Det udsøgte københavnske band – centreret omkring Kristoffer Munck Mortensen – er lige her med en ny single, ‘Hvor Er Magien’, en forløber for det til september kommende akustiske album Solregn…
Location value
Tag billedets trøstesløshed ind. Er vi i Memphis, Tennessee på et søstermotel til Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev myrdet 4. april 1968? Nej, langtfra, vi skal lidt længere tilbage i tid for at finde relevans. 13. juli 1963 – for 57 år siden i dag – spiller The Rolling Stones sit første show udenfor London. Det sker som opvarmning for Manchester’s The Hollies. Hvem lægger scene til? En klub ved navn The Alcove – AKA Kirklevington Country Club eller The Kirk – lidt uden for dødsstødet Middlesbrough i North Yorkshire. Det er her vi her. Et år efter er situationen for bandet en ganske anden og horisonten noget større…
Lindfors synger Brel
Nu er Mando Diao fra Dalarna jo ikke de eneste der formår at løfte modersmålet hinsidan i sang. Her er det i 1968 Lill Lindfors der giver Jacques Brel’s ‘Ne Me Quitte Pas’ svensk liv at gå på…
Ich steh’ auf Berlin!
‘Ich steh’ auf Berlin’, råbesynger Ideal-frontkvinden Annette Humpe denne 1981-sommeraften på Vestberlin’s Waldbühne. Det hele skramler påtrængende, nervøst og konkret på den uskønne dog indtagende facon, der gik under betegnelsen Neue Deutsche Welle. Ideal var fra Vestberlin, havde postadresse på Oranienstrasse i Kreuzberg, og blev så store i Vesttyskland, deres navn, lyd og denne sang det år nåede helt op til Danmark. Gav sangen så lyst til at indhalere virkelighedens opdelte Berlin med sin kantede hektik og tekstreferencer til Bahnhof Zoo, Mariannenplatz, Ku’damm, Romy Haag, og Dschungel-diskoteket? Selvfølgelig gjorde den det. Det her var en meget anderledes og en-til-en-simpel vej ind til Bowie’s mytiske, Isherwoods forgangne, Cabaret’s dekadente, Christiane F’s narkotiske og Fassbinder’s Döblin-primale Berlin, som præsenteret usminket råt af en indfødt…
Teater og Dybde
Det tog mig ikke lang tid at blive rigtig glad for I solnedgången med Mando Diao. Her er en live-udgave af “Sorgen”.
Det er helt tydeligt, at Mando Diao på svensk er et helt andet ensemble end Mando Diao på engelsk, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. Sangeren Björn Dixgård siger i et interview med Sydsvenskan at
Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.
Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.
Endnu en 40-års?
Fra Manchester oppe i nord er der også ny lyd 11. juli 1980. Mark E. Smith’s The Fall udsender nemlig ‘How I Wrote Elastic Man’, en af bandets klassiske DIY-skramlende singler…
Dagens 40-års…
11. juli 1980 udsender Birmingham’s ærgerrige Dexy’s Midnight Runners debutalbummet Searching for the Young Soul Rebels, der lægger sig fornemt stilsikkert et ledigt sted mellem på den ene side den samtidige 2-Tone-bølges The Specials, Madness, The Beat og The Selecter, på den anden den engelske northern soul-kulturs svedige amfetamin-musik. Her det unge band, nærmest komisk stylet og koreograferet, på Top of the Pops med albummets store singlehit. Sidstnævnte fejler intetsomhelst…
Señor
En af de sange som Gillian Welch og David Rawlings tolker på det nye album, Pastoren skriver om i indlægget herunder, er Bob Dylan’s mægtige ‘Señor (Tales of Yankee Power)’ fra hans for oversete 1978-album Street Legal. Dylan’s ældre sange er svære at finde i studieversioner på YouTube, så her må en absolut godkendt liveversion fra dengang af Street Legal‘s næstbedste sang gøre det.
Nyt fra Nashville
For lidt siden kom der en mail fra Gillian Welch og David Rawlings. Den var desværre ikke personligt rettet til mig, men den var næsten lige så god. Welch og Rawlings har nemlig siddet derhjemme med en gammel spolebåndoptager og gjort det, de er suverænt bedst til, her midt i krisen, – at spille musik. Resultatet er albummet All The Good Times (Are Past & Gone). Når man sidder ovre i Tennessee og ser, hvordan det hele er ved at køre af sporet, er det ikke en overraskende titel at komme frem til.
Sangene kommer fra fortiden og skyldes bl.a. Bob Dylan, salig John Prine og lige så salige Johnny Cash.
Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke bestiller noget, så jeg skyndte mig at bestille det nye album. Jeg lytter til det i skrivende stund, og det er slet, slet ikke dårligt.
