6. juni, Sveriges nationaldag i 2003: Kent er kommercielt på peaket af karrieren efter at have solgt svimlende seksdobbelt platin på det forgangne års så pop-helstøbte Vapen & Ammunition. Jocke Berg & co. manifesterer status med en stor koncert denne aften, hvor man samler tropperne på Stockholms Stadion og beder alle om at komme klædt i hvidt. Godt 30.000 – et enormt antal dengang før Håkan Hellström med sine Ullevi-koncerter smadrede ethvert sammenligningsgrundlag – dukker op til den hvide koncert, en kroning af de engang så håbefulde unge drenge fra Eskilstuna som Sveriges største rockband…
The Psychedelic Furs’ forsanger Richard Butler fylder år i dag. En god undskyldning for her at bringe et stykke af den frydefuldt sarkastiske støj hans band først trængte igennem med. Oplevede selv i 1987 Psychedelic Furs på Metropol i Vestberlin og ser nu at dette liveklip fra Rockpalast er optaget netop der, blot seks år tidligere, da The Furs’ musik endnu slet ikke var blevet udvasket af drømmen om det store gennembrud i USA. ‘We Love You’ var i 1979 den kradse debutsingle for et band, der positivt ment bar deres David Bowie-fanklubbadge så det var umuligt ikke straks at få øje på.
I nat for 46 år siden besøgte Joe Strummer i selskab med The Clash-DJ’en Don Letts en allnighter-koncert i Hammersmith i Vestlondon, hvor nogle af tidens hotte jamaicanske stjerner var på parade. Strummer havde forventet en dosis roots rock rebel-musik og blev derfor stort skuffet, da aftenens navne på scenen istedet bød på velfriseret jamaicansk pop tilsat koreograferede moves a la The Four Tops. Han tog hovedrystende derfra ind til London og skrev på den baggrund The Clash-singlen ‘(White Man) in Hammersmith Palais’, en af de vigtigste singler i og fra den engelske punk-scene. Var ikke klar over før nu, at det engelske reggae-pladeselskab Greensleeves i 2017 har udgivet en White Man in Hammersmith Palais-EP, hvor den myteomspundne nats fire hovednavne på en 7″er bidrager med hver deres nummer. Tænk om bare Strummer havde vidst den nat, at den koncert udelukkende skulle gå over i musikhistorien pga. hans egen tilstedeværelse…
Overskriften lyver, for det var fredag aften i går, da Suede spillede gratis koncert i Frihamnen i smukke Göteborg i forbindelse med fejringen af byens 400-års jubilæum. Kl. 21.30 gik sleaze-romantikerne fra London på og igang med denne imponerende køreplan, der nåede sin endestation halvanden time efter med netop ‘Saturday Night’…
Dagens nye single fra Fontaines DC-forsangeren Grian Chatten og hvilken overraskelse det er at høre ham så melodisk afklaret og næsten Damon Albarn-casual/tilbaglænet på denne enkle sang fra soloalbummet lige om hjørnet…
4AD Records og Pixies kører et smukt parløb i 80’erne, hvor artwork til sidstnævntes udgivelser også altid holder 4AD-flaget højt hvad øjeblikkelig genkendelse/identitet angår. 1. juni 1989 udsendes ‘Here Comes Your Man’ som anden single fra april-albummet Doolittle. Lyden er sært blødgjort, melodien imødekommende, er indie mon ved at krydse over og nærme sig mainstream? Nirvana skal to år efter – stærkt inspireret af netop Pixies’ dynamisk fængende start/stop-musik – svare bekræftende på netop det spørgsmål…
En stærk Banshees-single der også fyldte år tirsdag, og som optræder her ikke mindst som undskyldning for at nyde dens elegante cover. Var i Amsterdam en vinter for et par år siden, hvor en second hand-butik i De Pijp netop havde fået en bemærkelsesværdig samling ind bestående af to lange trækasser øjensynligt aldrig rørte eller spillede engelske singler, hovedsageligt fra perioden 1979-82. Fik en perfekt udgave af den her med derfra. The stuff that vinyl dreams are made of…
Det engelske musikmagasin Sounds udkommer 31. maj 1980 med følgende reportage/mindeord om Ian Curtis’ selvmord. Interessant at læse i dag hvor hårdt Joy Division-fyrtårnets død slår ned i sin engelske musiksamtid, her personificeret af Sounds-reporter Dave McCullough…
En bærende hjørnesten i denne sides musikalske dannelsesrejse op gennem årene. 30. maj 1981 udsender Echo and the Bunnymen Heaven Up Here, bandets andet album og et forbløffende modningsmæssigt kvantespring ovenpå det forgående års langt mere basale Crocodiles. Verden er ung, Ian McCulloch synes i nærkontakt med sine muser, hans band lyder ud af ingenting pludselig som en dynamisk drøm af et rockband, alt synes muligt. Her det majestætiske åbningsnummer ‘Show Of Strength’, som guitarist Will Sergeant med de nuværende Bunnymen denne weekend indøvede og satte på setlisten før sommerens første engelske festival-show. Bare for at få det streget af McCulloch, der synes akkurat ligeså konservativ med sit bands setlister som han er enerådig omkring indholdet af dem…
