne i 1985. Men iøvrigt…stod der ikke allerede ‘NOWHERE FAST’ i forruden på den bus, der kørte Sex Pistols og de andre bandlyste punkbands rundt på den skæbnesvangre Anarchy Tour i december 1976?! Det hele hænger vist sammen. Men nu var det b-siden ‘Wild Girls’ vi kom til…
Blev fanget ind her af Old 97s-sangerens rolige mørke klang, der positivt lyder slet ikke ulig Steve Kilbey fra australske The Church. Men sangen i sig selv er, omend ikke på nogen måder nyskabende, også fint behagelig. Blot den enkle amerikanske tradition sunget videre på, som så ofte før med associerende monolog om vejenes bugtninger fremad, om aldrig helt at vide, hvor de fører hen og hvad venter forude, om gevinsten ved at holde sig i live og holde ud. Jack Kerouac skabte vel faktisk hele sin forfatterkarriere på netop det spor. Old 97’s er fra Dallas, Texas og den i dag udsendte single her er forløber for deres 12. album American Primitive, der udkommer 5. april. I videoen herunder ses Old 97’s vist iøvrigt i et øjeblik på scenen med R.E.M.’s Mick Mills; det musikalske slægtskab med hans gamle band fornægter sig heller ikke…
Jeg stod på Dansk Sam Distributions lager på Vesterbrogade 107 i København, da fragtposten kom med nogle store vinylkasser fra leverandøren i Sverige. Den øverste af dem blev lukket op og jeg tog det første eksemplar af The Smiths’ debutplade i Danmark med hjem til Islands Brygge, hvor jeg hørte albummet uafbrudt resten af dagen og vistnok til ud på natten. Det er det musik kan, når fra øverste hylde, som altså her Morrissey, Marr, Rourke og Joyce. Albummet The Smiths udkom 20. februar 1984, i dag for 40 år siden. Med tiden bag sig står pladen ikke som den perfekte debutplade, dertil er sangenes kvalitet for ujævn og produktionen lidt for akavet, men talentet stråler uomtvisteligt og det var første gang man hørte, hvad dette nye band var i stand til over en længere række sange. Her afslutningsnummerets take på Manchester’s makabre The Moor Murders, hvor både Johnny Marr og Morrissey virkelig stråler, da de tager musikken, dens omdrejningspunkt og virkemidler hen et sted, man aldrig havde været før…
Sonic Youth gik itu da forholdet mellem Kim Gordon og Thurston Moore gjorde det samme. Siden har de to hver for sig fortsat udforsket de randområder mellem kunst og støjrock, hvor NYC-bandet befandt sig bedst. Kim Gordon blev 70 sidste år, men alderen har ikke gjort hendes udtryk rundere. Faktisk er det imponerende at hun med sit enorme bagkatalog i Sonic Youth stadig kan finde nye veje og den friskhed i sit aftryk, der høres på denne ret så overbevisende nye single fra albummet The Collective, der udsendes 8. marts…
Har fra dag 1 haft svært ved at finde ud Vampire Weekend. For NYC-bandets pertentligt dygtige arrangementer i ofte nærmest übersterile lydbilleder kan ofte afføde en klaustrofobisk udbrydertrang, men omvendt så er der indimellem nogle decideret underskønne melodiske forløb, samt en sjælden intim betragterevne hos sangskriver Ezra Koenig. Fredag udsendte Vampire Weekend hele to singler som forløber til albummet Only God Was Above Us, der udgives 5. april. Her er den første af dem, der netop bærer en af den slags sødmefulde melodier, næsten kun Koenig kan skrive. Produktionen af den konventionelle sang er en vild rollercoaster, hvor alt synes tilladt, kedeligt er det virkelig ikke. Tilsæt en klassisk, yderst musikalsk klippet New York City-stemningsvideo og de følgende fire minutter vil ikke være spildt på nogen som helst…
Der har været ballade i Bergen. Det lokale rockband Hjerteslag, som op gennem 10’erne har udsendt tre albums i Norge og tilkæmpet sig stor anerkendelse, er raget uklar med hinanden. Det har været sanger Robert Eidevik mod de fire andre hjerteslag. Ingen har helt kunnet blive enige, om sangeren er blevet smidt ud af de andre eller selv gået, så et slagsmål om fortsat brug af bandets navn endte i efteråret 2021 i en retssal, hvor Eidevik vandt. De andre fire har sammen dannet bandet med det fine navn Kristi Brud, som nu for to måneder siden udgav debutalbummet Alt Er Nytt. Med på albummet er debutsinglen ‘Spiller Ingen Rolle’ fra 2022, der siges at være en strakt verbal langefinger til deres tidligere bandkammerat. Under alle omstændigheder er der tale om et fornemt rocknummer med vitalt drive. Anger is an energy, som John Lydon engang formulerede det. Og naturligvis havde den tidligere Sex Pistols-sanger, der selv var endt i en bitter fejde med sit eget band og rejste sig fra vragresterne gennem PIL, ret. Hør selv…
Vi havde den første her for nogle uger siden, og nu i dag er endnu et nyt nummer fra den ene Wolf Parade-sanger Dan Boeckner’s kommende soloalbum blevet udgivet. ‘Lose’ var umiddelbar, let absorberbar i lyd og fremdrift, mens ‘Euphoria’ her vist kræver lidt mere arbejde for at falde på plads, men sådan er det vel ofte med den musik, man ender med at høre mest…
Jeg kan godt lidt sange om i går. Om det er The Go-Betweens/Robert Forster’s ‘Darlinghurst Nights’, David Bowie’s ‘Where Are We Now’, Debbie Harry’s ‘End Of The Run’, Thåström’s ‘Sönder Boulevard’ eller måske hele Lou Reed/John Cale’s Drella-sangcyklus om Andy Warhol-årene. Sange med fortid set gennem nutidens briller. Fortid set igennem det der blev, hvem der var og hvad som forsvandt. Den slags sange kommer ofte med afklaret ro. I dag har Nick Cave and the Bad Seeds’ tidligere kapelmester Mick Harvey udsendt netop sådan en selvbiografisk sang som forløber for sit nye soloalbum Five Ways to Say Goodbye, der udsendes når det bliver forår…