18. juni 1983 – i dag for 40 år siden! – drog hvad der nu synes som hele den brogede københavnske undergrundsscene afsted i en konvoj af turistbusser mod nordtyske Bad Segeberg, hvor Mester David Bowie på sin Serious Moonlight Tour spillede udendørs under hedebølge i et stejlt westernklippe-omgivet amfiteater. Sommetider kan der godt opstå tvivl, om vi nogensinde vendte hjem igen…
I går aftes spillede Spoon i Pumpehuset og Sparks spillede i Vega. Jeg havde købt billet til Spoon længe inden jeg blev opmærksom på Sparks. Men jeg havde længe haft lyst til at opleve Spoon, som jeg først blev opmærksom på med deres album Ga ga ga ga ga fra 2007. Nogle vil forhåbentlig huske min særdeles positive omtale af Lucifer on the sofa fra 2022.
Det var overhovedet ikke en dårlig koncert. Med fare for at lyde som den bagstræberiske trekvartgamle mand jeg er: Det er en fornøjelse at opleve et så godt sammenspillet band inden for det, man vel efterhånden bare må kalde traditionel rock og som trækker mere på britiske traditioner fra Beatles frem til 80’ernes og 90’ernes Manchester-lyd end på traditionerne fra Spoons eget hjemland (USA, skulle nogen have glemte det). Spoon er ikke rockens fremtid, men når de er bedst (og det er de ofte) er de i høj grad del af dens nutid.
Britt Daniel lyder ikke sjældent som John Lennon på en god dag, og i aften blev det særlig tydeligt med en vellykket og indfølt udgave af “Isolation” fra Plastic Ono Band. Andre gange lyder han som en sympatisk og begavet udgave af Liam Gallagher. I det hele taget fremstår han og resten af Spoon med en sympatisk og god energi.
Det hemmelige våben er derudover Gerardo Larios og i særdeleshed Alex Fischel, der begge håndterer guitar og keyboards forbilledligt. Alex Fischel præger lydbilledet med sit guitararbejde, der ikke forfalder til nulren eller ligegyldige soloer. Og måske er et andet (egentlig ikke særlig hemmeligt) våben det solide groove og den der evne til at “læse” hinanden og lave uventede, men velplacerede breaks, som hele bandet mestrer og som ikke mindst trommeslageren Jim Eno (der har været med lige siden starten i 1993) håndterer? Hov, nu kan jeg se, at jeg var ved at glemme bassisten Ben Trokan, der er nyeste medlem af Spoon. Det var bestemt ikke meningen.
Jeg ville bestemt også gerne have oplevet Sparks, men jeg er glad for omsider at have oplevet Spoon og gør det meget gerne igen. Klar anbefaling herfra.
Joy Divisions debut Unknown Pleasures blev udgivet i dag for 44 år siden. Vi markerer her det mesterlige album med en alternativ tidlig tracklist, der siden blev fundet i JD-manager Rob Gretton’s notater. Sådan her kunne Unknown Pleasures også have kørt…
Insight
Shadowplay
Day Of The Lords
Disorder
New Dawn Fades
She’s Lost Control
Wilderness
Candidate
Interzone
I Remember Nothing
PS – Har nu prøvekørt ovenstående tracklist. Altid interessant at høre et albums numre i alternativ sequence, da de åbner sig op på en ny måde når forudgået af noget uvant. På denne alternative Unknown Pleasures er det specielt side 2 der gør indtryk. Start- og sluttrack er det samme som på den officielle version, men de tre numre i midten skaber en pladeside, hvis musik i stemning om muligt (!) er endnu mere industrial/urban-dystopisk, menneskeudslukt og blottet for selv det mindste håb. Ikke uden evner heller, slet ikke.
Studentervognen kører fredag.
