Lawrence fra Birmingham der vil være popstjerne, har en sygelig rengøringstrang, er indebrændt over BBC’s John Peel og hader lyden af hihat/bækkener, udsender med Felt i september 1982 på Cherry Red bandets tredje single, ‘My Face Is On Fire’. Det lyder som den til nu næsten tonegennemsigtige Felt-musik har taget en bevidst drejning, for singlens to letbenede numre (de kan begge høres herunder) består pludselig af flere akkorder og er begge udstyret med regulære omkvæd. Måske Lawrence har tænkt, den slags er et nødvendigt onde for at nå målet om at blive popstjerne. Det bliver han heller ikke her, desværre, for singlens spaghettiwestern-lydende pop-eskapisme ville have klædt de engelske hitlister…
Felt’s debut med den mundrette titel Crumbling The Antiseptic Beauty, et sfærisk, hyperæstetisk album, der lå lige til højrebenet for de af os, der var blevet hooked på The Durutti Column’s mesterligt stemningmalende LC fra blot tre måneder tidligere, fylder 44 år i dag. Det er bandleader Lawrence, som kigger skeptisk ud fra det rene cover og venter på at blive popstjerne. Det gør han ufravigeligt endnu.
Det er ingen hemmelighed, Gasolin’ var martret – måske også skærpet? – af musikalske magtkampe. Således satte Franz Beckerlee tydeligvis ikke pris på Kim Larsens mere viseinspirerede sange. At en næsten identisk virkelighed har udspillet sig i The Velvet Underground afslører dette citat fra John Cale, som blev fyret af Lou Reed i 1968 efter White Light/White Heat.
– Being in a rock ‘n’ roll band was my fantasy that I couldn’t live out in Wales. It was imporant that it was different, that’s why we had the viola in there. I was glad that Lou had that lyrical ability, but I didn’t like his folk songs. I hated Joan Baez and Dylan, every song was a f*cking question! But Lou had these songs where there was an element of character assassination going on. He had strong identification with the characters he was portraying. It was method acting in song. The melodies weren’t great, so we put arangements around them, trying to get that grandiose Phil Spector feeling.
John Cale i Beyond The Velvet Underground
“The melodies weren’t great”? Et vildt statement. Har svært ved at finde nogen, der skrev bedre enkle melodier end Lou Reed i de år. Men måske netop det enkle ikke tiltalte den klassisk musikuddannede Cale, der tydeligvis var/er mere til formeksperimenter end regulære tunes. Lou Reed derimod kom til VU med sin specielle baggrund af kærlighed til simpel doo-wop og tvungne behandlinger med elektrochok.
For nylig blev Minneapolis sørgeligt kendt rundt omkring på grund af ICEs brutale fremfærd. Men denne by i USA har også haft en musikscene, der har i 1980’erne gav os The Replacements, Husker Dü, Soul Asylum og selvfølgelig også Prince himself. Og ovre i den mere country-prægede afdeling har der været The Jayhawks med Gary Louris og Mark Olson. Et helt tredje medlem af The Jayhawks var en lang overgang Kraig Johnson, der også var med i Run Westy Run sammen med sine brødre Kirk og Kyle. Derudover har han været med i Golden Smog.
Først for ganske nylig har jeg fået taget mig sammen til at lytte til Run Westy Run. Deres første album var produceret af Steve Fjelstad, der var producer for Husker Dü, og deres tredje album var produceret af selveste Peter Buck. Men Run Westy Run minder ikke om hverken Husker Dü eller R.E.M. De minder egentlig heller ikke om The Jayhawks. Run Westy Run har aldrig været i opløsning, men de har holdt nogle endog meget lange pauser.
Det er svært at finde gode live-optagelser med Run Westy Run, for de vil uvægerligt give den umiddelbare, naive beskuer et indtryk af at vi har at gøre med en samling ældre mænd i kikset tøj, der spiller tøfrock og bruger koklokke. Men så enkel er sandheden selvfølgelig ikke. En del af Run Westy Runs sange er gode, og ikke mindst Kraig Johnson er en særdeles kompetent herre (der er grunde til at han var med i The Jayhawks og Golden Smog!) . Prøv at lytte til f.eks. “Milkyway’s Mainframe” eller den sang, der er herover.
Midnat til fredag har Kent’s Joakim Berg udsendt denne nye solosingle. Hans musikalitet og dens ubesværede dygtighed imponerer som altid. Alligevel værker den her engang så forkælede, men nu Kent-udhungrede blog umiddelbart efter et himmelsk drog, der kan sende eufori-raketter op på nattehimlen…
Københavnske Mellemblond er ude og omkring med denne single i dag. Nyt album varsles om et par måneder. Kristoffer Munck Mortensen mestrer jo i Mellemblond’s letsyrlige sange noget så vanskeligt som det danske sprogs blomstring midt i det forfinet melodiske. “Må prøve at bevare roen…”, synger han her i denne nye sang om mental balance. Det er svært.
