Nej, ikke Free, Iggy Pop’s umiddelbart for ufokuserede og ærgelige autopilot-jamsession, men derimod BBC og Korova Record’s dbl-album-udgivelse af Echo & The Bunnymen’s BBC-sessions fra 1979 til 1983, indspillet til John Peel’s radioprogram. Bunnymen var i netop de år flyvende og indspillede oftest de sange, der senere kom på deres albums, i afsøgende råskitser i BBC-studiet nede i Maida Vale, London. På den vis byder den i dag udsendte The John Peel Sessions 1979-1983 ikke blot på essentiel, råskåret Bunnymen-musik, men også på et utilsløret blik ind i Liverpool-bandets arbejdsrum. Fra den spirende start, med lydtætte sange holdt stift sammen af rytmeboksen Echo, til det fuldt udvoksede bands Ocean Rain-demoer, hvor senere periodeklassikere som ‘The Killing Moon’ og titelnummeret inspireret leder efter deres endelige form. Det er ofte rigtig godt, det er hele tiden interessant.
Det er gået lidt hen over dette hoved, at Pulp’s evigtkarismatiske Jarvis Cocker i maj måned udsendte en sang med sit nye band. Bandets navn er Jarv Is og noget må de kunne med ham, for med et lyder Jarvis – der lige siden Pulp’s break up i sin musik har fremstået så træt, ja, nærmest udmattet – levende, lettere besat og upfront igen, præcis som han er bedst. ‘Must I Evolve’ udsendes i dag som 12-inch-single…
Og det sker i disse dage, at der udgår en befaling fra Hellig 3 Konger om at holde folketælling i hele Hovedstaden. De tre københavneraftener på den kommende LS-efterårstour er allerede på forhånd udsolgt, så nu spørges der bredt efter mere. Os derfor en glæde at kunne meddele, Love Shop d. 26. december spiller i Amager Bio. Billetter sættes til salg i morgen. Vi ser frem!
Det er i 11. time lykkedes at komme omkring Fyn på den snartkommende efterårstour. Lørdag d. 19. oktober spiller Love Shop på Harders i Svendborg. Vi ser frem!
Denne tirsdag en markering af bloggen her, da dette er intet mindre end dens indlæg nummer 11.000. Rundingen af dette hjørne rejser igen en tanke, om det måske ikke vil kunne være forfriskende at forrykke balance, bryde kurs og lægge siden ned. Enten for en tid, eller bare som sådan. Det er blevet en vane at poste her, som det bliver en vane at have hund, som det engang var en vane ikke at have en blog. Årstider kommer og går, nye plader, bands, koncerter, markeringer, festivaller, LS-begivenheder, fødselsdage, fodboldkampe, sammenfattende årsopgørelser; alt sammen meget fint, men der indfinder sig også en gentagelsens tryghed, som ikke nødvendigvis er det bedste brændstof fremad. Og 11.000 indlæg lyder bare skræmmende. Tillykke dog med dem, blog!
Ovenpå en mesterlige toer, Dog Man Star (1994), ligger Suede’s fremtid i noget der ligner ruiner. Guitar-es Bernard Butler har dømt sig selv ude, og stor er tvivlen på at den nye afløser, teenage-fundet Richard Oakes, tilnærmelsesvis vil kunne fylde hans så personligt elegante musical director-sko i bandet ud. Så stor er overraskelsen 2. september 1996 da Coming Up udsendes. Dog Man Star‘s forslåede taberlandskab af kulsort glitterrock forsøges ikke genskabt, istedet er det en speedstrømlinet (brit)rock, der på melodisk helium-sangbare omkvæd og vital lyrisk swagger løfter Suede ind i fremtiden, som langt mere end ekko af de løfter der brast med Brett Anderson og Bernard Butler’s skilsmisse. Coming Up er en pragtfuld genfødsel.
Der var engang et engelsk band, der hed The Blue Aeroplanes. Jeg så dem på Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, hvor de udgjorde opvarmning for selveste R.E.M. Det var dengang, hvor Berry, Buck, Mills og Stipe stadig ikke var et større navn, end de snildt kunne give koncert i et stort teater.
The Blue Aeroplanes havde en vokalist, Gerard Langley, der ofte mere talte end sang (hvem sagde Lou Reed?) og et polsk medlem, Wojtek Dmochowski, der hverken spillede eller sang, men derimod lavede en slags fortolkende dans til koncerterne. Var det godt? Jeg ved det ikke rigtig, men det var i al fald specielt, og jeg lagde da mærke til dem.