Et af adskillige Thåström-højdepunkter søndag aften i Stockholm var live-premieren af ‘TOLEDO’. 15 måneder skulle det tage for det usminkede skilsmissenummer fra Dom Som Skiner at få sig en plads på setlisten. Hvilket kan være svært at forstå, når man hører den stærke version her. For tæt i sin tekst på det levede liv til at ville røre ved, eller bare et spørgsmål om hvordan den bandløse produktion på albummet skulle transformeres om til scene? Forskellen i fraværet var ens, men nu står ‘TOLEDO’ fuldt spilbar…
Nyd optagelsen her. Solen blænder, folk snakker og bandet er langt, langt væk. Alligevel stråler kraften, særegenheden og det vidunder som er The Walkmen igennem på denne version af ‘All Hands And The Cook’ fra Syd For Solen i Søndermarken på Frederiksberg i lørdags. Hamilton Leithauser og co. var tydeligvis overrasket over det store fremmøde ved deres tidlige koncert, den første i Europa efter pausen på ti år, samt den så overvældende positive modtagelse The Walkmen-musikken fik under trækronerne. Medvind og succes kan virkelig få nogle bands til at vokse på dagen. The Walkmen viste sig til Syd For Solen som sådan et. En ‘all timer‘ skrev Hamilton få timere senere om koncerten på sin Insta-konto. Umuligt ikke at give ham ret den dag, hvor The Walkmen langt om længe fik sit danske gennembrud…
Årets eneste Thåström-show søndag aften på hjemmebane i Stockholm som headliner til Rosendal Garden Party, en lokal pendant til Syd For Solen. Thåström – på dagen programsat sammen med Nicole Saboune (hørte hende ikke) og en salvelsesfuld, storsnakkende Eva Dahlgren – satte sig igennem med helt anderledes intensitet/nødvendighed foran godt 10.000 mennesker i festivalens skov ude på idylliske Djurgården. Thåström’s band, det samme som har spillet med på seneste tour, er i dynamisk autoritet vokset højt i statur siden den prøvende begyndelse for 15 måneder siden og var med til via en varierende anderledes setliste end senest at skabe en stor stockholmsk aften. Her er hvad blev spillet…
Sådan så de ud, reklamerne for nye albums i de nu forlængst hedengangne engelske music weeklies. Noget sort/hvidt skitseret op med en lille smule farve på. Torsdag var det 45 år siden The Rolling Stones – vi talte om dem her forleden – udsendte sit seneste tidsrelevante album. Some Girls er naturligt nok mest kendt for det så majestætisk svingende disco-crossoverhit ‘Miss You’, men er som sådan mere informeret af en direktehed i sangskrivning og udførelse, som hørt udefra næsten kun kan skyldes sin samtids punk-revoltes Stunde Null. Man kunne ikke lære en voksen hund nye tricks, men man kunne i den grad får den til at vågne til live og melde sig ind i gamet igen. Det var og lød forfriskende.
På en musikweekend, hvor i morgen lørdag byder på The Walkmen, Iggy Pop, ja, selv The War on Drugs, og søndag aften har årets eneste Thåström-show – det sker til Rosendal Garden Party på Djurgården i Stockholm – går vi lige nu og her en helt anden vej med en stærk version fra den Madonna-coverplade, Italians Do It Better-mastermind Johnny Jewel sammensatte, producerede og udsendte for to år siden. Har Madonna’s ‘Holiday’ nogensinde lydt bedre end her, hvor Sally Shapiro iklæder sangen hudblødt fløjl og varm elektronisk eufori? Det hele lykkes lige omkring 2:28, da Shapiro’s vokal svares tilbage på af de måske mest morfin-behagelige vocoders siden New Order’s på ‘Bizarre Love Triangle’ i vinteren 1986…
Peter Belli døde i går efter længere tids sygdom. Æret være hans minde.
Deres musik var ligeså vægtløs, ufysisk og klinisk renset for støv, urenheder, samt menneskelige begrænsninger som Sade’s, som The Carpenters’, som Roxy Music’s på Avalon (1982). Prefab Sprout kom ellers fra beskidte nordengelske Newcastle, og udsendte der på byens indieselskab Kitchenware Records en række imponerende stædigt selvstændige og musikalsk komplicerede pop-plader, der ofte var langt nemmere at beundre end at holde af, men som når sangskrivningen ramte helt rent stod drømmeverdens-uvirkeligt lysende. Som på den følgende single her fra 1990. Bandets frontfigur og sangskriver Paddy McAloon fylder år i dag, forlængst forsvundet fra det popmusikkens krævende projektørlys, hans musik næsten syntes for delikat og skrøbelig til…
Ja, hende pigen fra Ipanema hvis ikke-skolede stemme og sommerbrise-lette sangforedrag åbnede døren for den vestlige verden til brasiliansk popmusik. Astrud Gilberto døde forleden i Philadelphia, Pennsylvania, USA, 83 år gammel.
TV2 News har i dag taget noget så uvant som kultur på programmet, da 60-årsdagen for The Rolling Stones’ debutsingle markeres. ‘Come On’ er en ret The Beatles-tro coverversion af et ældre Chuck Berry-nummer, Lennon/McCartney der iøvrigt selv leverer musik/tekst til næste Stones-single, den mere hidsige ‘I Wanna Be Your Man’. Men faktisk bliver The Rolling Stones vel først interessante, da Jagger/Richards selv begynder at skrive bandets sange. Her den første single – London-bandets sjette, udsendt april 1964 i Europa – med en Jagger/Richards-sang på A-siden. Knuselsker specielt det instrumentale vers/bro-stykke (fra 2:09 og frem) med Brian Jones’ funklende elektriske guitar-‘solo’. Hermed begynder The Rolling Stones kreative storhedstid…
Rob O’Connor har lavet dette effektstærke cover med den sjældne egenskab, at det ikke ligner noget andet, da ialfald ikke et denne side kender til. Juju er fjerde album med Siouxsie And The Banshees, det første med postpunkens guitar-es John McGeoch ombord, hvilket betyder et musikalsk syvmileskridt frem i forhold til Kaleidoscope fra året før. Dette er igen lyden af et regulært band. Her andensinglen ‘Arabian Knights’ fra albummet der udkom 6. juni 1981. Købte mit eksemplar i Frankrig den sommer. Og videoklippet her? Husker kun hvor chokerende det var pludselig at opleve de normalt så natlige Banshees badet her i blå himmel og solskin…