Dagens tredje nye single denne fredag morgen er fra Robert Smith’s erklærede favoritband, skotterne fra The Twilight Sad, hvis nye album It’s The Long Goodbye udsendes slut-marts. Storladen britisk musik med distortion-knitrende molakkorder tager os vel altid hjem, hvor vi kom fra her på siden. Men trygheden må ikke blive for stor; så virker netop denne dunkle musik jo ikke. Flere aflytninger må afsløre om det er tilfældet, eller om The Twilight Sad muligvis bare har begået en regulært god sang…
Dags dato 1932 kommer John R. Cash til verden i Kingsland, Arkansas. En markering af fødselsdagen ikke mindst for at kunne bringe promo-videoen til hans version af Nine Inch Nails’ ‘Hurt’. Cash’s ærkeamerikanske sangpræstation står som ofte før skåret i Mount Rushmore-granit, men tilsat de accelererende filmklip fra hans liv bliver hele oplevelsen langt mere hjerteskærende potent end dens to dele hver for sig…
Det vil være forkert her at forlade Roxy Music’s Stranded (1973) uden først at have sat en følgespot på dens helt store rigtige sang, Bryan Ferry/Andy Mackay’s grandiøst romantiske – Ferry kunne! – ‘A Song For Europe’, der omme på side to kommer glidende som et overdådigt hvidt skib langs den Seine, der er med til at indkapsle byen Paris i teksten. Som titlen antyder kunne denne chanson aldrig være blevet til i USA, dens tonesprog og musikalske æstetik helt forankret i europæisk tonalitet og melankolsk sindelag. At Ferry i det stort anlagte klimaks i sin reflektion over mistet kærlighed slår over i latin og siden fransk gør kun godt endnu bedre. Ovenover den efterårsdunkle Stranded-original, nedenunder den lidt mere letfodede liveversion fra den berømte Roxy-koncert i sydfranske Frejus, sommeren 1982 på Avalon-touren…
Havde i går den tredje Roxy Music-plade Stranded (1973) i søgelyset her. Mere skulle der åbenbart ikke til, for at Morrissey ved aftenens show i Rotterdam gav live-premiere til sin egen version af et Stranded-nummer, det guitarriff-snørklede ‘Amazona’. Hvorfor han har valgt netop dette aparte nummer, bygget på det nærmest funk-lydende Phil Manzanera-riff vides ikke. Der er langt stærkere, mere følelesesstærke sange på Stranded end dette eksperiment, der pludselig bliver så langt da en guitarsolo trænger sig på. Hos Morrissey bæres den progrock-dygtigt af hans italienske trademark-guitarist Carmen Vandenberg. Men i hvilken anstændig verden skal Morrissey af alle være i nærheden af progrock?!
November 1973. Den visionære synth-filosof Brian Eno har forladt Roxy Music, så nu kan bandleader Bryan Ferry gøre præcis hvad han vil med sit ekstravagante, retro-futuristiske glamband. Kun et halvt år efter den tiljublede toer For Your Pleasure er Roxy nu klar med den altså Eno-løse opfølger Stranded, et album hvis musik indenfor bandets naturligvis dekadente rammer måske står lidt mere traditionelt solidt i sin kølige musik. Førstesinglen og åbningsnummeret ‘Street Life’ præsenterer det nye Roxy gennem en række hæsblæsende Ferry-vers, der ikke har tid til at kigge sig over skulderen. Det her ville jo være simpel rock’n’roll, hvis ikke lige det var fordi Roxy Music aldrig bare er simpel rock’n’roll. Det er derimod tidens tempo fanget ind og skudt afsted som fragmenteret popkunst. Ugen efter singlens udgivelse kan denne optræden opleves på BBC’s Top of the Pops…
Bryan Ferry’s luksusliner Roxy Music udsender sin anden single 23. februar 1973. ‘Pyjamarama’ findes ligesom debuten ‘Virginia Plain’ heller ikke på nogen af Roxy’s studiealbums. Her spilles nummeret – den første sang keyboardkyndige Bryan Ferry skrev på en guitar – i 1974 på vesttysk TV…
The Smiths-trommeslager Mike Joyce turnerer lige nu Europa som en del af Peter Doherty’s band. Hvis bassist Andy Rourke ikke var gået bort, men istedet var blevet spurgt med på denne tour, havde det så ikke været giga, hvis bandet havde heddet Peter Doherty & The Northern Leeches? I forgårs i Paris spillede Doherty på L’Olympia i Paris og ekstranummer var igen The Smiths’ ‘There Is A Light That Never Goes Out’. To dage tidligere havde samme sang ligeledes funktionen som samlende ekstranummer, da Smiths-sanger Morrissey gav koncert i Frankfurt’s Jahrhunderthalle.
Interessant at høre det nummer i to så mærkbart forskellige udtryk. Morrissey’s band spiller det langsommere, med mindre swing, og hans sang har – Morrissey er vel Morrissey – noget umiskendeligt sørgmodigt over sig, hvor Pete Doherty giver det hele en anderledes lys, næsten vægtløs lethed, som om melodi og ord drømmes op på stedet. Hvilken er bedst? Jeg er ikke i tvivl, men vælg selv. Ialfald en udødelig klassiker af en sang Johnny Marr og Morrissey sammen fik skrevet her. Så udødelig, Morrissey mente og skulle tales alvorligt fra sin umiddelbare holdning, at den ikke var god nok til inklusion på The Queen is Dead (1986)…
Hvis man nogensinde er blevet forelsket i London, men ikke kan genfinde byens sjæl i den nu så gentrificerede metropol, så er det måske en trøst at den står sprællevende dokumenteret i både film, litteratur og musik. X-Ray Spex – et ultimativt stærkt navn til et punkband i den første engelske bølge! – nåede kun at lave et album, men Germfree Adolescents (1978) er virkelig sådan en vital London-plade, der ført an af sangerinde Poly Styrene’s uskolede ligefremhed emmer af den sprællevende og charmerende lowlife-storby, der forsvandt som pengene rykkede ind…
Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.
