Jeg skrev noget temmelig forbeholdent om Fiona Apples album Fetch The Bolt Cutters i mit tilbageblik over albums fra 2020. Her er hendes udgave af “The Whole Of The Moon”, den ikke helt ukendte sang af og med The Waterboys fra This Is The Sea. Udgaven er produceret af Tony Berg, der for mange år siden forgæves forsøgte sig som producer for The Replacements.
Er denne coverversion god? Jeg synes desværre, den er bedst, når man ignorerer billedsiden. Under alle omstændigheder bliver jeg aldrig helt så glad for Fiona Apples “jeg synes altså, I skal have at vide, at det er for dårligt”-vokal, som jeg nok burde være.
Det er den tidlige dag i det nye år, hvor man kigger sig omkring, virrer med hovedet og tænker ‘hov, dér gik endnu et år uden den længe ventede solodebut fra Michael Stipe’, der i dag har fødselsdag. Godtnok bød foråret på en sjælden ny sang fra ham, et enkelt men frugtbart samarbejde med Aaron Dessner fra The National, men på ti-året for R.E.M.’s opløsning er man alligevel ikke ligefrem overvældet. En R.E.M.-tilhængerverden vil håbe håbløst videre. Alternativet er endnu værre…
Der er så meget dårligt at sige om ham på flere forskellige planer i dag, og vi har været der adskillige gange her, men hey, hvor var den tidligere The Smiths-foranger altså skarp engang. Som nu her. Kommer altid have et forsvarsløst blødt punkt for Southpaw Grammar (1995), måske det års allerbedste brit-plade…
Vi vil gerne ønske jer alle et strålende 2021. Forhåbentlig vi efter dette forsømte år må genfinde det liv, som gør det hele umagen værd. Måske der endda bliver aftener med levende musik og folk der svajer tæt, ja, hvem ved? Vi vil se frem. Godt nytår!
Jeg tror ikke, vi nogensinde har skrevet om The Sweet her på bloggen, hvor vi så ofte er i retrohjørnet. Så lad mig gøre det nu. På 45 års afstand virker forskellene mellem nogle af datidens bands bagatelagtige. The Sweet dukkede op et par år før de på denne blog så ofte (og med god ret) besungne The Ramones og havde tydeligvis samme frisør og efterhånden også samme garderobe. Glæden ved den gode popmelodi og de hårde riffs var præcis den samme. Efterhånden frigjorde Connolly, Priest, Tucker og Scott sig fra Chinn/Chapman-bindingen og de fleste af deres bedste numre (spørger man mig) er nogen, de skrev selv, og de holder endnu. Her er ét af dem.
At skillelinjerne mellem glam, punk og metal var små og flydende dengang, kan man også se af denne indspilning, hvor The Damned fortolker “Ballroom Blitz” – og Lemmy fra Motörhead er med på bas. Dybest set var det hele “bare” rocknroll.
The Associates’ Alan Rankine forklarer, hvordan sangen ‘Party Fears Two’, der i december 1981 løftede Dundee-duoen – og da ikke mindst hans excentriske sanger Billy Mackenzie – fra tværgående indie-radikale til usandsynlige men netop derfor perfekte popstjerner, blev til…
25. december strålede solen over København, vistnok den eneste gang hidtil i denne december. Så måske denne nye live-video fra Nørrebro’s tage med solodebutanten Peter Wangel er optaget den dag. Wangel er fortjent løbet ind i anmeldermedvind for sit opsigtsvækkende vellykkede Omfartsvej-album. ‘Havet Stiger’ åbner side B på albummet…
Ved sidegadens sceneindgang til CBS-TV Studio 50 på Broadway, hvor The Ed Sullivan Show optages, kan man vente tålmodigt og måske støde ind i en ny ung stjerne. Dette billede er fra 9. september 1956.
Er der nogensinde nye albums i spil mellem jul og nytår?! Sjældent vel, men der er heldigvis undtagelser. 28. december 1977 udkommer en yderst egenrådig og markant New York City-electro/punk-plade, da duoen Suicide – stærkt og forpligtende bandnavn! – efter syv års eksistens på bunden af Manhattan’s undergrundsscene endelig udsender sit selvbetitlede debutalbum, en slags åndelig pendant til Martin Scorcese’s Taxi Driver, der året før så effektivt i biografernes mørke har fremvist den amerikanske skyggesides hjemsøgte og forstyrrede sjæl. Ligeledes Suicide-albummet, hvis uforløste besathed i primal elektronisk puls falder perfekt ind i punkens samtidige uro. En moderne klassiker er født, hvis sitrende ensomhedsvision fra USA’s tabte bagside Bruce Springsteen på sin Nebraska (1982) senere skal bringe ud til et langt større publikum.
Her albummets ret så uafrystelige hovednummer, gru-fortællingen om ‘Frankie Teardrop’. En interessant og kraftfuld sangudlægning fra YouTube-kommentarerne bruger vi her som indgang:
Frankie Teardrop’s disturbing mercy killings have no effect on the stoic, emotionless charge of human exsistence. The screams are bright flashes of white light in a bleakly gray landscape. They poke holes through the fabric of the brain, reach the soul, and rattle you. I think they show stark realizations on the pointlessness of everything: a failed life, a ruined family, three dead people. None of these things matter. It fades away quickly. This is the quintessential song about nihilism.
I årets sidste New Musical Express i 1980 faldt NME-redaktionens dom over årets bedste singler og albums. Det havde været et år i skyggen af fyrtårnet Ian Curtis’ selvmord, så intet var vel mere forudsigeligt, end at begge lister skulle toppes af Joy Divisions og hans isnende klare beyond this world-udgivelser fra samme sommer. Men tjek som inspiration de 49 placeringer derunder, som i al deres diversitet fremviser en forrygende vital og vigtig tid for rockmusik som sådan. At The Clash (aktuelle i 1980 med to stærke singler og et nyt tredobbelt album) ikke figurerer, er dog retrospektivt vanvittigt. Sådan var NME i de år; hurtig til at omfavne, endnu hurtigere til at distancere sig. Det nye var altid gud, gårsdagens hype noget man hånligt og usentimentalt skød ned. Men musikken var i de år istand til at levere skift og nye retninger i et tempo, så intet tomrum opstod. Det skulle siden ændre sig drastisk.
Det gør os ondt at erfare Puk Studios nord for Randers i nat er brændt ned. Her indspillede LS de tre første albums – 1990, DK og Billeder af Verden – og havde i lange perioder nærmest fast bopæl. På denne amatørvideo fra Puk i sommeren ’92 lytter en henslængt Hilmer på et mix af endnu ufærdige ‘Drømmenes København’, mens hans tekniker Peter Mark arbejder. Som måske kan ses her var Puk Studios state of the art i de år, hvad teknisk udstyr og faciliteter angik. Nuomdage bygger man ikke længere den slags ekstravagante rumskibe. RIP Puk Recording Studios!
