Stuttgart’s Die Nerven, Tysklands i disse års mest spændende rockband, indledte i aftes på Gruenspan i Hamburg en kort tour på fem shows, en slags abschied vel, inden den længere Die Nerven-pause, der forhåbentlig skal ses som tegn om nyt på vej med All Diese Gewalt, guitarist/sanger Max Rieger’s andet og ikke mindre interessante projekt. Et nummer fra Die Nerven’s seneste album Fake (2018) som warm-up op til den udsolgte Lido-koncert her i Berlin i aften…
Årets bedste…
Politikens Erik Jensen kårer sine ti albumfavoritter fra i år. Øverst på hans liste får Brænder Boksen Med Smukke Ting følgende ord med på vejen:
“Vemod, afsked og afsavn kan være smukke størrelser, især omsat i musik, hvor stemningen er til for at øre på. Hos Love Shop emmede musikken og Jens Unmack tekster i en dybt poetisk cut up-stil i år mest af savn efter alt det og alle de, vi der er kommet i en vis alder, har mistet. Ikke mindst (dele af) os selv. Personligt, nøgent og nøgternt som aldrig før. Men død og afsavn bliver hos Love Shop ofte til det, man vokser videre af og som bandet selv konstaterer i en af albummets smukke perler: At leve er at dø med stil. At reducere dette mesterlige album til et ekko af postpunk er at gøre det sørgeligt til skamme. For det er måske det mest melodisk flotteste album om voksenlivets udfordringer, tomrummet mellem nødvendighed og død med skabelsen, kreativiteten, musikken som det brændstof, der får boksen med de smukke ting til at futte af, nogensinde hørt på dansk. At spille er at leve med stil, når man gør det så overbevisende elegant som Love Shop, hvilket band, hvilken sangskriver, hvilket album.”
Læs om samtlige Erik Jensens ti favoritter lige her.
London Calling-video opgraderet
Har tidligere her bragt videokunstneren Nacho’s restaurerede værker med både David Bowie og Echo and the Bunnymen. Nu har han også kastet sig over The Clash, hvis ‘London Calling’-video i går blev lagt op i hans optimerede version, med lovning om mere The Clash på vej snart. Her Nacho’s detaljerede kommentarer til den ‘nye’ video, som demonstration for med hvilken ihærdighed, entusiasme og kærlighed til den ypperste kvalitet, han arbejder…
Now Get This
It is impossible to say what the greatest Clash song is. Checking my own Clash favorites playlist, I could maybe narrow it down to 10 songs. Certainly London Calling would be in that Top 10. In ’78 & ’79 I had a few chart “Punk” singles – Undertones, Buzzcocks, Gen X & I think Tommy Gun & Cost of Living EP by The Clash. But it was with London Calling that I began to really get into them. I was not alone. By January 1980 the single was No. 11 in the UK charts, the band’s biggest hit thus far. DJ Annie Nightingale had made a bet with Joe Strummer that London Calling would make the UK Top 10 without them appearing on Top of the Pops, the stake being a Cadillac. When the record peaked at number 11, Nightingale was saved by a listener who donated a Cadillac. The band subsequently auctioned it to raise funds for the recession hit steel town of Corby.
Live By the River
I remember seeing the London Calling video, and being mighty impressed by the swagger of the band, apparently oblivious to the dark London night & lashing winter rain.
The promo was directed by British film maker, DJ & musician, Don Letts. Letts had already directed several Clash music videos, as far back as White Riot in 1977. Later, in 1984 he co-founded Big Audio Dynamite with Clash guitarist Mick Jones. In 1990 Letts directed the documentary, The Clash: Westway to the World.
London Calling was shot at the beginning of December 1979. The video shows the band playing the song on a barge moored next to Albert Bridge on the south side of the River Thames. It was a cold and rainy night, which probably made for a very unpleasant shoot, but suits the apocalyptic lyrics of a drowned London.
Wheat Grown Thin
The video legacy of The Clash, like many other great artists, is not being given proper love & respect. Old fans, new fans and musical historians alike rely on the videos in circulation to remember, understand & enjoy facets of an artist, that listening to the music alone cannot provide.
Leading the pushback against the seeming indifference of many artists / their estates / management / labels etc. is Neil Young, with his magnificent & ever expanding online treasure trove, Neil Young Archives. Meanwhile the material online of many other important artists is in appalling quality. Or worse; festering in an archive unseen and sometimes even undigitized from the original celluloid, and therefore deteriorating year by year.
The Clash are a case in point. The “official” sources of the London Calling promo [Clash YouTube channel, Essential Clash DVD, iTunes store downloads etc.] are a mess. The various versions available are obviously not mastered from first generation sources, and are in low definition. Most of them are running at about 3 or 4% too slow. The audio quality of them is bad, presumably from the original 40-year old soundtrack. At least the YouTube version is complete, featuring the Big Ben scene at the beginning & the shot of the Thames in the fade-out. Whereas the versions on the Essential DVD & other sources, omit the intro and just after Topper Headon’s last cymbal crash, before the song has even finished its fade-out, whilst Strummer is still “alike alike alike-ing” the video just abruptly ends.