Ringende guitarer, bevægende prikker af lys på nattehimlen, tid og rum til undrende eftertænksomhed. Eller med andre ord: Ny digital september-single i dag fra Ukendt Under Andet Navn (AKA Henrik Olesen)…
På denne mandag, hvor en kategori-5 orkan tæsker Bahamas, en tanke til det i musikbranchen så legendariske Compass Point Studio ved Nassau, hvor de store pladeselskaber i de så ekstravagante 80’ere gerne sendte deres største stjerner ud for at indspille i sol, state of the art-hifi og luksus. Compass Point blev oprettet af Island Records’ Chris Blackwell i 1977, og var i begyndelsen mest tiltænkt hans mange reggae-artister fra Jamaica. Hurtigt spredtes rygtet dog, og i en række år var studiet blandt verdens to-tre førende, og blev benyttet til indspilninger med navne som Bob Marley, Roxy Music, AC/DC, The Rolling Stones, Dire Straits, Robert Palmer, Grace Jones, U2, etc, etc. I 2010 måtte et allerede branchekriseramt Compass Point Studios lukke endeligt, da kriminalitet på Bahamas gjorde det for usikkert for udenlandske bands/artister at opholde sig i Nassau. Her en liveopførelse af et nummer fra et af de allerbedste albums, der – grundbånd ialfald – er indspillet i Compass Point; Talking Heads’ Remain in Light (1980)…
1. september 1980 udsender de skotske euro-drømmere Simple Minds singlen ‘I Travel’, forløber for tredje-albummet Empires and Dance, og indleder dermed den kreative storhedstid, som skal kulminere to år senere med New Gold Dream (81-82-83-84). På piskerissvirpende ‘I Travel’ springer til da lidt anonyme Simple Minds med et ud som selvstændigt, toneangivende band af sin tid med bemærkelsesværdigt højt til loftet…
På dags dato i 1981 udkom Fire of Love, det vildt utæmmede debutalbum med Jeffrey Lee Pierce’s fremragende, amerikansk ørkenstøv-smagende The Gun Club, og med et var genren cowpunk født. Det komiske hashtag skulle bandet dog hurtigt få gjort irrelevant gennem en lille håndfuld uimodståeligt vedkommende plader og nogle farligt desperate liveoptrædender. Fire of Love findes med to forskellige covers. Det rigtige fra amerikanske Ruby Records er det øverste, men her har vi derimod den franske New Rose-variant, som også fortjener eksponering. En skål denne lørdag aften for salig Jeffrey Lee…
Sandelig om ikke Lana Del Rey på fredagens nye album, Norman Fucking Rockwell!, hæver sig langt over den formkrise og idemæssige indelukkethed, der syntes skinne igennem det meste af seneste udspil, Lust for Life (2017). Ikke blot er de lunkne, kommercielt orienterede gæsteoptrædender fra det album – hvor ASAP Rocky, The Weeknd, Sean Lennon og Stevie Nicks dukkede unødigt op – lagt på hylden. Nej, kursen er overordnet omlagt, nu fjernt fra gængs hitlistepop, til fordel for et mere nøgent og følsomt stemningsoverlegent set sange, der rækker fra svimmel Ultraviolence-klasse til indtrængende, indimellem nærmest soft-psykedeliske forløb. Et stort ansvar for det positive skift må kunne lægges på Del Rey’s skift af musikalsk modspil. Væk er hendes tidligere sparringspartner, musikfabrikken (!) Rick Nowels, afløst istedet af man of the moment Jack Antonoff, der de seneste år har gjort stor amerikansk karriere (ligeledes som co-songwriter og producer) for så stærkt sangprofilerede nye kvinder som Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Det skift har melodisk givet Lana Del Rey’s nye, ofte klaverbårne sange skarpere profil, samt afstedkommet en frygtløs produktion ind i det stemningsfortabende. Ja, nyd blot som eksempel de sidste 6-7 mindblowing minutter af det her følgende track, ‘Venice Bitch’, der vel næppe lyder som musik fra nogensinde før. Og albummets sangfortællinger? Denne gang lever den altid så sikre stilist Del Rey’s sangord ikke på en streng diæt af Hollywood-kitsch, men kommer nærmest konceptuelt stærke, som de personlige sansninger, reminiscenser og levende billeder af en verden på vej mod opløsning, de synes at være. Norman Fucking Rockwell! er en modig vinder.
PS – Først på vinyludgavens store cover vi her bemærker, at bakkerne på hele den californske kystlinje inde bag Lana står i frådende flammer og undergang…!
Everybody knows, Neil Young i rockmusikken er en uangribelig hellig ko, indbegrebet af autencitet, en fantastisk liveperformer, som ovenikøbet har lavet de tidsdefinerende vigtige, skarpe og smukke sange. Med andre ord, en af de helt store legender. Hans output de senere år har dog været af stærkt svingende kvalitet. Og denne nye forløbersingle fra hans kommende album med Crazy Horse vil formodentlig dele folk i to radikaliserede lejre; den første vil opleve ‘Milky Way’ som ‘ægte’ musik, fuld af sitrende elektrisk nerve og en befriende no bullshit-attitude, mens den anden derimod (ikke uden en vis sørgmodighed) vil opleve Neil Young’s kreative udløbsdato som forlængst overskredet…
Tog dags dato for et år siden op til Stockholm og oplevede Thåström’s hidtil sidste show, på den store udendørs scene i forlystelsesparken Gröna Lund, ude på Djurgården. Touren for Centralmassivet blev lukket behørigt ned med en storhedsaften, hvis setliste gik så nærmest mundvandsfremkaldende som følger…
