8 august 1980 udsender The Only Band That Matters denne kriminelt stærke single…
Mick Jones: “…We made it so everybody could relate to it. It wasn’t exactly the truth, for instance in ‘Lost in the Supermarket’, I didn’t have a hedge in a suburb, I lived in a council flat. With Joe’s words the songs are like folk songs, they’ve become like traditional songs. I think my dad was a bankrobber’s assistant, there was talk of him driving getaway cars, he was a cab driver. It was based on truth but a lot of the time it got mythologized”.
Zoe Zanias, der sang/synger i darkwave/electro-bandet Linea Aspera fra London, har nu base i Berlin og udsender sin egen musik som Zanias. Her hendes helt nye single…
The Stranglers’ keyboardspiller Dave Greenfield gjorde faktisk sidste år, men bortgangen har inspireret resten af hans gamle band til at skrive nye sange, og i dag kunne udsende denne single, der slet ikke lyder ulig de sært fine og afdæmpede elektrodrevne popsingler, Guildford-punkbandet med overraskende dygtigt held transformerede sin tidligere så grove musik hen til i første halvdel af 80’erne. Sangeren er ikke som dengang Hugh Cornwell, men det vil de fleste næppe lægge mærke til i denne stilrene afsøgning af hans lyd, diktion og sangstil…
Tænk at man engang for helt almindelige penge kunne købe billet til en aften på Frederiksberg med David Bowie, hans verdensklasse-band, og deres fælles Station to Station-tour. Ja, måske endda forkæle sig selv til to aftener i tourens skarpe hvide lys i Falkoner. I dag er bare tanken derom det stof, kun de bedste drømme er gjort af. Det er hvad stor musik kan; her i dag, så konkret ligefrem, i morgen langt borte, nærmest uvirkelig, men forankret i hjertet som noget mytisk større end i live. Ved gud, hvor vi savner rigtige koncerter.
David Bowie’s ‘Ashes To Ashes’ (se posten herunder) bliver udsendt i august 1980, i Storbritannien endda med tre forskellige frontcovers (har selv det øverste her). Køber man fra første oplag, så gemmer der sig inde i coveret et frimærke-ark med ni af de små kolorerede Bowie-portrætter, der bruges til ramme omkring selv coverbilledet, samt på singlecoverets bagside…
Hvilken smuk dato at udsende en ny single på; 1. august 1980 udgiver David Bowie ‘Ashes To Ashes’ som forløber til sit kommende album Scary Monsters. Her en live-præsentation af sangen på the Johnny Carson Show fra 5. september samme sæson…
PS – 1. august 1980 var virkelig en specielt givende dag for ny britisk musik, for den bød også på udgivelsen af The Affectionate Punch, debutalbummet fra Billy Mackenzie og Alan Rankine, de to så Bowie-influerede unge mænd fra skotske Dundee, der under navnet The Associates skulle begå noget af den tids vildeste, glamourøse og mest særegne popmusik, samt Kaleidoscope, Siouxsie and the Banshees’ tredje album, der så London-bandet ramme en sortklædt sitrende nerve af catchy melodisk drama.
Bunnyman er titlen på Echo and the Bunnymen-guitaristen Will Seargent’s nye selvbiografi, der skildrer hans opvækst i Liverpool, den første store kærlighed til musik, byens (post)punkscene, samt begyndelsen på det band, der siden – i nogle dyrebare år – skulle stå som verdens bedste. Her et større web-interview med Louder Than War-journalist John Robb i forbindelse med bogudgivelsen. Så interessant at høre et andet take på Bunnyworld og Liverpool-scenen end det, man til nu kun har hørt fra sanger Ian McCulloch…
Sange fra i går, som dukker tilfældigt op ud af intet, medbringende erindringsbilleder fra dengang, men i bedste fald – som her – også en vitalitet, der kan løfte nuet. Det lå i kortene, at Robyn aldrig skulle lave et mere rent europopnummer end dette, for så ufejlbarligt, rent og klart stod/står ‘Dancing On My Own’. Hun spillede dengang med præcis dette band-set-up af to trommeslagere og to synth-spillere i det Tap 1 som lå, hvor Carlsberg Byen nu skyder op, en aften af de mindeværdige. Hør her hvor stærkt dens højdepunkt står i dag…
Wet Leg er en engelsk duo, som jeg først nu hører om. Dette nummer vidner om at The Breeders ikke har levet forgæves og passer ganske udmærket til den ubekymrede del af sommerferiestemningen.
Længe før Morrissey bliver højrenational immigrant, før ellers så ufejlbarlige Johnny Marr lærer at spille slideguitar uden at strejfe de falske mellemtoner, og før deres fælles kærlighedsbarn The Smiths brænder op i en mediesky af stress og dysfunktionelt støj, ja, da udkommer bands stadig med ny musik om sommeren. I dag for 35 år siden singleudsender The Smiths således ‘Panic’. Kun fem uger efter albumudgivelsen af The Queen Is Dead (1986) er Morrissey, Marr, Andy Rourke og Mike Joyce klar med denne helt nye sang, hvor outsider-idolerne fra Manchester ovenpå et T. Rex-lånt glam-riff opfordrer til afbrænding af tidens ifølge Morrissey så håbløst overfladiske DJ’s. Sjov eller alvor? Lige meget begge dele, og den tvetydighed er vel netop styrken ved dette band, et af de helt store i den britiske rockhistorie. Aftenen før udgivelsen spiller The Smiths hjemmebane-koncert på universitet i Salford. Første titel på setlisten er den nye single, som ingen endnu har hørt…
Læser lige nu en new journalism-bog fra Vietnam-krigen – Michael Herr’s Dispatches (1977) – hvor denne Sam The Sham-sang optræder som absurd plantet morale på en radio ude i håbløsheden lige efter Slaget ved Đắk Tô. Meget kan man sige, men det amerikanske mareridt i Vietnam fik sig fra samtidens hjemlige musikscene et malende stærkt, men også ofte sært uhyggeligt soundtrack at gå ned til…
En af de to koncerter som affødte Manchester-punkscenen var for 45 år siden i dag. Her fortæller Buzzcocks-trommeslager John Maher om aftenen i Lesser Free Trade Hall, hvor hans nye band spiller sit første show…
