Vi trænger til noget country efterhånden. Her er en gammel koncertoptagelse med Grant-Lee Phillips – som mig bekendt ikke er i familie med Sam Phillips men også er en amerikansk sangskriver, der aldrig er nået helt derop, hvor man burde nå, hvis der var retfærdighed til. Jeg var så heldig at opleve en koncert med ham i Aalborg i 2015 og at møde ham bagefter. Han var helt ligetil og rar at snakke med.
Slowgold stråler
Slowgold, Göteborg-bandet centreret omkring Amanda Werne, har her til morgen udsendt denne nærmest forårsblide omfavnelse af en ny sang…
En 45 rpm har 44-års…
Manchester-punkens pionerer Buzzcocks udsender fra 1977>79 otte 7’er-singler, der i dag, mere end bare punk, står som en masterclass i enkel pop-perfektion. Korte intense følelsesudbrud af som oftest uigengældt kærlighed forløst på sort vinyl i støjende omkvædseufori. Hurtigt bliver disse singler (samt deres tilhørende B-sider) udgivet samlet på US-albummet med den så Buzzcocks-rammende titel Singles Going Steady (1979). Den anden single i rækken udkommer 3. februar 1978, og hvilken lykkeligt forløst ulykke ‘What Do I Get?’ bringer. Men ak, kun halvandet år senere skal de her så frisklydende Buzzcocks pludselig fremstå som last years’ men, da de begår den modige fejltagelse, at invitere bysbørnsdebutanterne fra Joy Division med som opvarmning på deres engelske tour. Ja, det går op og ned i showbiz. Eller som Buzzcocks på vej op her nærmest nærmest profestisk kalder egen snartkommende fremtid: ‘What do I get? / Nothing that’s nice’…
Vejen ud er vejen hjem?
The Triffids kom fra solbeskinnede Perth i fjerne, isolerede Western Australia. Ligesom The Go-Betweens ovre fra Brisbane, Queensland tog de hele turen til England for at slå igennem med en lyd så fremmedartet australsk, det måske bare aldrig skulle være muligt. Kunne et band fra disse breddegrader nogensinde have udsendt noget med så cinematografisk lyd og geografisk sug som deres?! ‘Wide Open Road’ er singlen fra Born Sandy Devotional (1986), indspillet i London og dermed The Triffids’ første ‘europæiske’ album. Stadig svært at sige i dag, om nummerets fundament er bygget på udlængsel eller hjemve…
L’avventura er forbi
Monica Vitti RIP!
There goes a regular
Minneapolis-rockerne fra The Replacements havde i 1989 lavet 3-4 skødesløst fremragende albums, men med imponerende vilje smadret ethvert tilløb til den bredere succés, disse lagde op til. Så Don’t Tell a Soul, der udkom 1. februar det år, var som sidste chance for håbet om et bredt R.E.M.-lignende gennembrud vel på forhånd dømt til at mislykkes. Det hindrede dog ikke Paul Westerberg & co. i der atter at udgive flere fornemme sange, som ligefrem dryppede af de spildte muligheders længsel. Som f.eks. skyggeballaden ‘Rock ‘n’ Roll Ghost’, her i det langt bedre Matt Wallace-mix, der dengang blev skrottet og først så dagens lys i 2019. Typisk Replacements-selvbenspænd igen.
Lad det ske igen
Her er et klip af “Wild”, det nye nummer fra Spoon. Deres nye album Lucifer On The Sofa kommer senere i år. Hør hele sangen på YouTube og se også videoen – den minder mig om R.E.M.’s “Man On The Moon”, men sangen er helt anderledes. Spoon har nok den mest Manchester-trofaste lyd lige nu, hvilket egentlig er ganske godt gået for et band fra USA.
The boy looked at Johnny
14. juli 1977 BBC-debuterer Sex Pistols på Top of the Pops med denne optagelse af deres nye, tredje single. Jeg ser med på et TV oppe nordpå i Lake District, og er efter tre minutter med ‘Pretty Vacant’ forandret for altid, intet mindre. Tak til Sex Pistols, og da ikke mindst dagens fødselsdagsbarn Johnny Rotten, for det vækkeur. Og tillykke med de 66, Johnny – du var den perfekte stjerne i 1977.
