Sid er levende, Johnny ætsende vred, alt er endnu så godt som det bliver i Sex Pistols-world i 1977. Og ‘No Feelings’ er et af London-bandets allerbedste numre…
Salut les copains
Serge Gainsbourg nærer ingen illusioner om sit ydre. ‘Grim’ er ordet han bruger til at beskrive sit udseende. Den slags negative tanker kan hans samtidige popsangerkonkurrent i Paris, Jacques Dutronc, umuligt have om sig selv. For Dutronc ligner i slutningen af 60’erne en rigtig stjerne og har ovenikøbet et let, vindende væsen, der ligefrem stråler af selvværd. Det i en grad så selv yéyé-dronning Françoise Hardy på det tidspunkt er faldet hovedkuls for og siden skal blive gift med ham. Jacques Dutronc’s tidlige popsucces er gjort af små uafrystelige bagateller af lige dele selvsikker charme og sweet nothing. Smart skrevet, ubesværet leveret, flirtet over målstregen. Her er han på tysk sorthvid-TV i 1968 med ‘Le Plus Difficile’…
https://www.youtube.com/watch?v=iY2xkRs6Iys
En single-b-side på 1:15…
Bruce Springsteen & The E Street Band har travlt på b-siden af ‘Hungry Heart’-singlen i 1980. På 85 hæsblæsende sekunder når de at komme fra start til mål i ‘Held Up Without A Gun’, det gennem et brølende musikalsk landskab, man sværger at kunne genkende fra bandets helt samtidige ‘You Can Look (But You Better Not Touch)’. Single-b-side-mediet synes skabt til uforpligtende eksplosioner som denne…
French disco
Serge Gainsbourg ser ensom ud i det blinkende lys herunder, uden nogen stærk drink i hånden at støtte sig til. Året er 1978, Gainsbourg er 50 og national superstjerne i Frankrig, allerede med en lang karriere bag sig, først i franske chansons, derefter spredende sig ud over jazz, pop, grandprix-schlagere, rocknroll-beat, samt ikke mindst tidsudfordrende film- og konceptmusik af høj eksperimenterende som orkestreret karat. Gainsbourg’s talent i de år er, at gøre hvilkensomhelst genre eller stilistisk afkrog han bevæger sig i til sin helt egen legeplads. I slut-70’erne skyder den Gauloises-storrygende komponist og sanger således stadig på alt hvad der rører sig, hvilket naturligvis bringer ham forbi disco. A-siden på denne single er typisk moderne Gainsbourg, altså en på overfladen lynproduceret throwaway-discopop, et stykke bad taste, som alligevel har det lokkende twist af noget andet, særligt, vemodigt og større, man får lyst til mere. Nej, Leonard Cohen’s ti år yngre album I’m Your Man var ikke første gang, en æstetisk forfinet mand krystalliserede sine sange ud gennem stiv rytme og billigt lydende keyboards. Men selve videoen her, den er altså intet mindre end ubetalelig…
Songs of Love and Hate
I en artikel hos webmagasinet Aeon skriver forskerne Alberto Acerbi og Charlotte Brand om deres analyse af sangtekster i engelsksproget popmusik fra hitlisterne fra 1960’erne og frem. Acerbi og Brand klassificerede ord alt efter om de gav udtryk for negative eller positive følelser. Deres analyse (sædvanlig lineær regression) viser at der i vore dages hits er flere negative ord end for 50 år siden.
Og ordet “love” blev stort set halveret i løbet af 50 år fra omkring 400 til 200 forekomster, hvorimod ordet “hate” som indtil 1990’erne stort set ikke forekom i sange i top 100, nu dukker op mellem med mellem 20 og 30 forekomster om året i sange, der ligger i top 100.
Men hvorfor er det blevet sådan? Forskerne har flere forklaringsmodeller, som de nu vil undersøge. De skriver
The rise of negative lyrics in popular English-language songs is a fascinating phenomenon, and we showed that this can be due to a widespread preference for negative content plus some other, yet to be discovered, causes. Given this preference, what we need to explain is why pop-song lyrics before the 1980s were more positive than today. It could be that a more centralised record industry had more control on the songs that were produced and sold. A similar effect could have been brought about by the diffusion of more personalised distribution channels (from blank cassette tapes to Spotify’s ‘Made For You’ algorithmic tailoring). And other, broader, societal changes could have contributed to make it more acceptable, or even rewarded, to explicitly express negative feelings.
