Samme dag som ankomsten af The Clash’s andet album udsender London-punkscenens X-Ray Spex sit første og eneste. Og Germ Free Adolescents er et perfekt udstillingsvindue for frontkvinde Poly Styrene, hvis samfundsabsurde sangord og naivt-energiske fremtoning giver X-Ray Spex-punken kvik vitalitet. Her et af albummets mange uptempo-ridt, som altid med karakteristisk primitiv saxafon og Miss Styrene, der introducerer sangen ved, at råbe dens titel op. Det samme gør hun på bandets mest kendte øjeblik, debutsinglen og kvindefrigørelsesmanifestet ‘Oh Bondage Up Yours’ (1977), som desværre for eftertiden ikke er med på albummet her…

Suede var allerede inden sit første brud i 2003 forlængst kørt helt ned året før, da katastrofen A New Morning udkom. Et album der om noget crasher i en Bermuda-trekant af intern bandkoldkrig, kreativt burnout og Brett Anderson’s – han skildrer det selv i sin glimrende biografi Afternoons with the Blinds Drawn (2019) – udbrændthed af hårde drugs. Det hindrer dog ikke visse gnister fra den mørke periode i at springe ud i bagspejlet som stjerner. Hørte således ved et tilfælde i aftes denne single-b-side (til forfærdelige ‘Positivity’), og hvilken fin, intim, lille men perfekt Suede-sang det er. Kunne have trukket det vildfarne album i den rigtige retning. Nu er det istedet bare en overset perle fra Suede, der lige nu er på en hurtig tour med Coming Up-albummet rundt i Storbritannien, og torsdag aften kommer hjem til London med et show i Alexandra Palace. Der er endnu billetter at få…

Vi kører mange velkendte musiknavne her på bloggen, måske alt for mange, for der er ikke noget bedre end at kunne præsentere noget nyt og lovende. Som nu f.eks. australske HighSchool, en trio fra Melbourne, der har en lille håndfuld singler på samvittigheden det seneste år, samt netop har udsendt sin debut-EP Forever At Last, hvor denne sang hører hjemme. Byd velkommen til Rory Trobbiani, Luke Scott og Lilli Trobbiani AKA HighSchool…

Et kæmpe album da det udkom – jeg selv købte det i London på dagen – og stadig nemt værd at finde 41 minutter til. Vi taler vel iøvrigt om R.E.M.’s mest vellykkede coverartwork med flere længder her…

Det er ikke bare Depeche Mode’s Dave Gahan, der har et album bestående af covers på vej. Også den frie fugl Cat Power gør klar til sådan en udsendelse – kaldet Covers – hvor hun bl.a. synger sange af The Replacements (‘Here Comes A Regular’), Iggy Pop (The Endless Sea’), The Pogues (‘A Pair Of Brown Eyes’), Billie Holiday (‘I’ll Be Seeing You’) og Nick Cave (‘I Had A Dream, Joe’). Denne forløber kendes Dead Man Bones-originalen ikke af her, men Cat Power’s version lyder under fintunet, fint instrumenteret og lovende for albummet…

Kender du andre danske blogs, der en lørdag aften i november bringer en idolplakat af Dr. Feelgood-guitarfænomenet Wilko Johnson, manden der iøvrigt har et stjerneobservatorium i sin egen baghave, nej vel?

Vi husker Midnight Oil. Politisk fokuserede arenarockere fra australske Sydney med en skaldet, Eiffeltårnshøj sanger, der næsten bevægede sig og lød mere som dyr end menneske. Senere blev Peter Garrett vistnok succesfuld politiker down under og hans band forsvandt, men der, i den sidste halvdel af 80’erne, betrådte han med Midnight Oil samme samvittighedsudfordrende og historieopsøgende territorie som samtidige R.E.M. og U2. Men hvor de to sidstnævnte i særdeleshed i de år udlevede amerikanske mareridt og drømme, bragte Midnight Oil en sært fremmed australsk verden med børnerimsklingende stednavne, overleverede chants og sælsomme fortællinger, ikke mindst om aboriginernes armod. Således også i ‘The Dead Heart’, deres måske bedste sang, som er fra Diesel and Dust (1987) samme album som hittet ‘Beds Are Burning’…