Sidste gang jeg så Jan Sneum var en tidlig aften for et års tid siden, hvor vi løb ind i hinanden i et supermarked på HC Ørstedsvej. Sneum, smilende som altid, fortalte så ærgelig om sin sygdom, hvis behandling nu forbød ham, at rejse ud i verden og opsøge den nye musik, han levede sit liv for at opleve og formidle. Den aften i supermarkedet var Jan Sneum dog ikke på jagt efter vild musik, men derimod noget frisklavet hummus, han skulle bringe med til en middag. Jeg måtte anvise ham til en Irma i nærheden, så vi skiltes der ved kasseapperaterne, da jeg havde trykket ham i næven og ønsket god vind med det hele. Der er så mange måder at sige farvel på. Han var en fin, fin mand.
Jan Sneum er netop død; han blev 74 år gammel. Han var en af de suverænt mest vidende rockjournalister i Danmark, og hans arsenal af anekdoter fra mange årtier var også så godt som uudtømmeligt.
Engang for mange år siden skrev jeg til Jan Sneums program på P3 (for det var dengang, hvor P3 stadig spillede lidt af hvert og havde plads til studieværter med viden og indsigt) og bad ham spille “Nowhere Is My Home” med The Replacements. Og dette svært opdrivelige nummer, produceret af Alex Chilton, fandt han frem og spillede i Statsradiofonien.
En markant stemme af fransk kultur fra før rocknroll, twist i Saint Tropez og yéyé helt tog over. Her synger hun med kølig parisisk elegance den klassiker hjem, Serge Gainsbourg i 1963 skrev til hende…
Halvdelen af sangene på Blondie’s tredje album, det Mike Chapman-producerede pop-meisterwerk og kommercielle gennembrud Parallel Lines udkom som singler. Af de seks (ud af 12) der ikke fandt vej til A-sidernes normalt så eksklusive verden havde ialfald tre af dem ellers også klassen, som nu f.eks. den her følgende ‘11.59’. Så profileret var Parallel Lines, der udkom dags dato i 1978, nemlig…
Bruce Springsteen’s nye album Letter To You udkommer i næste måned. Titelsangen er ude på single, men er hurtigt forsvundet under radaren, da den mere lyder som et koncentrat af Springsteen’s samlede pladeproduktion end som en, well, ny sang. Her tager vi istedet til Darkness-touren i 1978, Springsteen’s guldalder, da sangene fra ham kom i et stærkt og romantisk flow, og nødvendigheden blændede som et søgelys. Springsteen bliver 71 i dag. Vi krydser fingre for den nye plade, det gør vi virkelig…
Og tillykke med det til Nick Cave, den australske entertainer. Her er han som ung mand med The Birthday Party, der inden sin logiske implosion – se klippet! – nåede at gæste Danmark på Nosferatu Festival i Saltlageret, København, marts 1983. Det var også vildt…
I et på alle måde turbulent og hårdtprøvet år 2020 er det lindrende at kunne indtage den rolige visdom, det menneskelige overskud, den noble værdighed, Leonard Cohen til stadighed leverer gennem sin musik. Her på hans fødselsdag i dag tager vi hellere end gerne denne sides favoritsang blandt så mange fra ham…
Det er på høje tid at høre noget country igen. Her er det smukke nummer “High Rise” fra det nye album med amerikanske H.C. McEntire. Albummet hedder Eno Axis, ikke fordi Brian Eno er involveret (det er han ikke), men fordi H.C. bor ved Eno River ved Durham i North Carolina.
Elsker dette klip (fra dengang man måtte ryge i tourbusser). ‘Memories’ var som pladeproduceret Spector-overflødighedshorn ikke en sang Leonard Cohen’s musikalsk så usminkede band tilnærmelsesvis formåede at løfte live, men her i bussen, leveret i uforpligtende semi-acapella, fremstår den jo som livets salt…
The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.
Hvem skulle have troet Nick Cave, engang mørkets fandenivoldske narkofyrste, nogensinde skulle ende i en med stort flid selvskabt rolle som aural ambassadør for wellness og Den Gode Smags finkultur, en slags postpunkens Enya for masserne?! Det er de seneste to så anderledes og musikalsk ensrettede albums, som har bragt den status med sig, men vejen dertil ligger heldigvis stadig gavmildt belagt med anderledes sublime udgivelser, hvor i dag så tæmmede The Bad Seeds stråler igennem som et af historiens bedste rockbands. Som nu på dagens 32-års fødselar, 1988-mesterværket Tender Prey, repræsenteret her af ‘Deanna’…
