The Who’s originalindspilning af Pete Townshend’s ‘Substitute’ udsendes i marts 1966, og hvilken adræt, skarp mod-single den dog er. Sex Pistols tager 11-12 år senere med stor hengivenhed sangen et helt andet og nyt men slet ikke mindre kraftfuldt eller relevant sted hen. To forskellige generationer, men med identisk sans for afvisning og tilsidesættelse…
So sad about Keith?
Blandt de mest markante London-bands i de engelske slut-70’eres punkbølge er det ikke kun Sex Pistols, som er flasket op med The Who. For naturligvis har mod-revivalisterne The Jam samme svaghed, det i en grad så frontmand Paul Weller ofte taler om Pete Townshend i datidens interviews. Da The Who’s så excentriske trommeslager Keith Moon som kun 32-årig i efteråret 1978 dør af alt for meget fest, indspiller The Jam en tro version af The Who’s ‘So Sad About Us’ – naturligvis skrevet af Townshend – og udgiver den som hyldest til det tabte idol på b-siden af deres ‘Down In The Tube Station At Midnight’-single, hvis coverbagside tilmed bærer et snapshot af den unge Moon…

Pete who?
Skulle man lave en hjertets top-3 over de store britiske mod-bands fra 60’erne, ville vi her til enhver tid lade The Kinks og The Small Faces slutte øverst foran The Who. Fordi Ray Davies bare skrev langt bedre sange, og fordi Steve Mariott havde langt mere sjæl i sin stemme end The Who’s sært gennemsigtige posterboy-sanger Roger Daltrey. Det sidste er måske ikke så uforklarligt, da Daltrey hverken skrev de melodier eller ord, der kom ud af hans mund når The Who trådte op. Det gjorde istedet guitarist og The Who-sangskriver Pete Townshend. Skal ret være ret udsendte han og bandet i deres kreative mod-storhedstid fra 1965-67 en række fornemme, tidsdefinerende singler. Og som både albumtracket ‘Tattoo’ og singlehittet ‘Pictures of Lily’ her fremviser, kunne Townshend faktisk nemt – ikke helt ulig føromtalte Davies – fortælle en britisk hverdagshistorie med både elegance og indfølthed. Når ellers han gad og ikke hellere ville spille testosteron-brændende møllehjulsrock med madman-trommeslager Keith Moon på mentalt som fysisk overdrive ved sin side. Samt smadre elektriske guitarer til pindebrænde igen og igen, en kriminel handling synes jeg som lille, da jeg ikke selv havde råd til en. Der var nemlig som det perfekte rocknrollbrændstof en decideret rowdy gangmentalitet over The Who dengang. Hvilket går langt til at forklare, hvorfor netop de var så massivt store på de billige fodboldterasser i England. Og hvorfor netop et band som Sex Pistols kastede sig over The Who’s direkte hårdtslående ‘Substitute’, da det nye London-punkband skulle lave covers, der pegede mod den endnu musikalsk udefinerede stil, Johnny Rotten & co. selv gerne ville finde frem til og spille. Tillykke til Pete Townshend, der ankom så længe før og i dag fylder 75 år.
Ian Curtis levende
En ufuldkommen filmoptagelse af ‘New Dawn Fades’, centralstationen på Joy Division’s 1979-debutalbum Unknown Pleasures. At vi ikke får hverken start eller slutning med her fylder intet i forhold til forbløffelsen over, hvilken skræmmende styrke og nærmest rystende intensitet sangens alvor skæres ud med…
Decades

En liveoptagelse af næstsidste nummer ved den sidste Joy Division-koncert nogensinde. Og hvilket et. Fra University of Birmigham 2. maj 1980 lyder den skælvende synthesizer helt ude af stemning stadig, som om den ved, noget forfærdeligt snart vil ske. Godt to uger efter tager forsanger Ian Curtis sit eget liv. Det er i dag 40 år siden.
Soft Cell til en søndag
Soft Cell er fra Leeds, studieværten i Liverpool-trøjen er BBC-legenden John Peel, mens Cindy Ecstacy, korsangerinden med den åbenlyse leadkvalitet, er opkaldt efter det hun leverede til synthpop-duoen…
Astrid Kirchherr RIP!