Marr på en mandag
Luk om muligt bevidsthed for de håbløst ordinære sangord (ja, det er svært når det er en lyrics-video), og fokuser istedet på guitarens lette flugt henover sangen. Det spil er i tone og tilgang så umiskendeligt Johnny Marr-lydende, man automatisk tages tilbage til Rough Trade-årene med hans vidunderlige The Smiths. Ovenpå sidste uges hånlige voksenskældud fra Morrissey støtter vi gerne op her om modtageren Marr, så ikke mindst derfor denne nye single fra hans snartkommende album. De instrumentale passager (fra start, fra 1:46 og fra 2:52) er nu også det hele værd…
Art of the cover
Fra glam til punk: Man skulle ikke tro det, men der er syv år mellem disse to covers, henholdsvis et britisk glam-boyband på karrierens peak i 1973 og så en amerikansk punk-institution, der i 1980 på sit femte album søger en hovedvej ud af undergrunden og ind på hitlisterne…
Nostalgia ’74
Er tiden inde til en glam-revival? Ja, ifølge det københavnske band SilverGlam, der i dag, tungt bevæbnet med intuitiv forståelse for genren og en skarptskåret popsang, udsender singlen herunder. ’74’ oser af førstekærlighed til klassisk Chinn & Chapman, men giver sjovt nok også stærke mindelser om engelske Denim, der – med Felt’s Lawrence som mastermind – i start-90’erne ligeledes tog en attitudestærk tur i shiny platformhæle ned ad Desolation Boulevard…
Endnu en sang med Sam Phillips
Denne optagelse er noget af det nyeste, jeg har kunnet finde med hende, og det musikalske slægtskab med Aimee Mann er tydeligt her – på en god måde.
Sam Phillips fylder 60
I dag fylder den amerikanske singer/songwriter Sam Phillips 60 år. Jeg blev først opmærksom på hende, da hendes album Martinis and Bikinis kom i 1994. Peter Buck fra REM og Colin Moulding fra XTC var blandt gæsterne på dette album, som jeg lyttede ganske meget til det år. Mange troede vel, at dette album ville blive hendes gennembrud, men nej, sådan skulle det ikke være.
Sam Phillips er ligesom f.eks. Aimee Mann (der er en tydelig åndsfælle) blandt de dygtige kvindelige sangskrivere, som ikke har fået den anerkendelse, de fortjener. Robert Plant og Alison Krauss indspillede hendes “Sister Rosetta Goes Before Us” til deres Raising Sand (produceret af T-Bone Burnett som Sam Phillips engang var gift med), men henover kan I høre Sam Phillips’ egen fortolkning.
Crystal Castles skudt ned
Elskede Crystal Castles’ albums og især shows, inden Ethan og Alice Glass i 2014 gik hver til sit i en af de mere grufulde skilsmisser, musikhistorien har set. Beskyldninger om undertrykkelse og misbrug fra AG mod Ethan kastede en grim skygge over bandet, og en ny forsangerinde har kun bevist, at kemien – hvor fucked-up den end var – i CC’s musik lå i spændingen de to imellem. Alice Glass har sidden bruddet lavet nogle undervældende, ret grænseafsøgende singler som tilløb til det soloalbum, der nu i februar endelig udsendes. I den forbindelse har følgende nye single netop set dagens lys. Sarte sjæle bør kigge bort mens ‘LOVE IS VIOLENCE’-videoen kører, for det er virkelig en bevidst grænseoverskridende ubehagelig video, hvis musik dog måske (!) kan andet og mere. Hvor Alice Glass’ sang i Crystal Castles lå i helheden som et behandlet/forvrænget instrument, så er hun nu mere konventionel frontfigur. Fungerer den rolle så for hende? Her er vi slet ikke overbevist, men bedøm selv…
Selv en blind høne…
En gnist ud af mørket, en overraskende stærk og profileret single fra et ellers helt igennem ordinært engelsk band. Stærke farver, knitrende guitar, vrængende sanger der overfalder kamera, jo, 999 kan i januar 1978 alle tricks i punkbogen, undtagen lige de to centrale, dem der med at skrive gode sange og lyde af nødvendighed. De går dog mirakuløst begge hjem på ‘Emergency’, London-bandets tredje single…