The Clash’s svanesang Combat Rock fandtes først i en pænt mere omfattende Mick Jones-mixet version, hvor flere af numrene var betydeligt længere end på det af Glyn Johns om-mixede album, der blev udsendt i foråret 1982. Sikkert et kløgtigt kommercielt træk ovenpå allerede uendelige Sandinista! (1980) af både CBS og resten af The Clash at kuppe Mick Jones, men hans version kunne/kan altså også noget. Hør f.eks. bare Joe Strummer’s mesterstykke ‘Straight To Hell’ her i hele sin oprindelige længde…
Safe European Home
Sammen med ‘London Calling’ vel den stærkeste albumåbner fra The Only Band That Matters, et track hvor producer Sandy Pearlman’s amerikanske AOR-baggrund virkelig arbejder for The Clash. Sangens tekst inspireret af den, uhm, inspirationsrejse Strummer/Jones blev sendt afsted på til Jamaica, hvor de to af frygt for at blive overfaldet endte med at bruge mest tid på Sheraton-hotellet i KIngston’s sikrede område. Det er også dette track, hvor Topper Headon’s ankomst som trommeslager i bandet virkelig gør sig gældende i det fænomenale spil…
Strummer of love
Det er datoen hvor Joe Strummer i 2002 pludselig og uventet gik bort. Så det er fredagen i dag at spille The Clash- og Joe Strummer-plader højt ud. For at holde ham og hans så forskelligartede musik i live. Men måske allermest fordi den kan holde os i live…
Fat white religion
Ikke meget ny musik på denne årstid, men her alligevel en spritny single med Fat White Family, London-bandet der sjældent plejer at lyde så stuerene og musikalsk klassisk-Bad Seeds-velarrangerede som her på ‘Religion For One’. Eller måske det snarere er Pulp’s This Is Hardcore, denne sides reference-politi burde nævne…
Once upon a time in New Order
18. november 1981: New Order spiller koncert i New York City på Ukrainian National Home. Tredje sang på aftenens setliste et nyt nummer ved navn ‘Everything’s Gone Green’, der i december vil blive udsendt som NO’s anden single som efterfølger til ‘Ceremony’. Denne aften på 2nd Avenue, Lower Manhattan går det sådan her…
Terry Hall
Det er i dag et år siden Terry Hall døde. På klippet herunder synger han for hos The Specials på deres debutsingle i 1979. De to første albums med Hall er så absolut anbefalelsesværdige…
I believe in me!
De spillede aldrig uden for Californien, The Avengers, der blev et af de største navne ovre på den fjerne amerikanske vestkysts punkscene. Kun en enkelt single (1977) og en 12″er-EP (1979) blev det til for bandet, der anført af unge Penelope Houston også opnåede at spille support til den allersidste Sex Pistols-koncert nogensinde, den i januar 1978 på Winterland i San Francisco. Her et af de tre numre på debutsingle-tornadoen ‘We Are The One’, der dengang – som den slags desværre ofte var – aldrig kom i nærheden af Europa. Så The Avengers forblev en velbevaret californisk hemmelighed. Ikke længere…
Vid ett middagsbord bland folk, i en tunnelbanevagn, då saknar jag dej…
Nu troede du nok her efter forleden, at være sluppet for mere Ulf Lundell. Men nej, så nådig er skæbnen ikke, for på hans iøvrigt noget ujævne Vinterland (2000) er der endnu en bevægende fortælling, som fortjener opmærksomhed. En sang hvor det ikke er Stockholm’s udstødte sjæle, men istedet Lundell’s eget forpinte hjerte, som ligger ham på sinde. På ‘Jag Saknar Dej’ sætter de musikalsk opbyggende vers scenen filmisk op som Lundell kan; et Stockholm i frost, hvor både løftes op af havnen før isen vil komme og skrue dem ned, hvor parkerne brænder som ild af kulden, hvor himlen over Västerbron står gasblå koldt. I det bidende Stockholm går Lundell hvileløst, sjælefrysende rundt og påmindes overalt om en kærlighed, der ikke længere er hans. Broerne op til sangens omkvæd falder skæbnesvangert dramatiske og slår en tone an som aldrig kan ringe lykkeligt ud. Og der kommer så hans direkte tale til den, der er et ukendt sted derude i byens labyrint og altså ikke længere med ham. Han ønsker nu, at de aldrig havde mødtes, for han er efter afskeden som død for livet, finder ingen glæde i noget, længes heller ikke længere efter at de igen skulle være sammen. Men savner dog i sit indre alligevel i en grad så intenst, at det hele synes ved at briste. Imens spiller musikken sig bag ham op til noget, der kun kunne være et raseri, hvis ikke den samtidig var så…øm. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat. Hør selv…
Årets albumudgivelser (sådan da)
Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver
Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?
Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.
The Call Up
Unge mænd der indkaldes og marcherer ud i krig for uværgeligt at dø eller ‘blot’ blive lemlæstet på krop og sjæl, som var det det eneste de nogensinde blev født til, lyder det scenarie også bekendt i 2023? I 1980 er antikrigs-sangen ‘The Call Up’ første single fra Sandinista!. Den bliver ikke noget hit i The Clash’s hjemland England, men opnår til gengæld en anderledes succés i (krigsneutrale) Sverige, hvor singlen når ind på top-20-listen. Stadig i dag en bemærkelsesværdig sang, der ikke rigtigt lyder som noget andet, hverken i The Only Band That Matters’ store katalog eller i det hele taget. Musik kan.
Mod alteret i Maria…
Luciadagen i dag er en svensk tradition, som denne onsdag leder tanker hen på en sang, Ulf Lundell begik i 2000 på sit album Vinterland. I ‘Altaret på Maria’ beskriver Lundell to tabte skæbner på bunden af livet i Stockholm. Den ene en slidt tiggerkvinde ved indgangen til et Konsum-supermarked, den anden en forhutlet hjemløs mand, der prædiker sort for døve øren nede i T-banan. I omkvædet drejer Lundell vinklen og erkender, at ingen som ser dem vil kunne forestille sig, de begge engang var små børn, der strålende og med levende lys gik syngende i Luciaoptog mod alteret i Maria (en af de store kirker på Söder). I sangens klimaks mod slut har Lundell så – han kan ikke lade være med den slags moraler – et december-drømmesyn, hvor de to hjælpeløse livsofre løftes op af et mægtigt, varmt lys og svæver ind gennem himmerigets port. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat af ham. Hør selv…
Tillykke, Sandinista!
Endnu en The Clash-mærkedag, ja, december har mindst fem af dem, at markere. Denne i dag er udgivelsesdatoen i 1980 for The Only Band That Matters’ tredobbelte album Sandinista!. Og tankerne vil atter gå, hvordan dette overflødighedshorn havde lydt som enkelt album, eller endda bare som dobbeltalbum. Dets 36 sange var dengang som nu nok det mest krævende musikpensum, vi her nogensinde er blevet givet. Og omme på side 5 og 6, på det tidspunkt da børnene til Joe Strummer’s gamle, violinspillende busker-ven Tymon Dogg begynder at synge ‘Career Opportunities’ med lyse stemmer, tænkte man allerede dengang, hvorfor der dog ikke var en voksen tilstede. Men det står selvfølgelig omvendt også som denne udgivelses charme, at den netop indeholder revl og krat fra nogle løse indspilningsuger i New York City, hvor der blev skudt på det hele og ramt en del. Her en af de sange der nok ville komme med uanset længden på Sandinista!, en stor spraglet sang, der med en næsten Shane MacGowansk lyrisk elegance kronologiserer England’s turbulente historie og fald op gennem det 20’ende århundrede…
PS – Skulle nogen undre sig over hvor coverbilledet til Sandinista! er fra, så er det taget af Pennie Smith (hende der også stod bag London Calling-coverfotoet af Paul Simonon) på Camley Street i Camden, Nordlondon, under broen med jernbanesporene fra St. Pancras…
Glæden og sorgen
Har aldrig oplevet en irsk begravelse før nu i fredags, da Shane MacGowan’s send-off fra Nenagh i Tipperary blev sendt live på Twitter. Og kun vant med blodfattige danske begravelser i protestantiske kirker, hvor en lokal sortklædt præste-djævel for ofte med ord og ceremoni prøver at kapre et afsluttet frit liv tilbage i den Herrens fold, det engang blev født ind i, var denne begivenhed en glædelig overraskelse. For ligeså meget som der var mærkbar sorg over Shane’s bortgang, ligeså meget blev hans liv fejret med taler, anekdoter, sang, latter, ja, endda personlige Shane-effekter, som på parade blev frembragt foran alteret i den stopfyldte kirke. Og de sange der blev delt, de blev givet med fuldt skrald og en befriende skamløs intensitet. Nej, ingen mådeholden protestantisk angst for at afsløre sig som levende mennesker af kød og blod i det hellige rum dér. Denne gråkolde søndag kan således nemt fortjene dette følgende klip at varme sig på. Tilsidst i Nenagh sluttes seancen af med en fullblown version af Shane og The Pogues’ mest berømte sang, der, som det åbenbart går på de kanter, ender med dans forrest i kirken. Et vitalt folk, de irere, også i dødens skygge…
Skønheden og sorgen
Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.