Blondie’s ene guitarist, art-rocker og fotoentusiast Chris Stein fylder år i dag. Her sidens personlige favorit (i skarp konkurrence med ‘Fade Away And Radiate’) blandt de sange han selvstændigt skrev til Blondie. ‘Shayla’ ligger på side 1 på fjerdealbummet Eat to the Beat (1979), et af NYC-bandets bedste og mest udfordrende. Sang Debbie Harry – Chris Stein’s faste girlfriend dengang – nogensinde sin drømmende girlgroup-længsel mere hjerteknusende ud end her? Gjorde nogen?
En af årets første albumudgivelser bliver Henrik Olesens Optaget og Foreviget, der ser verdens lys 21. januar. I den forbindelse er anden forløbersingle netop blevet udsendt. Omend roligere og mere intim end novemberudspillet ‘Glødepærers Poesi’ byder nye ‘For Altid’ på mere af samme slags luftige, fintfølende, undrende musik…
Den her single hørte vi vildt meget, da den udkom i januar 1982. London’s Theatre of Hate – stærkt postpunk-bandnavn! – var et af flere engelske bands af sin tid med hestegaloperende rytmer afsted ud mod fremtiden og melodrama spillet helt op. Bag frontmand Kirk Brandon’s udfordrende falset fornemmes et nærtforstående western-shootout, men besynderligt nok også russiske vidders nådesløse hårdhed. På den vis passede Theatre of Hate godt ind i en dommedagsbevidst postpunk-verden, selvom purister fandt deres konfrontations-romantik for kulørt og karikeret. Love them or loathe them, den af The Clash’s Mick Jones-producerede ‘Do You Believe In The Westworld’ er Theatre of Hate’s bedst profilerede single…
Vi starter det nye år blidt ud her på bloggen med synth-duoen Gold Zebra fra Montreal. ‘La Ville’ fra 2021 synes alt for vellykket hypnotisk repetetiv og natstemningsfuldendt til at være så ukendt, som tilfældet er…
Så der forsvinder 2021, et for sært og halshugget år, hvis tunge ramme af dystopi endelig syntes på vej væk først på efteråret, blot for hurtigt at vende tilbage, så present som nogensinde før.
Der var heldigvis koncerter, først under sommer med kommando-gruppen LS3, siden med flagskibet Love Shop, der tog på tour i oktober landet rundt for det nye LS-album, Mikkel, Mika og jeg i årets første måneder havde begået over to omgange i et lille studie med klippeudsigt ovre på Bornholm, i nedlukkede, forblæste, menneskeforladte Allinge.
Svært at sige lige nu hvad de næste måneder vil bringe. Hvis ting går efter plan, så tager Love Shop til marts/april igen på tour for LMIDF, hvilket vi naturligvis håber kommer til at ske. Aftenerne i oktober – og albummets sange – kalder på mere.
Under alle omstændigheder vil Pastoren og jeg gerne sige tak til jer alle for året her på siden. Jeg holdt selv en pause undervejs, hvilket sikkert kun var sundt, ikke mindst for jer. Vi får se hvad kommer ske i 2022. I ønskes alle et godt, nej, et fantastisk nytår. For der er brug for noget bedre og langt mere vitalt end det, vi har haft nu. Take care!
