Parken er hvad Parken er; en svær forhindring at overkomme for ethvert stort band, der i dens brutale rammer ofte ender med at spille andenviolin til selve begivenhedens monstrøsitet, samt den berygtede elendige lyd inde i betonklodsen. Med den svære baggrund in mente en forbløffende stærk aften af Depeche Mode mandag aften. Om det skyldes det nylige dødsfald eller det faktum, at man med årets Memento Mori turnerer det bedste DM-album i vel en tre årtier, det er ikke til at sige, men der var en alvor over seancen i går som gav aftenen en klædelig tyngde, så anderledes end de næsten for pleasende shows, man har været rundt med de seneste gange. Dave Gahan’s kvaliteter som frontmand og sælger af varen er vidt beskrevet, alligevel stod man benovet gennem aftenen af hans evne til konstant at skubbe nuet ind i sangene og musikkens indre liv så langt udover scenekanten. 41 år siden denne side i 1982 først så Depeche Mode, da de i Saltlageret på Gammel Kongevej charmede 3-400 teenagers med deres dengang så spinkle techno-pop. Så jo, det band er kommet en mirakuløs lang vej. Smukt at man bærer både sin alder som band og egen historie så værdigt som tilfældet var i Parken i aftes.
