Parquet Courts annoncerer nyt album – Sympathy for Life – til oktober med samtidig at udsende singlen ‘Walking at a Downtown Pace’. Hvis NYC-indiebandet med de to så forskelligt formående sangere kan ramme storformen fra forrige album – Human Performance (2016) – er der virkelig noget at glæde sig til. Den nye single giver ikke noget klart svar, hvilket måske i virkeligheden er ret klart svar…
En aften på taget
Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke kendte Bleachers. Men her er deres single “Chinatown” i live-udgave fra et tag et sted i USA, formodentlig i delstaten New Jersey. Der er en ældre, lokalkendt herre med som gæst på akustisk guitar, og han får også lov til at synge med. Han virker til at være ret dygtig.
Kan kometer synge?
Spørg Kraftwerk og svaret bliver et ubetinget ‘ja’…
King is white and in the car…
I dag er det 44 år siden Kongen gik bort. Lad os mindes ham her i et af hans mange lysende øjeblikke som sanger og universel sjælesørger…
Sang til Olle Ljungström
Ud af ingenting udsendte det stockholmske postpunkband Reeperbahn i går sin første sang i 38 år. Anledningen var deres nu afdøde sanger Olle Ljungström’s 60-års fødselsdag. Ljungström gik bort for seks år siden, det efter et hårdt selvmedicineret liv, men huskes og savnes endnu bredt i Sverige for sine skæve kuldslåede sange. Åbenbart også af hans gamle band, der synger ud til deres tabte ven her…
Introducing…Sea Power!
De engelske indierockere British Sea Power har i dag officielt taget navneforandring til det mere enkle og ifølge bandet mindre nationalistiske Sea Power, og samtidig udsendt dette fine nye nummer, en forløber for et kommende album, Everything Was Forever, der dog desværre først udkommer i februar til næste år…
Sea Power forklarer selv navneskiftet i dagens pressemeddelelse: ‘The band have been thinking about changing their name for years now. It’s become clear that it’s possible to misapprehend the name British Sea Power as indicating nationalism of an insular, jingoistic nature. Twenty years on from their inception, Sea Power now sail forth, free of any national flag of convenience. The new band name is a modest gesture of separation from the wave of crass nationalism that has traversed our world recently. After all, this group have always been internationalist in outlook, as made clear in several songs, most notably Waving Flags, a hymn to pan-European congress. The name Sea Power is also a shorthand by which the band’s audience have long known the group‘.
Kinoclubbing
29 maj 1978 spiller Iggy Pop på Det Ny Teater, Gl. Kongevej i København, endda med danske Sods som support. De næste to aftener er han i Kant Kino i det indelukkede Vestberlin, der året før har givet ham evigt kunstnerisk liv i form af de Bowie-støbte mesteralbums The Idiot og Lust For Life. Har aldrig set denne plakat fra de vestberlinske aftener før, men fin ser den ud…

He never hurt nobody…

8 august 1980 udsender The Only Band That Matters denne kriminelt stærke single…
Mick Jones: “…We made it so everybody could relate to it. It wasn’t exactly the truth, for instance in ‘Lost in the Supermarket’, I didn’t have a hedge in a suburb, I lived in a council flat. With Joe’s words the songs are like folk songs, they’ve become like traditional songs. I think my dad was a bankrobber’s assistant, there was talk of him driving getaway cars, he was a cab driver. It was based on truth but a lot of the time it got mythologized”.
Art of the cover
Blot en spansk EP med The Kinks fra 1965, men hvilken en…

Og vi stopper ikke her, for i Mexico kom samme EP også i et yderst stilfuldt cover, der ligeledes finder sit særegne spil i skriftnuancer af blåt…

Introducing…Zanias!
Zoe Zanias, der sang/synger i darkwave/electro-bandet Linea Aspera fra London, har nu base i Berlin og udsender sin egen musik som Zanias. Her hendes helt nye single…
Old punks never die?
The Stranglers’ keyboardspiller Dave Greenfield gjorde faktisk sidste år, men bortgangen har inspireret resten af hans gamle band til at skrive nye sange, og i dag kunne udsende denne single, der slet ikke lyder ulig de sært fine og afdæmpede elektrodrevne popsingler, Guildford-punkbandet med overraskende dygtigt held transformerede sin tidligere så grove musik hen til i første halvdel af 80’erne. Sangeren er ikke som dengang Hugh Cornwell, men det vil de fleste næppe lægge mærke til i denne stilrene afsøgning af hans lyd, diktion og sangstil…
Too late to be late again…

Tænk at man engang for helt almindelige penge kunne købe billet til en aften på Frederiksberg med David Bowie, hans verdensklasse-band, og deres fælles Station to Station-tour. Ja, måske endda forkæle sig selv til to aftener i tourens skarpe hvide lys i Falkoner. I dag er bare tanken derom det stof, kun de bedste drømme er gjort af. Det er hvad stor musik kan; her i dag, så konkret ligefrem, i morgen langt borte, nærmest uvirkelig, men forankret i hjertet som noget mytisk større end i live. Ved gud, hvor vi savner rigtige koncerter.
You better not mess with Major Tom…
David Bowie’s ‘Ashes To Ashes’ (se posten herunder) bliver udsendt i august 1980, i Storbritannien endda med tre forskellige frontcovers (har selv det øverste her). Køber man fra første oplag, så gemmer der sig inde i coveret et frimærke-ark med ni af de små kolorerede Bowie-portrætter, der bruges til ramme omkring selv coverbilledet, samt på singlecoverets bagside…







Hope you’re happy too…

Hvilken smuk dato at udsende en ny single på; 1. august 1980 udgiver David Bowie ‘Ashes To Ashes’ som forløber til sit kommende album Scary Monsters. Her en live-præsentation af sangen på the Johnny Carson Show fra 5. september samme sæson…
PS – 1. august 1980 var virkelig en specielt givende dag for ny britisk musik, for den bød også på udgivelsen af The Affectionate Punch, debutalbummet fra Billy Mackenzie og Alan Rankine, de to så Bowie-influerede unge mænd fra skotske Dundee, der under navnet The Associates skulle begå noget af den tids vildeste, glamourøse og mest særegne popmusik, samt Kaleidoscope, Siouxsie and the Banshees’ tredje album, der så London-bandet ramme en sortklædt sitrende nerve af catchy melodisk drama.


Bunnyman
Bunnyman er titlen på Echo and the Bunnymen-guitaristen Will Seargent’s nye selvbiografi, der skildrer hans opvækst i Liverpool, den første store kærlighed til musik, byens (post)punkscene, samt begyndelsen på det band, der siden – i nogle dyrebare år – skulle stå som verdens bedste. Her et større web-interview med Louder Than War-journalist John Robb i forbindelse med bogudgivelsen. Så interessant at høre et andet take på Bunnyworld og Liverpool-scenen end det, man til nu kun har hørt fra sanger Ian McCulloch…