Fra Why are pop songs getting sadder than they used to be? (https://aeon.co/ideas/why-are-pop-songs-getting-sadder-than-they-used-to-be)
Når det længes på jorden
Debutalbummet lå endnu halvanden måned ude i vinterenes fremtid, så indtil videre var dette første og eneste livstegn. Husker talentet straks syntes bemærkelsesværdigt, men også at klassen endnu ikke strålede så klart og færdigudviklet, at dette først så forsigtige band selvskrevet skulle blive et af de helt store svenske. Men sådan kom det heldigvis være. Det var i går 25 år siden Eskiltuna’s Kent udsendte debutsinglen ‘När Det Blåser På Månen’. Det markeres netop nu hinsidan med en limiteret vinyludgivelse af singlen gennem nogle få unavngivne – ja, pokkers! – pladebutikker…
Here he comes…
Så meget for nattens slapstick-teaser. Her til morgen er selve singlen så blevet sluppet; The Walkmen-forsangeren Hamilton Leithauser’s første nye sang siden oktober 2017…
Felice Brothers rykket
Attenzione!!! The Felice Brothers, det ukuelige americana royal-band fra Catskill Mountains, New York, ja, dem med de så lysende sangord og sært Dylan-kolliderer-med-The Pogues-råpoetiske sange, var sat til københavnsk show lørdag aften i Lille Vega. Men grundet branden der i sidste uge er koncerten nu istedet mandag i Pumpehuset. Her en sang fra forrige album, optaget på den aktuelle europæiske tour forleden i nordirske Belfast…
Velkommen til New Order
En sortklædt undergrund tror Joy Division er færdige efter Ian Curtis’ død i maj 1980, at der ikke vil komme mere sjælerensende musik fra bandet eller dets resterende medlemmer. Men i starten af 1981 udsender Manchester’s Factory Records så debutsinglen med New Order, de tre overlevendes (+ det nye medlem Gillian Gilbert) videre musikalske fremfærd. B-siden ‘In A Lonely Place’ er et isnende synth-mausoleum, der i stemning og tilbageholdt åndedræt står positivt beslægtet med Closer-støttepiller som ‘The Eternal’ og ‘Decades’. A-siden ‘Ceremony’ åbner derimod døren ud til i morgen med rastløs energi og en guitarist, der med lukkede øjne kan synge så det betyder alverden…
Swastikelica
I den gængse opfattelse af Bobby Gillespie’s Primal Scream topper det så lydhøre band på neo-psykedeliske (!) og tidsdefinerende Screamadelica, udsendt på tidens bølgelængde i 1993, hvor hele England øjensynligt tripper på ecstacy og Madchester-raves. Men her på siden ligger bandets absolutte guld senere i den moderne tidsregning, nemlig på Vanishing Point (1997) og XTRMNTR (2000), hvor Primal Scream i jagten på sjæl og fremtid drager frygtløst ud i rockmusikkens mere ufremkommelige grænseområder, det med stor kreativ succes. Sidstnævnte album så verdens lys for 20 år siden i fredags, og som markering af det runde hjrøne HD-udsendes lige nu nogle af dets oprindelige promoklip. Her den nyrestaurerede video af ‘Swastika Eyes’, som netop er blevet lagt op i dag…
Han er ikke din hund
Ian Dury’s søn, den så langt mere kyniske Baxter Dury, fortsætter i vanlig nøgternt underspillet stil på sin nye single, forløber for albummet The Night Chancers, der udsendes 20. marts…
Top of the pops
Hvis Lewis Capaldi’s klichekæntrende tåreperser ‘Before You Go’ havde ligget nummer 1 på den engelske hitliste for 48 år siden, og ‘Telegram Sam’, T. Rex’ forunderligt twistede eventyr af et throwaway-popnummer, havde ligget der i dag, kunne man tale om jordskredsfremskridt for menneskeheden som sådan. Desværre forholder det sig lige omvendt.
Dagens 30-års…
Noget af en single Depeche Mode udsendte 5. februar 1990, som 2. forløber (‘Personal Jesus’ havde været den første) til albummet Violator. Sangen skulle vise sig mere langtidsholdbar end de tårne, DM her fremfører den fra toppen af…
Lose, lost, fortabt
Lyden af 0’ernes unge Melbourne er sulten…
Dagens polaroid
Iggy Pop er altid aktuel, her med en t-shirt der hædrer dagens afdøde tjekkoslovak, musiker, komponist, producer og filminstruktør Ivan Kral. Og nu det her:
