Fotografen Mick Rock, der døde i sidste uge, står bag denne promovideo til den Bo Diddley-bastardiserede, tvekønnede ‘The Jean Genie’, hvor David Bowie tager føringen på glamrockens dekadente overdrev. Nummeret, der udsendes 24. november 1972, skrives i selskab med Warhol-stjerne Cyrinda Foxe (også med i videoen), og Bowie omtaler det siden som sin første New York City-sang. ‘The Jean Genie’ når andenpladsen på den engelske hitliste, optræder året efter påBowie’s svære Ziggy Stardust-opfølger Aladdin Sane, og står for eftertiden som et af glam-periodens centrale musikalske stjerneskud…
Nick Cave er tilbage. Ikke den moderne tids new age-Nick Cave, der messer forgængelighed og spiritualitet ovenpå endeløse Warren Ellis-loops. Nej, taler om ham dunkel-romantikeren, der næsten er forsvundet de senere år, altså den Nick Cave som kærtegner rigtige sange. Her hørt gennem en singleforløber for endnu et nyt Cave/Ellis-soundtrack, til dokumentaren Les Panthère Des Neiges, en sang der umiskendeligt lyder ikke så lidt som ‘The Gypsy Fairy Queen’ på Marianne Faithfull’s fine Negative Capability (2018), en single Cave iøvrigt også stod for musikken til…
Ny fransksmagende single fra en efter sigende nu sundere levende Peter Doherty, som at dømme udfra denne fine melodi tydeligvis på sin bopæl i kystbyen Etretat, Normandiet har fået hørt sig en masse Serge Gainsbourg, hvis skødesløst sofistikerede stil ligger godt til ham…
Siger vi aldrig noget kritisk om The Clash? Singlen ‘This Is Radio Clash’, der udkom dags dato i 1981, og som er stationen mellem Sandinsta! (1980) og Combat Rock (1982) lød allerede da den kom mere som en topmoderne tribute til en anden endnu knapt nok hørt kultur og stil, end som et værk hvilende i sig selv. Bemærkelsesværdigt nok, for var der noget The Clash var stærke til, så var det netop at genre-shoppe og iklæde sig alskens musikalske stilarter med største naturlighed. Det trick lykkes dog undtagelsesvis ikke helt på denne tydeligvis Mick Jones-begyndte single, der – som Blondie’s næsten samtidige ‘Rapture’ – står som et kridhvidt ekko af den da så blomstrende undergrundslyd fra New York City’s sorte ghettoer…
Fænomenalt indlevende Levi Stubbs synger for, og hans The Four Tops fremviser her i 1967 det storslåede Tamla Motown-blueprint af musikalsk intensitet og ofte uigengældt kærlighedshunger, vel hele northern soul-genren er bygget på…
David Bowie, Winter Gardens, Bournemouth, 25. maj 1973 – Foto: Mick Rock
Han tog definerende fotos af mange der lyste indenfor rocknroll i de vilde 70’ere. Og som en der selv kom fra samme generation, var det kun naturligt, at Mick Rock med sans for tidens ånd også stod bag coverfotos til plader med David Bowie, Lou Reed og Iggy Pop. Siden, da punk kom, tog han også nu berømte billeder af ikke mindst Blondie, Ramones, Talking Heads og Dead Boys. Nu er han selv død, 72 år gammel. Billedernes lever for altid.
16. november 1979 udsender The Jam, den tids mest populære rockband i Storbritannien, sit allerbedste album. Setting Sons maler et – undskyld tillægsordet, men det passer perfekt her – socialrealistisk uskønmaleri af Thatcher-England, der slet ikke er flatterende eller opløftende, men som i ren observationsskarp trodsighed alligevel vinder en mindeværdig sejr på albummets kun 32 minutter lange løbebane. The Jam havde indtil dette tidspunkt lydt som benovede mods, der legede The Who eller The Kinks, men på Setting Sons træder kun 21-årige Paul Weller endelig helt frem i lyset som markant stor britisk sangskriver. Med dette album stod det tindrende klart, hvem The Clash’s rivaler til tronen i England var…
Ikke hver dag et hviderussisk postpunkband headliner i Store Vega. Men i aften tilfalder den ære Minsk-trioen Molchat Doma. Skal blive spændende at høre, hvad de kan på en scene…
For nylig skrev Jens om OMD (Orchestral Maneouvres in the Dark), det gamle orkester fra Merseyside og deres enkle lyd med analoge synther og basguitar.
Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…
Dagens oversete Suede-b-side ligger på ‘Can’t Get Enough’-singlen fra Head Music (1999). ‘Let Go’ kunne i musik næsten være en gritty, no-nonsense 60’er-single fra et klassisk engelsk band a la The Kinks, så stilsikker og ren er den. Suede spiller skarpt til, og Brett Anderson lyder mere målrettet her, end på størstedelen af det retningsløse album, denne sang af ukendte grunde ikke kom med på. En vis oprejsning var der dog at hente i 2014, da Suede udsendte ‘Let Go’ som selvstændig single på Record Store Day. Måske dette nummer er på setlisten til afslutningen af den britiske tour, når Suede i aften spiller Alexandra Palace, der iøvrigt ligger oppe i nordlige Muswell Hill, hvor netop The Kinks kom fra. Ah, britisk pophistorie…
PS – Den blev ikke spillet i London. ‘Saturday Night’-b-siden ‘This Time’ og ‘Can’t Get Enough’ tog pladserne, hvor den kunne have ligget midt i settet.
Den danske forfatter Per Aage Brandt er død; han blev 77. Ud over forfatterskabet var han en dygtig underviser og forsker – først som lektor i spansk på Aarhus Universitet, siden leder af universitetets Center for Semiotik og fra 1998 professor der.
Nogle vil vide, at Per Aage Brandts digtsamling Tidens tand, mørkets hastighed fra 2014 deler titel med det fremragende soul-nummer “Mørkets hastighed” fra Risiko. Om dette er tilsigtet, ved jeg ikke – men lur mig, om ikke det er.
En anden stor single-b-side med Suede? 29. juli 1996 udsendes ‘Trash’, førstesinglen fra snartkommende Coming Up, albummet der skal vise om Suede uden Bernard Butler har noget at skyde med. ‘Trash’ er fra første afspilning en sikker vinder, en tabernes triumf, hvis heliumlette musik og euforiske levering er dømt til at blive et hit. Dens uimodståelighed overskygger umiddelbart b-siden, et nummer der stilmæssigt har stukket ud fra de andre under Coming Up-indspilningerne, og derfor er blevet anbragt i isolation her. Det skal retrospektivt vise sig en fejl, for ‘Europe Is Our Playground’ er et underspillet mesterstykke, et livssøgende musikalsk storbydigt, der i sin enkle, repetitive musik og luftige vokal bøjer sit hovede yndefuldt i respekt mod David Bowie’s ‘Wild Is The Wind’. ‘Europe Is Our Playground’ genindspilles året efter til Sci-Fi Lullabies, Suede’s b-side-opsamling, med en større, mere bandorienteret lyd, og det er derfor naturligt den version de fleste kender. Problemet er bare, at originalen herunder er klasser bedre med sit varmtbølgende modulerede keyboard og sin tætte, intime lyd. Måske dette nummer er på setlisten i aften i Manchester’s 02 Victoria Warehouse…
PS – Den blev ikke spillet i Manchester. Istedet var ‘Beautiful Ones’-b-siden ‘Young Men’ på onsdag aftens Suede-setliste.
