I dag fylder Paul Westerberg 60. Tak fra os for alle de gode sange fra solotiden og fra årene med The Replacements.
(Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil sætte mig ned og skrive et brev til ham, og i 2020 skal det være.)
Her på årets sidste nat sendes i TV science fiction-filmen Rollerball fra 1975. Da Under En Sort Sol, Sods’ andet album, udkom i 1980 var der pludselig sidst på side 1 en Ortved/Peter Peter-tour de force netop ved navn ‘Roller Ball’. Sods/Sort Sol har altid kunnet deres kunstreferencer, så nummerets titel må formodes at være inspireret af den Norman Jewison-film, det bedømt herfra dog klart overklasser…
The Cure’s Robert Smith spiller den svajende elektriske guitar på Nocturne, livealbummet fra Royal Albert Hall i London, hvor Siouxsie and the Banshees i efteråret 1983, på toppen af bandets popularitet, viser hvor dragende majestætisk postpunk også kan lyde. Da dbl-albummet udkom 25. november 1983 købte jeg det aldrig. Pengene var få, og livealbums også dengang som oftest uessentielle. Måske det var en fejl, som der isåfald er rettet op på nu i dag med et velholdt engelsk førstetryk. Her startnummeret fra showet, 1980-singlen ‘Israel’, som Banshees går på med efter deres intromusik fra Stravinsky’s Forårsofferet…
Det er på høje tid med noget country, inden året rinder ud. Her er Karen and The Sorrows, som jeg først blev opmærksom på i år. De er ikke dårlige.
Kun fra Tyskland? Året går på hæld med en typisk krads, iskold men effektiv ny stemningsvideo til ‘Ach So Gern’, Rammstein-forsanger Till Lindemann’s aktuelle schlager…
Pladeselskabet 4AD’s in-house artdesigner Vaughan Oliver døde i dag i England, 62 år gammel. Gennem 80/90’erne var det ham, der – helt som Peter Saville på Factory i Manchester – gennem sin stilsikre men udfordrende coverart for samtlige bands på 4AD lagde en distinkt samlende kunstnerisk linie, så der aldrig var nogen tvivl omkring, at det altså var 4AD-udgivelser man kiggede på. Her tre håndfulde af hans klassiske omslag, hvor det grafiske altid spiller en stor rolle…
Man kan nu se og opleve hele koncerten med Nick Cave & The Bad Seeds på YouTube.
Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.
Her fem år tidligere i karrieren for The Triffids, Vestaustraliens vel bedste band ever. Live gives en anderledes underspillet men også virkelig gangbar version af Elvis-klassikeren…
28 december 1978: The Clash slutter efterårets Sort It Out-tour af med to shows mellem jul og nytår i London’s Lyceum Theatre. Ved det første af dem optages denne version af Sonny Curtis’ ‘I Fought The Law’…
Det er december 1978. David Bowie befinder sig i Japan på sin Isolar II – The 1978 World Tour og interviewes her – via tolk – af Hiroshi Sekiguchi til programmet Star Sen Ichi Ya…
Elvis Presley’s besjælede sange passer smukt til denne tid på året. Så her er det australske The Triffids, som på en gemt single-b-side giver en mere end bare almindelig kompetent version af ‘Can’t Help Falling In Love’. Se, det er nemlig ikke nemt at synge Elvis uden til sammenligning med Kongen at lyde meget mat, men Perth-bandets karismatiske omdrejningspunkt, nu afdøde David McComb, klarer her udfordringen med dramatisk bravour, mens resten af The Triffids bakker ham op som en stolt hjemmebanesejr en onsdagaften under projektørernes lys…
Love Shop
Amager Bio, kl. 21.00
Vi ser frem!
Shane MacGowan har timet det godt med at tiltrække sig opmærksomhed denne sene tid af året. Hele december synger det meste af den vestlige verden med på ‘Fairytale Of New York’, hans og The Pogues måske bedste julesang nogensinde. Og 1. juledag kan Shane derefter blive fejret for sin fødselsdag. Han bliver 62 i år, et mirakel ingen vel havde set komme, for den dedikation han har drukket sit helbred og sangskrivertalent i grøften med, er det kun de færreste der overlever så længe. Det er dog svært som musikelsker at være moralsk fordømmende omkring det gennemalkoholiserede her, for uden sine så ødelæggende dæmoner havde MacGowan jo næppe skrevet The Pogues’ sange af drømme, knuste håb og forgængeligehed med så stor rå-poetisk kraft og sanselig klarhed. Her er Shane MacGowan i regnen i London’s seedy Soho i det årti, hvor han skrev samtlige de mægtige stykker, som udelukkende er grunden til, MacGowan stadig bliver husket og fejret i dag, hvor han sørgeligt nok ikke længere er istand til hverken at skrive eller synge dem.