Won’t You Give Me a Smile?
And so, collecting together and combining all the video sources I could find, and dubbing in the excellent 2013 Sound System Box Set remaster of London Calling, I have tried to create an improvement on what’s currently out there. It’s far from perfect, but it’s better than anything else I’ve seen in circulation.
This is the first of several Clash video restorations I have in mind.
Hope you dig it!
With thanks to my three Clash mates, Adam, Pete & Richard for providing invaluable info, some of which I quote almost verbatim.
Credits
Video Source:
The Clash • London Calling • Original promo video • Directed by Donn Letts • Shot in London, December 1979
Audio Source:
The Clash • London Calling • 2013 Sound System Remaster • Recorded at Wessex Studios, London • August, September, November 1979 • Released December 7, 1979
Musicians:
Joe Strummer • Lead vocals, rhythm guitar
Mick Jones • Lead guitar, backing vocals
Paul Simonon • Bass, backing vocals
Topper Headon • Drums
Guy Stevens • Production
Søndag med Tom Waits
Regnen sejler gråt denne søndag i København og hindrer dagslyset i at trænge igennem, hvilket gør den helt rigtige ramme til en vemodig evergreen med Tom Waits, weekendens 70-års-fødselar. Californiske Waits boede i 1980’erne i New York City sammen med sin kæreste og faste samarbejdspartner Kathleen Brennan, hvilket man nemt bilder sig ind ligger hørbart i musikkens dna på en sang som ‘Yesterday Is Here’ fra Frank’s Wild Years (1987). Tillykke til Tom Waits, hvis eksotiske eventyr i København med folkduoen Lasse og Mathilde vi må tage på et andet tidspunkt…
Dagens 40-års…
…London calling, yes, I was there, too
And you know what they said? Well, some of it was true…
Second hand soul
Specielt med brugte plader i Liverpool’s second hand-butikker. Uanset hvor uspolerede og umiddelbart good-to-go de ser ud, skratter de som regel oftest betydeligt mere end noget vinyl købt andre steder i Nordeuropa. En nogenlunde undtagelse fra den regel dog fredagens bedste pladekøb på Merseyside, en smuk rocksteady-7’er fra 1968, forholdsvis ubeskrevne Jenette Simpson’s version af det klassiske soulhit ‘Whatcha Gonna Do About It’…
Aftener i Liverpool
Var på The Kop i aftes og for første gang opleve et Merseyside Derby på Anfield. Vild stemning og uforglemmelige momenter af stor skønhed i LFC’s 5-2-sejr. Her en lokal mand der formodentlig hænger med hovedet i dag, Everton-tilhænger Bill Ryder-Jones…
A promise
The Bunnymen lader op til aftenens Merseyside Derby fra belgisk TV i 1981, dengang Liverpool FC også havde et stort hold kørende i fodbold. Lokalopgør er noget for sig selv, kan undsige sig alle regler for aktuel form og normal logik. Det bliver nervepirrende…
Liverpool – Everton, onsdag, 20.15 local time, Anfield
Miraklet i De Pijp
Sidste onsdag løb denne side ind i en af den slags vinyloplevelser, enhver pladesamlers drømme er gjort af. I Amsterdam-kvarteret De Pijp ligger second hand-butikken record Mania. På den regnøsende onsdag, hvor jeg kom derind, havde ejeren på disken stående to meterlange singletrækasser, som han var igang med at undersøge. Adspurgt fortalte han, det var en ny samling, en kvinde netop havde bragt ind for at afhænde. Den slags er der intet opsigtsvækkende i, for så mange sælger usentimentalt deres musikalske historie. Som oftest (= altid) bærer brugte plader naturligvis konkret præg af slitage, liv og tidernes gang, men da disse to kasser på disken blev vendt om, stod det straks klart, at denne samling var noget ganske andet.
For i samlingen, hvor der udelukkende gemte sig originale 7-tommere fra 1979-81, bestående af den tids ypperste britiske nye musik, var standen på disse vel +2-300 titler ikke blot opsigtsvækkende god. Nej, singlerne fremstod uden undtagelse som kom de netop fra fabrikken, så uspillede, helt ukrøllede i cover, shiny nye var de. Virkelig en sjælden glæde at stå med hænderne i en gylden tidslomme så perfekt bevaret, men uforklarligt aldrig nogensinde brugt. Mange af de uangribeligt velholdte singler stod endda med dubletter. Og mit udbytte? Havde i forvejen alt det essentielt ønskværdige som fandtes, så købte blot denne fine 7’er med Siouxsie and the Banshees, ikke mindst for at få et konkret stykke med hjem af dette uspolerede stykke hollandske paradis. Det gjorde ondt at forlade record Mania og gå ud i De Pijp’s mørke regnspejlende gader igen.
