Denne fredag betyder ny single fra The Loves of Your Life, The Walkmen-fyrtårn Hamilton Leithauser’s nye album, der udsendes 10. april…
Den nye traditionalist
Det bør føres til protokol, at Pavement’s Stephen Malkmus, der normalt elsker at tage sine musikalske ekskursioner ud på det knastørrre overdrev, i dag har udsendt et nyt soloalbum – Traditional Techniques er titlen – med en forbløffende kompetent og helhjertet samling akustiske sange, vel indenfor den genre der normalt går under navnet folk. Stephen Malkmus selv bliver aldrig normal, heldigvis, men her et eksempel på hvor rørende ligetil han indimellem giver sig selv lov at fremstå på dette nye album…
Introducing…Viagra Boys!
En af de bedste svenske koncertoplevelser sidste år kom med stockholmske Viagra Boys, der bag et sandt vildsvin af en forsanger kogte en uregerlig primalrock iklædt saxafon-trut og ildevarslende synths. I nat udsendte det koncertpopulære band uden forvarsel den nye EP Common Sense, hvis fire numre bygger videre på det nu to år gamle debutalbums urokkelige fundament. Her titelnummeret fra nattens nye EP…
Endnu en butik med skiver

I skrivende stund er jeg i Rom (dvs. uden for de lidt for spændende COVID-19-plagede regioner i Italien). Her til aften brugte jeg en god stund hos LaFeltrinelli, en italiensk kæde af boghandler, der også har et særdeles godt udvalg af musik-cd’er, dvd’er og blu-ray.
Endnu engang blev jeg mindet om glæderne ved at have musik og film på fysiske medier. Streaming er tillokkende, men det er bestemt ikke gratis for miljøet. Det var også rigtig dejligt at se et så stort udbud af film som hverken var udsendt for nylig eller kom fra Hollywood og omegn. Italien er jo selv et vigtigt filmland.
Desværre er mit italienske slet ikke godt, og mange af skiverne med italienske film ikke med undertekster på andet end italiensk. Jeg fandt dog en blu-ray-udgivelse af Fellinis La Dolce Vita med engelske undertekster.
Jane Birkin & Iggy Pop
Serge Gainsbourg’s dødsdag mandag blev denne uge markeret på Jimmy Fallon’s The Tonight Show med en sælsom Gainsbourg-duet mellem Serge’s muse Jane Birkin og hele verdens Iggy Pop, sidstnævnte endda atypisk fuldt påklædt. Man siger, det er tanken der tæller, så ingen grund her til hårdhed overfor denne noget senior-løse version af Gainsbourg’s ‘Elisa’…
Love will auteur us apart

Debutalbum på fredag med en ny duo bestående af The Auteurs-frontmand Luke Haines og R.E.M.-guitarist Peter Buck. Her den første single fra Beat Poetry for Survivalists, en sang opkaldt efter den okkulte amerikanske raketforsker Jack Parsons, der sprang sig selv i luften som 37-årig. Allerede i de oplysninger er vi sporet ind på en klassisk Luke Haines-sang, hvor virkelighed altid trumfer fantasi i bitter absurditet. Hvis dette album viser sig at være umagen værd, vil det vel nærmest være første musikalske optur fra noget R.E.M.-medlem siden opløsning i 2011. Here’s hoping.
His royal HHness
Ja, det er Henrik Halls fødselsdag i dag. Han er savnet.

Edinburgh man?
The Fall-poeten Mark E. Smith ville være blevet 63 i dag, var han ikke gået bort efter hård sygdom for to år siden. Her er han i en hyldest til den skotske hovedstad Edinburgh, der på ingen måder minder om Mark E. Smith’s eget Salford, Manchester, i et af sine sjældne blide øjeblikke…
Historien om en døgnflue
Hvem skulle have troet? Der ligger en 27-minutters mini-doku om Edinburgh’s Scars’ alt for korte løbebane på YouTube. Ikke ligefrem mainstream-TV, men hey, så meget desto bedre…
Obsessions?

En af dem kunne være, hvorfor dog Edinburgh-bandet Scars, der udsendte tre singler og det ret fantastiske album Author! Author! i 1981, forblev og forbliver en så velbevaret hemmelighed? Som høres på ‘Obsessions’, sidste sang på debutalbummets side 1, havde Scars ellers hele pakken til perfekt udfyldning af den klassiske britiske outsiderrolle som rockmusikkens nye unge håb…


Imens i New York
Kunne ikke helt få rundt i mit hoved, hvordan Hamilton Leithauser skulle kende til Bobby Bare’s 1963-single ‘500 Miles Away From Home’, den sang han åbenlyst har skabt sin egen ‘A 1000 Times’ udfra’. Svaret må vel være, han er stødt på den gennem brødrene Coen’s 2013-film Inside Llewyn Davis, hvis ramme er det spirende folkmijø i Greenwich Village på Manhattan i start-60’erne. Ja, naturligvis må Leithauser have set den film, hvor Justin Timberlake og Carey Mulligan harmoniserer over netop ‘500 Miles’…
I heard Lou call my name
Det er Lou Reed’s fødselsdag i dag. For hvem der føler hans The Velvet Underground er dét centrale band i rockhistorien, som vel nærmest har informeret alt godt indenfor den lige siden, bør dette naturligvis markeres. Her på siden med en ukendt men mageløs VU-demo af ‘Ride Into The Sun’…
Love Shop 3-tour
Koncert-sektionen her på siden er nu opdateret med samtlige aftener på den snartkommende Love Shop 3-tour.
Matt Berninger synger Mercury Rev
Matt Berninger, forsangeren fra The National, har indspillet og i fredags for organisationen Planned Parenthood udgivet denne fuldt ud tilfredsstillende version af Mercury Rev-hovedalteret ‘Holes’. Ja, det er den Amerika-store sang med den afsluttende tekstlinie, der på ti ord beskriver rockmusikkens sjæl og grundvilkår mere præcist, end nogen omfattende bog endnu har formået: ‘Bands, those funny little plans, that never work quite right’…
A taste of Johnny

På originalen af Billy Bragg’s 1986-single ‘Greetings To The New Brunette’ er det guitar-es Johnny Marr på den seksstrengede. Som om vores Johnny ellers ikke havde travlt nok i forvejen med at skrive, indspille og producere The Queen is Dead, samt hvad The Smiths ellers strøede om sig med singler og eksklusive b-sider det år. På ‘Shirley’, en dengang uudgivet, bedre og langt mere Smiths-lydende version af ‘Greetings…’, spiller Marr både elektrisk guitar og mundharpe-solo, og løber decideret med hovedrollen, så blændende stråler hans tonekaskader. Stor musik i lyden af et England, der længtes bort fra Thatcher. Og tingene hænger sammen, for denne uofficielle video af ‘Shirley’ kommer med levende 1961-billeder fra Morrissey’s yndlingsfilm, A Taste of Honey, hvis Shelagh Delaney-skrevne handling foregår i Manchester-forstaden Salford…