Hørt herfra hænger Morrissey’s musikalske vildfarelse de seneste ti år uløseligt sammen med afgangen af hans faste guitarist og sangleverandør Alain Whyte, der var fast med i Morrissey’s band fra Your Arsenal (1992) til og med Ringleader of the Tormentors (2006), men endda nåede at levere fem numre til Morrissey’s seneste stærke album, den kampklædte Years of Refusal (2009). Whyte har i disse isolationstider fulgt den musikalske trend med små web-sessions hjemmefra, og der givet sine egne versioner af sange, han har leveret til Morrissey. At høre ham her (i går aftes) tackle You Are the Quarry-comebacksinglen ‘Irish Blood, English Heart’ med skarp ak-guitar og sammenbidt vokal er en overraskende fornøjelse…
I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.
De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.
24. maj 1974: David Bowie har fyret sin Spiders of Mars-rytmegruppe fra de seneste år, fyret sin wing-man, glamguitar-esset Mick Ronson, endda fyret sin producer Ken Scott. Denne dag udsender han sit nye album uden dem alle, Diamond Dogs, en dystopisk sangcyklus af de mere fantasifulde. Bowie beskriver selv albummets protagonister, hans Diamond Dogs, som ‘all little Johnny Rottens and Sid Viciouses really. And, in my mind, there was no means of transport, so they were all rolling around on these roller-skates with huge wheels on them, and they squeaked because they hadn’t been oiled properly. So there were these gangs of squeaking, roller-skating, vicious hoods, with Bowie knives and furs on, and they were all skinny because they hadn’t eaten enough, and they all had funny-coloured hair. In a way, it was a precursor to the punk thing’. Hvilket hurtigt kunne stikke af og blive meget kulørt, var det ikke fordi albummets sange står så uafviseligt stærkt. Visse steder, som både på titelnummeret og førstesinglen ‘Rebel, Rebel’, stadig med udgangspunkt i glam rock, men andre steder – nævnes bør naturligvis albummets centrale højdepunkt, sangsuiten ‘Sweet Thing / Candidate / SweetThing (Reprise)’ – på vej et nyt sted hen. Ja, kan man ikke allerede høre et for-ekko af stilen fra næste Bowie-station, Young Americans (1975), i levering og sangskrivning på dette så elegant Bowie-producerede track, ‘We Are The Dead’, der synes langt mindre engelsk, mere amerikansk i sit musikalske sprog?!
Ovenpå Webmaster Pastors post om The Jam’s besøg i DR i 1982, her frontmand Paul Weller’s nye single, en forløber for albummet On Sunset, der udsendes 18. juni. Som høres kan har Paul Weller ikke mistet sin hengivenhed for soulmusik, endda her med en bedre melodi end længe hørt fra hans side…
Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.
Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.
Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.
Desperation efter ny musik er impulskøb af det nye Strokes-album, selv efter NYC-bandets bluff er blever kaldt og håbet forlængst opgivet, at det 19-årige lille mirakel, som var debutalbummet Is This It, nogensinde kan ske igen. Men mindre kan vel også gøre det. Som helt igennem uforpligtende brug-og-smid-væk-musik har The Strokes stadig sine kvaliteter med rødder i et køligt popoverblik og en veludviklet sans for skæve men effektive hooks. Tag nu bare det nye albums åbningssang, hvis omkvæd faktisk gør alt det gode, en The Strokes-sang skal og bør. Men hvad sker der i outroen? Det synes som om, Julian Casablancas fra 4:20 og frem med sit gentagne ‘oh, maybe not tonight’ synger for i en imitiations-hyldest til new wave-bandet The Cars og deres frontmand Ric Ocasek, der døde sidste år. Måske jeg tager fejl. En så varm hilsen midt i den altid stil-perfektionistiske tilgang ville være helt usædvanligt. The Strokes er og bliver jo følelsesmæssigt et nulstillet band.
I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…
Overskriften er titlen på et af de mere mindeværdige Sparks-numre fra 1977-albummet Introducing Sparks, deres syvende og egentlig første ordinære album, det efter et bombardement af farver, fest og flyvende falset på de første seks. Forever young står dog herover som en sammenfattende opsummering af Sparks’ karriere, der begyndte helt tilbage i 1970 i Los Angeles, men stadig hvirvler ufortrødent afsted. Forleden udsendte Ron Mael og Russel Mael således et nyt Sparks-album kaldet A Steady Drip, Drip, Drip, hvor duoens kendetegnende rastløse nysgerrighed og musikalske vovemod stadig sætter dagsordenen. Mener, hvor mange andre bands lyder så levende og iderige, som Sparks på nummeret her, efter de første 50 år?!
Sjældent har en seriøs amerikansk artist måtte tage så meget flak som Lana Del Rey, der lige fra debutsinglen ‘Video Games’ til nu er blevet fordømt med en tæt på hadefuld kritik, der i motivpålæggelse, personlige injurier og (ofte mandlige) beskyldninger om anti-feminisme så ofte har bevæget sig langt ud på den forkerte side af saglighedens grænse. I dag har hun på Instagram langt om længe givet svar på tiltale på den nærmest sygeligt besatte negative opmærksomhed omkring hendes værk og person…
The National’s Matt Berninger har den forbindende stemme, der vel kan give selv de mest sårede sjæle troen på menneskeheden som sådan tilbage. Her det første udspil, titelnummeret endda, fra hans dog først til oktober kommende debutalbum som soloartist…
Sveriges kolostørste popstjerne Håkan Hellström er berygtet for, som en anden skamløs mestertyv at låne en-til-en med arme og ben fra hele den moderne musikhistorie. Men dagens fokuspunkt her, Pete Townshend, har han vel endnu ikke været på rov hos? Well, nu har han, for i fredags udkom Håkan’s nye album, hvis åbningsnummer er bygget på guitarriffet fra The Who’s ærketypiske ‘Baba O’Riley’ fra 1971. Døm herunder selv i sangens nye promovideo, der som hele albummet RampljusVol. 1 fremstår fattigt på mål, bevægelse eller nogen hørbar nødvendighed. Ærgelige ord om en mand, der kæmpede sig helt til tops på netop entusiasme, rå friskhed og en utæmmet vitalitet. Det gør derfor ondt i dette klip, at se en ikke længere ung Håkan, iklædt et blåt lirekassekostume med to triste rejer på ryggen, sætte sig bag trommer på det Nya Ullevi, der efterhånden mest af alt ligner hans drømmes succesfængsel, og sætte pligtskyldigt igang med de fire minutters gøgleri, der kulminerer i en danseduel med en fucking computeranimeret abe. Håkan Hellström er tydeligvis blevet voksen, og hans erfarne, her ensomme øjne bedrager den iscenesatte ubekymrethed. Man kunne tro, en så enorm succes som hans måtte afføde den ultimative kunstneriske frihed, men som både høres og ses, er det desværre alt andet end tilfældet. Håkan er fanget i sit eget enorme popstjernespil, og ingen sværm af imiterede Michael Jackson-moves vil kunne danse ham fri. Tværtimod.
Det tredje af de store London-punkbands har også deres The Who-forbindelse. Her ses The Clash’s Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon sammen med Pete Townshend backstage på Shea Stadium i Queens, New York i oktober 1982, da The Only Band That Matters to aftener i træk åbner op for hans band. Det andet af de to The Clash-shows blev i 2008 udgivet på livealbummet Live at Shea Stadium.
