Og et let forsinket tillykke til Kate Bush, der blev 63 i går, her hørt gennem The Church’s fine cover af hendes ‘Hounds of Love’…
When I was a child running in the night…
Kunsten at danse alene
Sange fra i går, som dukker tilfældigt op ud af intet, medbringende erindringsbilleder fra dengang, men i bedste fald – som her – også en vitalitet, der kan løfte nuet. Det lå i kortene, at Robyn aldrig skulle lave et mere rent europopnummer end dette, for så ufejlbarligt, rent og klart stod/står ‘Dancing On My Own’. Hun spillede dengang med præcis dette band-set-up af to trommeslagere og to synth-spillere i det Tap 1 som lå, hvor Carlsberg Byen nu skyder op, en aften af de mindeværdige. Hør her hvor stærkt dens højdepunkt står i dag…
En nat blev det sommer
Feriestemning
Wet Leg er en engelsk duo, som jeg først nu hører om. Dette nummer vidner om at The Breeders ikke har levet forgæves og passer ganske udmærket til den ubekymrede del af sommerferiestemningen.
Panic room i Salford
Længe før Morrissey bliver højrenational immigrant, før ellers så ufejlbarlige Johnny Marr lærer at spille slideguitar uden at strejfe de falske mellemtoner, og før deres fælles kærlighedsbarn The Smiths brænder op i en mediesky af stress og dysfunktionelt støj, ja, da udkommer bands stadig med ny musik om sommeren. I dag for 35 år siden singleudsender The Smiths således ‘Panic’. Kun fem uger efter albumudgivelsen af The Queen Is Dead (1986) er Morrissey, Marr, Andy Rourke og Mike Joyce klar med denne helt nye sang, hvor outsider-idolerne fra Manchester ovenpå et T. Rex-lånt glam-riff opfordrer til afbrænding af tidens ifølge Morrissey så håbløst overfladiske DJ’s. Sjov eller alvor? Lige meget begge dele, og den tvetydighed er vel netop styrken ved dette band, et af de helt store i den britiske rockhistorie. Aftenen før udgivelsen spiller The Smiths hjemmebane-koncert på universitet i Salford. Første titel på setlisten er den nye single, som ingen endnu har hørt…
Who’s that I see walkin’ in these woods?
Læser lige nu en new journalism-bog fra Vietnam-krigen – Michael Herr’s Dispatches (1977) – hvor denne Sam The Sham-sang optræder som absurd plantet morale på en radio ude i håbløsheden lige efter Slaget ved Đắk Tô. Meget kan man sige, men det amerikanske mareridt i Vietnam fik sig fra samtidens hjemlige musikscene et malende stærkt, men også ofte sært uhyggeligt soundtrack at gå ned til…
Punk 20. juli 1976
En af de to koncerter som affødte Manchester-punkscenen var for 45 år siden i dag. Her fortæller Buzzcocks-trommeslager John Maher om aftenen i Lesser Free Trade Hall, hvor hans nye band spiller sit første show…
G-l-o-r-i-a
En hed lørdag nat i juli på den nye Angel Olsen-single, hvis synthbølger og David Lynch-svimle levering sender skamløse kys op fra 1980’erne.
Calcio!
Havde aldrig nogensinde troet, man skulle kunne holde helhjertet mod et landshold fra det England, der har givet os alle så ufatteligt meget inden for alt, vi holder af, da ikke mindst salt og eddike. Men sådan blev det forunderligt nok ved dette EM. Så tak til Boris Johnson, Brexit, Gareth ‘Churchill’ Southgate, den engelske kloak af brovtende landsholdtilhængere, Harry Kane, Jordan Pickford, Harry Maguire, Raheem Sterling og co. for en fantastisk søndag aften på den italienske langside. En fornøjelse af de store.
En forgyldt astronaut
Her er et nummer af og med amerikanske William Fitzsimmons fra hans nye album, Ready the Astronaut. Ligesom Gillian Welch og David Rawlings er han at finde i Nashville, men her hører al lighed op.