Her til højre foran Cavern Club på Matthew Street i Liverpool. Hun var den første der i Hamburg fotograferede de helt unge The Beatles, før nogen andre gad gøre det.
uskyldighedens mester
Boston, Massachusetts’ egen Jonathan Richman har fødselsdag i dag. Richman er nok mest kendt for protopunk-klassikeren ‘Roadrunner’, men har skrevet så mange andre stærke og så voldsomt Richman-specielle sange Her en der er så uafviseligt god, han endda har indspillet og udgivet den to gange. ‘That Summer Feeling’ står skrevet i længsel som en af de mest bittersøde sange om sommerens blomstring for alt levende liv, verden derude nogensinde vil få at høre…
De andres liv
Jeg ved ikke, om den amerikanske gruppe Other Lives er opkaldt efter den tyske film om de andres liv. Men jeg er begyndt at lytte til deres album For Their Love, der udkom i sidste måned. Det er en (melo)dramatisk omgang, vel med mindelser om Fleet Foxes, og ikke specielt dårligt. Hermed anbefalet.
It’s Little Richard!
Fik så overvældende respons på det Little Richard-klip sidste lørdag, hvor han sammen med storsvingende Sounds Incorporated og de sortklædte The Shirelles over seks minutter løfter Jerry Lee Lewis’ ‘Whole Lotta Shakin’ Going On’ til noget vel nærmest spirituelt guddommeligt, at denne lørdag aften også får et skud af samme medicin. For i anledning af den store rocknroll-champ’s bortgang er hele det engelske 1964-TV-show, som det omtalte klip er fra, nu blevet lagt op på YouTube i både bedre lyd- og billedkvalitet. Enjoy! PS – Føromtalte sjælerensende seks minutter begynder lige omkring de 21:00 inde i Granada-programmet.
Dagens pladekøb
Thåström’s nye livealbum var COVID-19-forsinket. Håkan Hellström’s nye var kommet frem, men faldt hårdt for kvalitetskontrol. Perfume Genius’s nye megahypede værk var gået helt under radaren. Så dagens køb blev istedet dagens nye album med Einstürzende Neubauten, her med et unlikely pophit derfra, opkaldt efter den lurvede berlinerforstad Wedding…
De ville beundres

Og beundret blev de. I aften er det 30 år siden The Stone Roses bragte Madchester-bølgen til Danmark med en koncert på The Station (det gamle Alexandra) ved Gl. Torv. På papiret ser det hele her jo ret fantastisk ud, da ikke mindst setlisten herunder, men sandheden er desværre, det var en slemt skuffende aften. Ian Brown havde helt og aldeles glemt sin indre autotuner hjemme i England, den høje lyd fra scenen var brutalt skinger, og det visuelle aspekt døde en hurtig død med den medbragte dansende nyhippie på scenen. Manchester, so much to ask for.

Muzzaloni?
The Walkmen’s trommeslager, Interpol’s Paul Banks, samt ham vi ikke kender, livedebuterer her som Muzz med ‘Bad Feeling’, trioens debutsingle…
En Buzzcock siger stop

Fredag 13. maj 1977 indtager The Clash’s punk-roadshow kaldet White Riot Tour satellitbyen Warrington (mellem Liverpool og Manchester). The Only Band That Matters er dog selv fraværende denne aften, da guitarist Mick Jones har en fingerskade og ikke kan spille. Det kan til gengæld Johnny Thunders’ lev stærkt, dø ung-kaotiske The Heartbreakers, ansigtsløse Slaughter & The Dogs, samt Manchester’s punk-pionerer Buzzcocks. Sidstnævntes trommeslager, John Maher, har netop meldt sig ud af college på et spirende håb om en karriere i punk, og denne selvsamme fredag skriver hans skoleinspektør derfor dette overskudsbrev til hans mor…