Passageren kommer hjem?
43 år efter sin udsendelse har en af verdens allerbedste sange – Iggy Pop’s ‘The Passenger’ – fået sig en officiel musikvideo, den kan rejse sammen med på det vilde net. Denne Berlin-essentielle sang af livskraft, hvis ord blev til i 1977 mens Iggy Pop kørte, kørte og kørte S-bahn/U-bahn rundt i den vestlige del af byen, og lod det hele komme til sig. Bowie? Han var sikkert arbejdsbegravet i Hansa samtidig, igang med at lave sine egne to mesterplader det år. Det gav Iggy tid til at opdage Mauerstadt på egen hånd, alene eller sammen med hans berlinerkæreste, fotografen Esther Friedman, hvis sort/hvide snapshots af Iggy i Vestberlin bruges som stills i den nye video. De synes helt på deres rette plads. Hvad virker langt mindre befordrende i den natlige køretur af sort/hvidt univers, det er videoens filmramme. En sang der i eftertidens bevidsthed er så fast forankret i Bowie og Iggy Pop’s mytiske Vestberlin, den fortjener bare andet og mere parallelflugtende end nogle nutidige levende billeder af engelsk venstrekørsel og britiske gadeskilte. Overordnet dog rart at se ‘The Passenger’, som – takket være et klokkeklart Jesper Olsen-selvmål af pladeselskabet RCA – aldrig blev A-singleudsendt i 1977, ophævet og anerkendt nu som noget mere end bare et almindeligt albumtrack.
Mondo Diao
Endnu en blåøjet sjæler oppe fra Dalarna, endnu en sang fra Mando Diao’s nye svensksprogede album, denne fremført live af det modne band i samklang med natur og sig selv…
Pop muzik?
M’s ‘Pop Muzik’ var et af de allerstørste hits i 1979, indevarslende en ny tid af distanceret ironi og stramme robotsynths. M – AKA englænderen Robin Scott – forsvinder hurtigt igen som et klassisk one hit wonder, efterladende sig et par ligegyldige albums, der kun overlever i hukommelse takket være ‘Pop Muzik’. Kunne det have været en anderledes historie? Måske, for M’s debutsingle ‘Moderne Man’ fra 1978 peger i en langt mere legesyg og trash-glammet retning. ‘Moderne Man’ genindspilles til M’s debutalbum, men er da tæmmet ned fra sin her nærmest Duran Duran-agtige popsleaze…
Dalarna kalder
Mando Diao på engelsk er et attituderigt rockband med effektive radio-pophooks. Men på svensk er de noget helt andet. I 2011 udsendte Börlange-bandet albummet Infruset, som med udgangspunkt i ord af den klassiske svenske digter Gustaf Fröding bød på en helt anderledes organisk, uforstillet og lydhør musik, der skyldte ikke så lidt af sin håndspillede nærhed til svensk visetradition. Albummet blev så uventet bred en succes i Sverige, at en opfølger kun må have været et spørgsmål om tid. Den er nu netop blevet en realitet, igen bl.a. med tekster af Fröding, og lyder sådan her på sin titel- og åbningssang…
Morricone’s genialitet
I 1966 skriver Ennio Morricone musikken til dette pop-mesterstykke, der bliver et stort hit i Italien med sangerinden Mina, og som også finder vej til Frankrig, hvor selveste Francoise Hardy udsender sin fransksprogede version. Nummerets helt specielle dna består af, at når først omkvædet sendes afsted, så bliver det uafbrudt bare ved og ved og ved over tre sungne, evigt stigende, nærmest sirenelydende toner i hele otte forskellige transponeringer. Nej, sådan kan man normalt ikke lave hits. Morricone kunne. Og hvilken stilfuld italiensk billedeside der iøvrigt er til denne optagelse med Mina…
But he’s different now
Hørt umiddelbart herfra er On Sunset, det nye album The Jam’s ex-frontmand Paul Weller udsendte i fredags, hans bedste siden The Jam’s Sound Affects, vi taler hele 40 år minus en håndfuld måneder. On Sunset‘s forfinet moderne og fornemt luftigt-producerede sange tages overbevisende hjem af Weller, der som sjælefuld (!) sanger vel aldrig har lydt mere fri, overskudsramt og, ja, ankommet. Nye levende billeder her til titelnummeret. Normalt så ærkebritiske Weller er rejst til fjerne Californien’s Sunset Boulevard, og har der fået lavet sig en vintage-1989 MTV-video med rolige lækre billeder, antydning af en vag retrohandling og en dyr pose tom symbolik. Hvilket sin hulhed tiltrods egentlig som greb klær den elegant længselsfulde sangs klassiske snit forunderligt godt…