Something will change…
40-årsdag i dag for udsendelsen af Echo & The Bunnymen-singlen ‘A Promise’, der hører hjemme på mesteralbummet Heaven Up Here (1981). Her sangen fra en nogenlunde samtidig optræden på tyske Rockpalast…
Sparks går til filmen
Annette er en ny musicalfilm fra 2021 instrueret af Leos Carax – dette er hans første film på engelsk. Filmmanuskriptet er skrevet af Ron og Russell Mael fra Sparks sammen med Carax, og musikken er af Mael-brødrene. Filmen følger en stand-up komiker (spillet af Adam Driver, som nogle af os kender som Kylo Ren fra de seneste tre Star Wars-film) og hans hustru (Marion Cotillard), der er operasanger og hvordan deres liv bliver ændret, da de får deres første barn.
Man kan høre nummeret “So May We Start” fra filmen nu, og det er Adam Driver og Marion Cotillard, der synger sammen med Sparks. Musikalsk varsler det godt; vi har at gøre med et kongeeksempel på klassisk Sparks, spørger man mig. Lidt kættersk (undskyld, Jens) er det måske at sige, at nummeret også leder tankerne hen på The New Pornographers. Carl Newman er meget inspireret af Sparks, så det er vel ikke så underligt endda.
Jeg kan desværre ikke indlejre videoen fra YouTube på bloggen. Men se den ovre på YouTube. Og tag også et kig på traileren. Ron og Russell Mael er med i den.
Annette fik stående bifald ved årets festival i Cannes, hvor den var åbningsfilm (Christian Monggaard har en grundig anmeldelse i dagens udgave af Information); plakaten ovenfor røber, at Annette som så mange andre premierefilm siden pandemiens begyndelse også kan streames. Men film skal ses i biografen, når det er muligt.
Debbie Harry 76
På en lang linje af klassiske amerikanske popgrupper er Blondie et af de absolutte højdepunkter. Her er Lower East Side, NYC-bandet i deres første tyske TV-optræden i januar 1978, et halvt år før verdensgennembruddet med Parallel Lines og de store popsingler derfra. Frontlys Debbie Harry fylder 76 år i dag…
The Music Machine
Sommer, slut-juli 1978: The Clash spiller fire London-aftener i træk på The Music Machine, få hundrede meter fra deres Rehearsal Rehearsals-hovedkvarter. Support på alle aftener er New York City-elektroduoen Suicide, samt et nyt band fra Coventry, der hedder The Specials. Setlisten disse aftener er præget af de seneste tre singler ‘Complete Control, ‘Clash City Rockers’, sommerens buzz, ‘White Man (In Hammersmith Palais), samt numre, der snart vil kunne høres på vinterens nye Clash-album Give Em Enough Rope. Man skulle have været der.
- Complete Control
- Tommy Gun
- Cheapskates
- Jail Guitar Doors
- Drug-Stabbing Time
- Clash City Rockers
- (White Man) In Hammersmith Palais
- Capital Radio
- Stay Free
- Police and Thieves / Blitzkrieg Bop
- English Civil War
- Safe European Home
- What’s My Name
- London’s Burning
- Garageland
- I’m So Bored With the U.S.A.
- Janie Jones
- White Riot
I bevægelse
Kan se, Pastoren prøver tvinge en tilbage her øverst på bloggen med indlæg om Joni Mitchell og 70’er-soul. Og det virker tydeligvis. For her en manisk rejsesang fra et britisk band, der i bagspejlet er ret fantastiske til og med 1982, derefter aldrig igen. Hvilket mere passende sted for unge Jim Kerr at synge ‘I Travel’, den piskende åbningssang på Simple Minds’ europæiske kærlighedserklæring Empires and Dance (1980), end f.eks. på en fransk eller spansk TV-kanal? Hørte hele albummet i nat, en moderne klassiker…