En varm hilsen til Marianne Faithfull, den store kvindelige tragiker, der fylder 75 år i dag. Historien er kendt og gentaget, fordi den er så speciel; 60’er-starlet, Rolling Stone-kæreste, filmstjerne, popsangerinde, men spyttet nådesløst ud af 70’erne ti år senere som håbløs junkie og endda hjemløs i London. Derefter et uventet, flot tilkæmpet comeback i musik med en nu helt anderledes livsbrugt voksenstemme, der lyder som er den selve nedturens dunkle himmelhvælving. Faithfull har siden været der, turnerende og ofte pladeaktuel, på arbejde som for at overleve. Lige nu kæmper hun dog en svær kamp mod følgerne af den covid 19-sygdom, der så hende hospitalsindlagt i en længere periode i 2020. Vi krydser gerne samtlige fingre for, at få høre hende kunne synge med sin brækkede engelske røst igen…
Hey kids, rocknroll! Tilbage i Hovedstaden efter lang tid (!) ude i de fjerne provinser, som desværre lokalt viste sig ganske uden netforbindelse. Derfor ingen Årets Bedste Albums-feature i år, selvom Pastoren har presset, men logistik forhindrede altså, og iøvrigt var jeg også selv tvivlrådig, da det her har vist sig rigtig svært at se lyset i meget af den ny musik i år, og ældre musik derfor har domineret playlister. Jo, Love Shop-albummet, det er jo heftigt, haha, The Jam’s Paul Weller lavede en vellykket, fri britplade, The Felice Brothers et americana-album med stærkt meget at dykke ned i, Thåström kom anderledes tilbage, og Iceage løftede også virkelig på deres nye album, men ellers lød rockmusikken – hørt herfra – tit sært postulerende, for artigt indie-musicerende, og desværre ofte decideret skindød. Form uden vitalt indhold, musik som teknisk disciplin. Eller også bare hitliste- og radio-målrettet pleaser-stuff. I LS oplevede vi i den forbindelse således også forunderligt på radioen, at tabe DR helt på det nye album. P6 mente Levende Mænd‘s tre singler var for P4-mainstream. P4 syntes det nye LS var alletiders, men dog med en ‘for gammel’ historie/lyd for kanalens nye, unge P3-lyttertiltrækkende profil, hvorimod P5, som åbenbart er DR’s musikalske elefantkirkegård, anså LS som et for kantet P4-klassisk band. Summa summarum, intet LS-airplay overhovedet trods velbesøgte koncerter landet rundt og bredere glæde end længe for det nye album. Tankevækkende at de frie markedskræfter har et så topstramt udvælgende system, at alt der bliver spillet er så velovervejet, gennemtænkt ens, kun det, den enkelte station til enhver tid tror kan generere allerflest lyttere og profilere stationens valgte lyd og målgruppe, bliver playlistet gentagende. Væk er radio med oplysende specialprogrammer fra mere snævre genrer og frie, musikforelskede DJ’s, der spillede ting, de selv fandt derude, og kunne berige nysgerrige/lydhøre lyttere med. Var Bulgariens eller DDR’s kommunistiske radio i 80’erne ligeså ensrettet og stramt styret som den formaterede statsradio nu? Ja, det var den formodentlig. Der er vel næppe den store forskel. Skriver ikke dette i bitterhed (P3/P4/P6 har i mange år været stærke ambassadører for LS), udelukkende for at oplyse om, hvor mærkværdigt spillet fungerer nu om dage. Nuvel, her en fantastisk sang der aldrig havde stået en chance i dag; Suicide udsendte 28 december 1977 sit debutalbum, hvis sært drømmende single går således…
Så hvad har vi her? En kun 14-årig canadisk pige som har indspillet og netop fået udsendt et helt album med coverversioner af Nick Cave-sange, det endda med The Flaming Lips som backing band. Og hvordan er det? Overrraskende godt. Tjek selv Nell Smith fra Fernie, British Columbia lige her…
3. december 1981: I Toronto, Canada spiller Iggy Pop denne aften The Idiot‘s ‘Dum Dum Boys’ til sine tabte Stooges, forsvundet på overdosis eller vandvogn. Blandt musikere på scenen spottes Bowie-guitarist Carlos Alomar og Blondie-trommeslager Clem Burke. Iggy selv er iskold som sjældent før eller siden…
Hvis man kender sin vej rundt på nettet, kan man være heldig at købe en 7’er-vinyl-single fra 2000, hvor det usandsynlige par Françoise Hardy og Iggy Pop giver en overraskende velafstemt duet-version af ‘I’ll Be Seeing You’…
Cat Power lægger denne uge nye sider til en velkendt amerikansk klassiker…
Den stilfulde unge mand herover bliver 66 i dag. Vi markerer med et basstungt engelsk dub poetry-track fra LKJ…
13. december 1979; Kongen anbefaler på reklamen herunder dagens nyudgivelse med The Only Band That Matters. Efter et brændende stærkt punk-manifest i 1977, og året efter en skramlende to’er der kæmper helhjertet men ultimativt forgæves med at leve helt op til egne ambitioner, lykkes det hele her for The Clash, der med London Calling skriver sig op og ind blandt de største i engelsk rockhistorie. Og det endda med et selvmytologiserende, referencetungt dobbeltalbum, der musikalsk næsten udelukkende kører på amerikansk benzin…
Det er ikke tit, vi præsenterer jer for pop-punk med ikke-vestlig baggrund. Men i dagens anledning (og den er fængslende) kommer her 60 Days med det japanske band The Piggies – ikke at forveksle med The Peggies fra Kawasaki. The Piggies gik fra hinanden tilbage i 2001, men medlemmerne dannede et nyt band, Fabulousplanes.
