Rockmusik kan næsten det hele i 1979. 12. januar udsender London-kvartetten Wire, som allerede da har to stærke postpunk-albums på samvittigheden, singlen ‘Outdoor Miner’, en fri leg med enkle virkemidler, der i pop-excentricitet ligger langt tættere på The Kinks end på bandets egne punkrødder. Og så den klaversolo oveni…

Et iskoldt band til en gråkold dag? Manchester’s A Certain Ratio lever altid et beskedent Factory-liv i skyggen af Joy Division’s subkulturelle succes. Men ACR’s ligeledes Martin Hannett-producerede musik står de første år – inden bandet desværre går i et uopretteligt spin af amerikansk inspireret funk-overdrive – ligeså rustende nordengelsk og industrielt Thatcher-apokalyptisk skarpt som den fra deres mere kendte labelmates. I januar 1981 udsender A Certain Ratio dette nummer på den Factory-12’er, hvis cover kan ses her foroven…

Dags dato 1979 debuterer The Ruts med denne single, der straks får opmærksomhed, da John Peel begynder at spille den hyppigt på sit aftenlige BBC-program. London-bandet når ialt at udsende fem stærke singler (den mest udbredte deres punk-klassiker ‘Babylon’s Burning’), samt et desværre uforløst debutalbum, inden forsanger Malcolm Owen omkommer af en heroinoverdosis i sommeren 1980. The Ruts, der ligesom The Clash ofte udviser markant inspiration af jamaicansk musik, indtager lige indtil det tidspunkt med deres usminkede tekster og stærke riffnumre en lovende position på oprykningspladserne i næstøverste række af den engelske postpunk-liga…

Og sådan må det desværre være; kun to dage efter David Bowie’s fødselsdag kommer David Bowie’s dødsdag. Og hvilket kunstværk han skabte af sin egen bortgang gennem Blackstar, det sidste album der pludselig gav en helt anden og direkte mening allerede mandagen efter fredagens udgivelse. At have været så uhelbredeligt syg, dog målbevidst ambitiøs omkring det sidste kunstneriske aftryk i levende live, det fremviser ultimativt overskud. Stjernemanden tog afsted, men ikke uden først at have udsendt denne video til himmelsk musik, hvori han kravler ind i et skab og forsvinder. Bowie havde forladt os, men, generøs som altid, lod han sin livsgivende musik blive tilbage…

Vores Joey da han var ung, akavet, smuk og på vej.

I dag for otte år siden vågnede verden op til en musikalsk overrraskelse af de større. Efter ti års hård tavshed stod David Bowie på sin 66-års fødselsdag pludselig og helt uannonceret genfødt blandt os med singlen ‘Where Are We Now’ (som forløber til det Tony Visconti-producerede comeback-album The Next Day, der skulle udkomme to måneder senere). ‘Where Are We Now’ bød på noget så atypisk David Bowie som selvbiografiske sangord, der tog udgangspunkt i hans periode i Berlin, og kom på en musik, der i sin introspektive tone anerkendte tidens gang og livets forgængelighed som sådan. Vi savner ham i dag.

‘Changes’, titelsangen fra Hunky Dory, David Bowie’s kreative gennembrud af et album som sangskriver og sanger med egen stemme, blev udsendt dags dato på single i 1971…

Hvad gør man for at fortrænge Fiona Apple fra denne sides øverste placering? Man fejrer f.eks. Arctic Monkeys-frontmand Alex Turner’s 34-års fødselsdag i dag med en afspilning af hans og Miles Kane’s så veltemperede The Last Shadow Puppets-udgave af den helt unge David Bowie’s forholdsvis ukendte ‘In The Heat Of The Morning’…

Jeg skrev noget temmelig forbeholdent om Fiona Apples album Fetch The Bolt Cutters i mit tilbageblik over albums fra 2020. Her er hendes udgave af “The Whole Of The Moon”, den ikke helt ukendte sang af og med The Waterboys fra This Is The Sea. Udgaven er produceret af Tony Berg, der for mange år siden forgæves forsøgte sig som producer for The Replacements.

Er denne coverversion god? Jeg synes desværre, den er bedst, når man ignorerer billedsiden. Under alle omstændigheder bliver jeg aldrig helt så glad for Fiona Apples “jeg synes altså, I skal have at vide, at det er for dårligt”-vokal, som jeg nok burde være.

Det er den tidlige dag i det nye år, hvor man kigger sig omkring, virrer med hovedet og tænker ‘hov, dér gik endnu et år uden den længe ventede solodebut fra Michael Stipe’, der i dag har fødselsdag. Godtnok bød foråret på en sjælden ny sang fra ham, et enkelt men frugtbart samarbejde med Aaron Dessner fra The National, men på ti-året for R.E.M.’s opløsning er man alligevel ikke ligefrem overvældet. En R.E.M.-tilhængerverden vil håbe håbløst videre. Alternativet er endnu værre…