Curfew, Gaza

Det er forfærdeligt, hvad der sker netop nu i Palæstina og Israel. Alle mennesker har ret til at leve et trygt liv uden fare. Det gælder både i Israel og i Palæstina.

Min eneste kommentar i skrivende stund ud over denne selvfølgelighed, der tilsyneladende ikke er en selvfølgelighed, er en henvisning til Zul’m, det gamle album fra 1992 med den for længst afdøde Bryn Jones, der var eksperimenterede musiker og producer i Manchester op gennem 1980’erne og 1990’erne under kunstnernavnet Muslimgauze. Hans musik var et sted mellem “verdensmusik” og elektronisk musik og milevidt fra det meste af den Manchester-musik vi plejer at nævne her.

Jeg skrev om Bryn Jones her på bloggen tilbage i 2007; Zul’m er det eneste album med ham, jeg synes godt om (det er til gengæld også et album, jeg synes rigtig godt om). Start 8 minutter og 44 sekunder inde med nummeret “Curfew, Gaza”.

Dårlig på den gode måde

Jeg havde albummet dengang, men afhændede det på et tidspunkt uden fortrydelse. For dets skabere, Blackpool-bandet Section 25, godtnok var de på cool, myteomspundne Factory Records i Manchester, men der var noget underpræsterende tredjerangs over dem. Nok derfor var de mest kendte for at Joy Division’s Ian Curtis havde produceret den første single. Deres musikalske ting lå i et da ret overfrakke-befolket men anonymt landskab mellem vennerne fra Joy Division, der ofte havde givet dem opvarmningsjobs, og de mere atonale Public Image Ltd. Section 25 tog alle tidens dunkle postpunk-tricks, men lagde intet til. Den musikalske kunnen var begrænset, sangeren Larry Cassidy’s ene tone i livet holdt stille men fast på sin opgivende apati, og selve numrene fremstod næsten uden undtagelse som forglemmeligt grå øvelokale-jams.

Og alligevel var der noget som fangede. Jeg tror det var produktionen. Factory’s producerlegende Martin Hannett fik på Always Now sit lydunivers til at fremstå som det manglende led mellem de to Joy Division-albums, der post-Ian Curtis i 1981 stod mytologisk. Mange bands lød sådan, men med Hannett selv bag pulten var dette umiskendeligt den ægte vare. Og så var der slutsangen. Efter en monokrom færd konkluderede ‘New Horizon’ albummets trøstesløse rejse fra start til slut. Først nogle insisterende vage og møjsommeligt opbyggende keyboardflader, og så sætter bandet endelig ind med selve det sært uforløst forløste nummer, der i sit drevne mellemtempo rent faktisk endelig rammer noget, der ikke bare er den grå sum af sin for tydelige inspiration.

De sidste par år har jeg savnet albummet. Men i mellemtiden er det blevet sjældent/dyrt. Ikke mindst pga. sin stilikoniske coverart, der i dag står som ren state of the art-Factory. I går stødte jeg endelig på et eksemplar, og i velbevaret stand til 500 kr er det faktisk et godt fund. For Always Now er den helt rigtige tidsmaskine til hvordan hundreder af halvt bedøvede postpunk-bands lød dengang. Hverken værre eller bedre. Det er som igen at få muligheden for at gå ind på en engelsk pub i 1981, ikke vælge den bedste eller fineste, men istedet finde en tarvelig, fugtig og nedslidt en. Og nyde lige netop det, fordi det som oftest var præcis sådan det var. Her er ‘New Horizon’…

Transmission i Skotland

New Order’s europæiske efterårsturné, der startede i København for lidt siden i indian summer, slutter lørdag aften i efterårsomblæste Leeds. I aftes var touren kommet til Glasgow, hvor en vis Elizabeth Elektra var blandt publikum. Som hendes tweet herunder viser, så kan musikken fra New Order og Joy Division bringe meget forskelligt frem i folk…

Art of the poster

1981: White Bunnymen in Hammersmith Palais. Heaven Up Here er en af årets fremmeste plader, de nye funklende Liverpool-stjerner er kommet til London denne tirsdag og Mersey-lokale The Wild Swans spiller support. Her A-siden på sidstnævntes eneste single, produceret af Bunnymen-trommeslager Pete De Freitas og udsendt fire måneder efter på Zoo Records…

The La’s 33

De udsendte ét hyldet og myteomspændt album. Men forsanger, bandleader og sangskriver Lee Mavers hadede pladens mix og dikteringen ovenfra af pladeselskabet Go! Discs så voldsomt, han aldrig gik i studiet igen. I dag er det 33 år siden Liverpool-bandet The La’s udsendte deres fine Merseybeat-album i eget navn. ‘There She Goes’, hitsinglen derfra, har sikkert betalt Mavers’ husleje lige siden, som den tidsløse popklassiker den er. Videoen her kan så sandelig også noget nordvestengelsk og overbevisende…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.