Klockan Två På Natten, Öppet Fönster…

På fredag udsender Thåström livealbum fra touren for Centralmassivet, der i to dele strakte sig over udgivelsesefteråret 2017 og sommeren 2018. Senest Thåström udsendte livemateriale var i 2012, hvor Som Jordgubbarna Smakade… udkom som dobbeltalbum. Dengang var der tyve numre med, hvor der nu på et enkelt album ‘kun’ gives ni. Er der grund til utilfredshed over dette? Egentlig ikke, Thåström-tilhængere skal nok overordnet bare være glade for dokumentation af den tour, der selv nu lidt på afstand står som hans nok stærkeste nogensinde.
Hvad har albummet så med til os? Klockan Två På Natten, Öppet Fönster… indeholder optagelser fra efterårets aftener i Malmö Arena og Cirkus i Stockholm, samt fra udendørsshowet på Way Out West i Göteborg’s sommer. Tre sange er med fra tourens omdrejningspunkt, Centralmassivet; ‘Bluesen i Malmö’, titelnummeret, samt ‘Old Point Bar’, og ligeledes tre fra forgængeren Den Morronen (2015): ‘Gräsfläckar’, ‘Kom Med Mig’ og albummets centrale sang ‘Alltid Va På Väg’. Det efterlader ‘Det Enda Du Behöver’, en ret ukendt single-b-side, kun fremført tre gange på hele touren, samt to solide Skebokvarnsv. 209-hjørnesten, nemlig ‘Brev Till 10:e Våningen’ og ‘Om Black Jim’.
Centralmassivet-tourens setlister var naturligt stillet ind på det nye albums sange. Havde man valgt at gå med et dobbeltalbum nu, ville det logisk også have indeholdt ‘Karaokebaren’, ‘Körkarlen’ og den store, tyste ballade ‘Aldrig Av Med Varandra’, der alle stod så blændende stærke på aftenerne. Så var der de lidt ældre sange, der igen var med: ‘Beväpna Dig Med Vingar’, ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’, ‘Aldrig Nånsin Komma Ner’, ‘St. Ana Katedral’, ‘Nere På Maskinisten’ og ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee’ har vel aldrig lydt mere indtrængende før, men er formodentlig faldet på, at de allerede optræder på livealbummet fra 2012. En himmelsøgende maskinel version af Imperiets ‘Jag Är En Idiot’, den underspillede ‘Var E’ Vargen’ og en sugende sørgmodig ‘Die Mauer’ kunne også nemt være blevet fundet værdige, men Thåström har valgt kun at have sine solosange med. Blandt disse stod den majestætisk tunge ‘Alla Vill Til Himlen’, samt alarmhylende ‘En Vacker Död Stad’ også til logisk inklusion, men nej, vi får nøjes med lidt mindre. Hvilket sikkert også bliver virkelig, virkelig godt.

Og coveret? På Instagram bød aftenerne fra nær og fjern på de fineste kulørte fotos, oftest hjulpet på vej af tourens stemningsfuldendte lyssætning. På den baggrund et kantet covervalg med dette sort/hvide portræt, hvor Thåström i sammenkrummet silhouet på scenen mest af alt ligner Manden med leen.
Slutter her med en amatørvideo fra Way Out West, der næsten må være den performance af ‘Alltid Va På Väg’, som er med på livealbummet. Et nummer slet ikke spillet ved efterårets indendørs aftener, der efterhånden blev inkluderet på de fleste af den efterfølgende sommers shows, som altså her i Göteborg. ‘Alltid Va På Väg’ stiger i intensitet hele vejen igennem, til den indestængte energi endelig forløses ved sidste omkvæd (4:25), hvor et voldsomt regnvejr præcis samtidig åbner sine sluser over Way Out West. Det hedder timing, en vigtig ingrediens i al vellykket rocknroll.