Bunnymen på toppen
Mens der måske ventes på videotroldmanden Nacho’s ‘nye’ klip af David Bowie’s ‘Stay’, som udsendes i morgen, her hans fund fra forleden, en 1981-optagelse på hollandsk TV med Echo and the Bunnymen, som fra toppen af karrierens yndefulde styrke filmer en strålende playback-version af ‘Show Of Strength’. I en bedre, mere retfærdig verden var det disse naturlige stjerner fra Liverpool, som var løbet med den berømmelse og alt det guld, der istedet tilfaldt langt mere endimensionelle U2…
Intromusik
Vi starter denne nye uge soft. Sidst vi så The National spille show – det var deres slet ikke vellykkede aften i Forum på forrige album – gik de på scenen til en dødelig skarp kombi af The War On Drugs’ ‘Brothers’ og Sharon Van Etten’s ‘Magic Chords’. Fredag aften i Royal Arena – en til sammenligning så klart bedre The National-koncert – var den tour de force-skarpe indie-intro skiftet ud med dette gamle Willie Nelson-nummer…
The Clash til en søndag
Endte i en dum Facebook-udveksling med en træt hippie, der pissede på The Clash og begrundede sin ringeagt for The Only Band That Matters med at kalde deres mastodont-værk Sandinista! (1980) for ‘ujævn’. En misforstået kritik, for naturligvis er netop Sandinista! ujævn. Ujævn som et sprøjtende maleri af Pollock, som Kerouac’s uredigerede On The Road-skriftrulle, som de skæve toner i den unge Dylan’s sang, ja, som livet. Her er så fint sansende og sørgmodige ‘The Call Up’, 3dbl-albummets første single, der udkom i disse kolde dage, hvor november bliver til december, i 1980…
Soft Tull?
Eller Jethro Cell? Musikken er en utro skøge, der indgår uventede alliancer, end ikke ens værste frygt havde fantasi til at forestille sig. Tag nu denne nye single med Soft Cell’s Marc Almond, hvor en af punkens musikalske fjendebilleder, progrockgruppen Jethro Tull’s fløjtespillende Ian Anderson, er hentet ind som trækplaster og lydidentitet. Den slags er allerede på papiret bare……forkert. Og bedre bliver det ikke som sangens højlandsstemte musik åbenbarer sig med trillende alfefløjte og en lilletrommelyd så kønsløst styg, man tror det er løgn. Det er det desværre ikke. Soft Cell’s så fine eftermæle bøjer hovedet i skam…
Musikbranchen og klimakrisen
I denne uge kan man i Nature læse en artikel af syv ledende klimaforskere, der meget direkte siger, at det er sidste udkald for menneskeheden lige nu. Vi er nødt til at gøre en hel masse helt anderledes, hvis vi skal undgå katastrofale ændringer af vores livsbetingelser.
Det betyder også noget for musikkens verden. Vi ved nemlig kun alt for godt, at store koncertbegivenheder også er en stor miljøbelastning. Det gælder ikke mindst de store festivaler, hvor mange musiknavne kommer fra viden om og et stort publikum kommer rejsende fra nær og sommetider også fjern for at være med.
Tidligere i år skrev mere end 200 store musiknavne (fra Radiohead til Robyn) under på initiativet Music Declares Emergency, som Fay Wilson fra The Savages står bag.
Robert del Naja fra Massive Attack skriver nu i The Guardian, at gruppen har planer at lade Tyndall Centre for Climate Change Research undersøge de tre områder, der især skaber CO2-udledning i turnésammenhæng: transport af musikere og udstyr, transport af publikum og selve koncertstedet. Resultaterne af analysen vil de dele med andre turnerede kunstnere, agenter og festivalarrangører med det mål at få reduceret udledningerne så hurtigt og så meget som muligt.
Jeg har også for nylig kunnet læse, at Coldplay vil helt holde op med at turnere for at fjerne denne miljøbelastning. Det er beundringsværdigt, også fordi jeg synes at Coldplay i forvejen er så kedelige – undskyld til alle Coldplay-fans derude.
Hele den store omlægning er en udfordring for musikbranchen af flere grunde. En af dem er selvfølgelig, at store forandringer er svære og at mange af os vil være tilbøjelige til instinktivt at stritte imod – vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. En anden er, at vi i det seneste årti har set et skift væk fra køb af indspillet musik i fysisk form. Mange musikere har set turnévirksomhed med salg af billetter, merchandise mm. som en nødvendig erstatning for det faldende salg af plader mm. Men nu går det så formodentlig heller ikke mere. Der skal igen ske et skift i forretningsmodellen for musik, nu væk fra verdensturneerne og de enorme musikbegivenheder.
Del Naja skriver
Given the current polarised social atmosphere, uplifting and unifying cultural events are arguably more important now than ever, and no one would want to see them postponed or even cancelled. The challenge therefore is to avoid more pledges, promises and greenwashing headlines and instead embrace seismic change.
Standardargumentet imod forandringer er naturligvis, at musikbranchen bidrager mindre til klimaforandringerne end så meget andet. Men det gælder enhver menneskelig aktivitet, at summen af de andre aktiviteter altid bidrager mere. Så det er desværre ikke andet end en sovepude.