For nogle uger siden i en second hand-pladebutik i berlinske Friedrichshain stod jeg lammet af vægelsindets forbandelse. Årsagen dertil et sjældent vinyleksemplar af de amerikanske punks Rancid’s Indestructible (2003), et album der for længst er udgået i sine små oplag og derfor går til voksne penge. Dobbeltalbummet er hørt herfra Rancid’s klart mest vellykkede skud indenfor bandets specielle og rowdy mix af hardcore, The Clash-rock, Manu Chao/Mano Negra-tricks og ska, så naturligvis ville jeg gerne have det, men til dén pris og endda trykt på en grim rød vinyl, nein danke blev det efter meget overvejelse. Men de sidste skal blive de første, for så pludselig i går blev albummet (i anledning af sit 20-års jubilæum) ud af det blå genudsendt, og nu endda på sort vinyl. Her en smagsprøve fra Indestructible, tyve Rancid-tracks der vil stå sig fint på hvilken som helst tændt lørdag aften…

Selv en blind høne kan finde korn. Tiden har ikke været god ved Glasgow’s Altered Images med lillepigestemmens Clare Crogan, der havde to store new wave-hits med ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’. Men på den første single ‘Dead Pop Stars’ lykkes det producer Steven Severin (ham fra Siouxsie and the Banshees) at få noget interessant ud af det forbløffende ansigtsløse band og den barnestjerne-lydende sangerinde foran dem. Eller er det bare mig? BBC-legenden John Peel elskede næsten Clare Crogan og co. ligeså højt som sin førstekærlighed The Undertones. Jeg selv købte debutalbummet dengang, men tålmodigheden holdt ikke længe med Clare’s koket selvforelskede lillepigehvin og en flok halvbagte sangskitser uden mål eller mening. Men ‘Dead Pop Stars’ altså, bare titlen…

Jeg tænker, det må have været fantastisk at være ung i Australien i maj 1985, da Sydney-bandet The Moffs udsendte singlen ‘Another Day In The Sun’. For nummeret, der oser af solhud og vitalitet, er et man ikke glemmer, formodentlig endda sådan et man senere vil huske som lyden af noget, der er gået tabt. Se blot stillbillederne af bandmedlemmerne på klippet herunder. De unge mænds stærke, udfordrende blikke, dømt til at blive tæmmet med alderens og erfaringens hug. Men de har endnu det hele intakt på denne optagelse, hvor selv nummerets dramaturgi insisterer på sin egen frie virkelighed. For hvem andre ville starte med en så lang, svævende guitarintro før sangen endelig kommer skødesløst uskolet ind? Og slutte med at lade musikken gå ned, så kun et klavers livslovende toner står tilbage en rundgangs tid. Man skulle have været der.

I min verden er den noget af det mest fine nogensinde fra Echo & the Bunnymen. Taler om singlen ‘Bring On The Dancing Horses’, der blev udsendt på Korova dags dato i 1985, et sted mellem det forrige års helt anderledes organiske Ocean Rain og den selvbetitlede grå svanesang af et anæmisk album, der skulle udkomme i 1987. Så ‘Bring On The Dancing Horses’ er helt sin egen i ord, tone og temperament, usædvanligt bygget på en bund af keyboard-sequencede guitartoner og sendt afsted med en majestætisk melodi af en anden verden. Sang McCulloch nogensinde bedre, mere indsigtsfuldt og universelt givende end her?

Roxy Music filtreret gennem punk? Sådan lød John Foxx’ Ultravox ofte. Efter tre grænseafsøgende albums blev han afløst som sanger i bandet af Slik/Rich Kids-forsangeren Midge Ure, der gjorde Ultravox til noget ganske andet og langt mere kommercielt succesfuldt. ‘Rockwrok’ var i oktober 1977 Ultravox’ tredje single…

Nu og da og i aften dejligt at genopleve, hvor stærkt et singleband engelske Bauhaus er/var. Deres albums kaotiske, ja, egentlig utilfredsstillende, men singlernes fokus helt anderledes skarpt. Her følger deres Bowiefan-single, der måske stadig deler vandene. Jeg selv finder den decideret rørende i sit uskjulte og forsvarsløse plagiat af originalen. Dens b-side, et rasende race gennem Brian Eno’s ‘Third Uncle’, tåler også fint tidens tand, men her er det Ziggy Murphy and the Bauhaus Spiders from Northampton…

Dagens britiske Remenbrance Day kalder på genhør med sangen herunder af sammen navn fra 1981, hvor dens ophavsmænd B-Movie for en enkelt sæson lignede et band med fremtid i. Desværre fik hverken denne single eller forgængeren ‘Nowhere Girl’ den medvind, de begge kunne fortjene, så på det lille pladeselskab Some Bizarre var det meget snart istedet sleazepop-duoen Soft Cell, der løb med både stjernestatus og al opmærksomhed. Det afholder heldigvis ikke begge de omtalte B-Movie-sange fra at kunne nydes som vitale pop-singler i dag…