En mand og en lettere ustemt guitar. Mere skal der nogle gange ikke til. Her er det en af sidens favoritter, West Kirby’s Everton-tilhænger Bill Ryder-Jones, der sopper rundt ved en kyst, mens han giver en henkastet version af afslutningsnummeret ‘Seabirds’ fra mesterpladen West Kirby County Primary (2015). Ikke en promo for noget såvidt vides, bare musik…

På kun ni år – fra Hunky Dory i december 1971 til Scary Monsters på dags dato i 1980 – udsendte David Bowie intet mindre end ti skelsættende albums, der hver og et flyttede grænser for, hvor rockmusik stod og hvad den kunne løfte. En enestående bedrift. Og det er så endda fraregnet coverfrikvarteret Pin Ups (1973) samt de to livealbums i 1974 og 1978. Scary Monsters udkom da jeg var 16, et perfekt soundtrack til den alder, som ikke bare passede ind i tidens post punk-ånds nye sprog, men også informerede om andre hidtil ukendte værdier og ting, som vel kun en ældre slags storebror fra en anden og mere sofistikeret voksen verden kan gøre det. En sådan en var David Bowie. Tak som fanden til ham for fremtiden, og tillykke til Scary Monsters med fødselsdagen – evig ungdom!

Når fokus falder på rockmusik fra den skotske hovedstad Edinburgh, overskygger Postcard-bandet Josef K – og deres lykkeligt monokrome debutalbum The Only Fun in Town – hurtigt alt andet. Hvilket er synd, ikke mindst for post punk-bandet Scars, der ligesom Josef K kun nåede at få udsendt et enkelt album i 1981 inden opløsningen også tog dem. Særegent dramatiske og dramatisk melodiøse Author! Author! (1981) gav aldrig Scars et gennembrud, men er så langt bedre end den historieløse oversethed, der ikke helt sjældent ser det stå farvestrålende men uønsket i brugtpladebutikkernes kasser.

‘LPs are not the place for pop music, yet The Scars have created something worth consuming and contemplating. It’s only one of two long players released this year on pop labels that I’d seriously suggest you pay up and pay attention to. Ten songs of first class fashion and post-adolescent passion. The Scars will be stars: they’re the new craze. The stage is theirs. Applause! Applause!”, skrev NME’s musikalske chefideolog og samtidsdirigent Paul Morley i sin anmeldelse i april 1981, kun to måneder før bysbørnene Josef K debuterede storslået men ligeledes floppede kommercielt. Her synger påtrængende Scars på albummets åbningssang om efterår…

‘American Darkness’ er den formodentlig sigende titel på en af sangene fra Birth of Violence, noir-sangerinden Chelsea Wolfe’s nye album, der udsendes nu på fredag. Forløbersinglen ‘Deranged For Rock & Roll’ lyder lovende for hvem der finder, at smagen af efterår på vej komplementeres af salt og eddike…

Måske den er lidt for lang, en sygdom mange plader i årene, hvor CD-mediet pludselig gav lokkende frihed til tidsmæssigt at brede sig ud, lider under. Alligevel står R.E.M.-albummet New Adventures in Hi-Fi her som et af bandets absolutte hovedværker, med sin spraglet lyriske og råudhuggede musik, der i den grad nyder godt af den friske luft, Stipe & co havde fået i lungerne gennem arbejdet med forgænger-lussingen Monster (1994). I dag er det 23 år siden udgivelsen af bandets sidste plade med trommeslager Bill Berry’s (som det siden skulle vise sig) vildt vigtige kreative tilstedeværelse. Den kunstneriske bjergtinde var nået, herfra skulle det mest gå ned ad bakke.

I de mange år mens Sonic Youth eksisterede, når man ramte de øjeblikke, der ikke kunne mere hitlistepåtænkt, konventionel, uforpligtende MTV-rockmusik, var New York-bandets selvbyggede tårn af dissonans, no bullshit-voksenalvor og udfordrende larm et lindrende tilflugtssted. Her er så Sonic Youth’s Kim Gordon’s nye single. Isoleret set et impulsivt eksperiment mere end en afstukket kurs. Men samtidig befriende med en musik, der stiller spørgsmål gennem det uortodokse, det støjende, det grimme, samt overordnet, at Gordon og hendes artsfæller er der som modvægt til alt det, vi dag og nat bombarderes med til hudløshed…

Echo & The Bunnymen’s Ian McCulloch: ‘This song, more than any other, made me want to “jump up on stage”. Pure Atmosphere.’

Av, umiddelbart en slem skuffelse, så uinspireret og uvant halvhjertet Iggy Pop fremstår i sit nye albums diffuse landskab af numre, han tydeligvis ikke selv har halvt så meget andel eller engagement i som pladens gennemgående freestyle-trompetist. Man sidder med tanken, at Post Pop Depression var det perfekte punktum, der slap væk. Et lindrende øjebliks mål og mening gives dog i ‘Love’s Missing’…