Denne sides absolutte yndlingssekvens på The Smiths’ andet album Meat is Murder (1985) er de to første numre på side 2, hvor den overskuds-skifflende ‘Nowhere Fast’ – desværre aldrig en selvstændig single som først tiltænkt – følges af dette suveræne stykke northern heartbreak, der også optræder som den perfekte b-side på ‘How Soon Is Now’-singlen ca. samtidig…
Bliver det en lykkelig afslutning på League 1-sæsonen i eftermiddag for Sheffield Wednesday, der med sejr på Wembley over lokal-opkomlingene fra Barnsley kan vinde oprykning til den næstbedste engelske række, der som minimum må være acceptabelt niveau for en klub af så fin tradition og størrelse? Owls-tilhænger Jarvis Cocker vil se sikkert se med, formodentlig lettet ovenpå de første shows i mange år med Pulp denne weekend, hvor dette fremragende nummer ikke fandt vej til en iøvrigt udsøgt setliste…
‘…And I know no-one can ever know, Which way to head. But don’t you remember, That you once said, That you liked happy endings? And no-one can ever know, If it’s going to work, But if you try, Then you might get your happy ending…’
Vestberlin 1977: David Bowie skriver en natlig note til sin producer Tony Visconti. Den drejer sig om nogle nye plader, Bowie gerne vil sørge for at Visconti får skaffet ham næste dag. Og hvilken musik vil Bowie så gerne lytte til den nat i 1977? Læs selv…
I næste måned kommer det, der formodentlig er den definitive biografi om Nick Drake. I bogen fortæller de, der kendte ham bedst, om hans liv, og en af de overraskende beretninger fra dem er den om dengang, hvor Nick Drake mødte The Rolling Stones under Drakes rejse til Marokko. Jeg har aldrig læst noget fra Mick Jagger eller andre fra The Rolling Stones om dette møde (måske fordi de var “bombed out of their minds” ?). Men her er en kort udgave:
By coincidence the Stones were also in the crowd, making a field recording. The friends revived the idea of getting Nick to play for them. Having established that they were staying in an old French colonial hotel, La Mamounia, they went there that evening. Upon discovering that they were in its grand dining room, says Julian, “Rick went in with Nick and told them how great Nick was at the guitar. Nick then played for them.” It’s striking that Nick was willing to perform alone and at close quarters in front of such an intimidating audience. Rick does not recall what he played, but when he stopped, continues Julian:
“We all sat down. It was a large room with a long table immediately on the left, deserted but for the Stones and their entourage. Mick Jagger was at the head, and in my memory Nick sat at the opposite end. It was like a scene from The Decameron, with food everywhere, which they invited us to help ourselves to. We were very grateful, because we were starving. They were bombed out of their minds yet clearly impressed by Nick. At the end of the encounter Mick said to him: ‘You must come and see us when you’re back in London,’ which I doubt he said to everyone.”
Det var Madchester-bølgens pendant til den milepæl Oasis senere og endnu større satte på vegne af Britpop, da de manifesterede egen storhed ved at samle horderne på Knebworth i 1996. Seks år tidligere satte da ligeså zeitgeist-centrale The Stone Roses 27. maj 1990 sin flok stævne på den kunstige ø Spike Island i Mersey-flodens munding. 28.000 i bøllehatte og flares samledes på en flad mark omgivet af Widnes’ kemiske fabrikker til en koncert med det band, der om nogen afsluttede de engelske 80’ere og viskede tavlen ren til et nyt årti. The Stone Roses var efter sigende elendige den aften på Spike Island – præcis som de også var det i Alexandra ved Gl. Torv i København et lille år efter – men det betød ikke det store, da det mere var begivenheden som sådan og det den symboliserede, deres følgere tog med sig derfra…
Og her den mest aktuelle The Stone Roses-single, da de spillede Spike Island. Et top 10-hit i Storbritannien for et forrygende elegant og sært sneaky nummer faktisk…
