Lana Del Rey skriver…

Lana Del Rey skriver…


Ray Kennedy var LFC-kaptajn på Olympiastadion i München i foråret 1981, sidst Liverpool mødte FC Bayern München i en kamp der betød noget. Dengang, i en europæisk mesterholdssemi, gik Liverpool videre med 1-1 i München efter først 0-0 på Anfield. I aften synes et lignende resultat usandsynligt, da Liverpool kommer med stærkt svækket forsvar (uden VvD), samt et angreb, der sjældent går målløst fra banen. Liverpool har ikke spillet siden forrige weekends stroll henover Bournemouth. Firmino meldes tvivlsom med virus, og uden både Van Dijk og ham kan det blive vanskeligt mod de tyske mestre, der har en tradition for at smadre engelske hold ( = Arsenal) i deres CL-kvartfinaler. Det bliver nervepirrende.
Liverpool – FC Bayern München, tirsdag kl 21.00, 3+/downthelocal

Alle de mærkedage! Dags dato i 1978 udsendte The Clash sin fjerde single. ‘Clash City Rockers’ er her i en 1980-liveversion fra Springsteen’s hjemmebane på Capitol Theatre, Passaic, New Jersey…
Sods’ debutalbum Minutes to Go rundede i torsdags 40 år for sin udgivelse. Her det yderst særegne punkalbums blivende klassiker, hvis originale brug af reggae fungerer suverænt. Fattig den danske scene, der på album ikke havde haft Sods’ alvorlige musik med højt til det sorte loft, men kun aarhusianske Lost Kids’ tarvelige comedy-punk…
At blande musik til sit humør er vel ligesom at mixe cocktails. Nogle sammensætninger fungerer bare ikke, mens andre passer perfekt, og nærmest bliver en større sum end dets ingredienser tør love. Denne lørdag middag har budt på et overraskende perfekt 1-2-stød her; The Gun Club’s übervitalistiske 2’er Miami (1982) afløst af ABBA’s svanesang af et mesterværk, skilsmissealbummet The Visitors (1981). Sikker på at salig Jeffrey Lee Pierce – der qua sit formandsskab af Blondie’s amerikanske fanklub må have sat pris på hjerteramt popmusik – ville være stolt af at høre sin sitrende sult i Gun Club-sang efterfulgt af Björn og Benny’s hjemsøgte længselsakkorder i nordisk mol, udlevet af deres to nyskilte ekskoner. Her ABBA’s ‘Slipping Through My Fingers’ i sin eneste liveopførsel nogensinde, på The Dick Cavett Show i 1981…

En ny video er i dag dukket op fra Roxy Music’s optræden 22. november 1973 på Top of the Pops, hvor den første Brian Eno-løse single ‘Street Life’, åbningssang på samme måneds ditto Stranded-album, præsenteres for Storbritannien…
Afdøde River Phoenix’ lillesøster Rain Phoenix har en ny sang ude, hvis relevans her først og fremmest er, at den så længe fraværende R.E.M-sanger Michael Stipe dukker op undervejs og synger med. Ikke noget banebrydende track, men bare dejligt at høre Michael gøre det igen, han gør allerbedst…
Tre hurtige punknedslag i A:
The Adverts fra London var med i den første engelske bølge, men blev aldrig et stort navn. 1977-debutsinglen ‘One Chord Wonders’ på Stiff Records er en velgørende genreklassiker…
San Francisco-bandet The Avengers er nok mest bredt kendt for, at de varmede op til Sex Pistols’ break up-koncert på Winterland i San Francisco, januar 1978.. Men den EP de nåede at udsende i 1977 på Dangerhouse inden egen opløsning to år senere, er et af de stærkeste stykker West Coast-punk, der kan opdrives. På ‘We Are The One’ demonstrerer band og sangerinde Penelope Houston topslebet skarphed inden for genren…
Tilbage i den tidlige punk’s England hed det første punk-fanzine Sniffin’ Glue. Dets redaktør var den unge Mark Perry, der, efter at have hørt The Ramones, kvittede sit job som bankassistent og lavede sit punkblad. Snart begyndte Perry istedet at satse på musik gennem bandet Alternative TV, der var scenens vel første DIY-band, med bevidst gør-det-selv-amatørisme som fundament. Den hindrede dog ikke det ukommercielle band – Perry kritiserede i skarpe vendinger The Clash for deres kontrakt med store CBS – i at udsende to albums og et par stærke singler inden opløsningen i 1979. Her er det ‘Action Time Vision’ (bandets initialer sloganificeret) fra 1978. Husker den blev spillet en hel del på Radio Luxembourg’s new wave-program lørdag aften…
På deres nye album Electric Lady Sessions, der vel bedst kan beskrives som et livepublikum uden publikum, åbner LCD Soundsystem ud med denne version af John F. Kennedy-nummeret ‘Seconds’ fra Human League’s popklassiske Dare (1981)…

David Bowie rammer på ‘Station To Station’ essensen omkring denne kamp for et slidt, skadesramt hjemmehold, der på det seneste har manglet både mål og mening: It’s too late to be late again. Det bliver nervepirrende i dag.
Liverpool – Bournemouth, lørdag kl. 16.00, Kanal 6/downthelocal
Ugen slutter med at Love Shop i dag har en ny lyrics-video afsted til den nye ‘Leve er at dø med stil’-single. Kan ikke poste den her på bloggen endnu, da det tager tid at få videos til LoveShopVEVO formelt godkendt af YouTube, men den kan istedet allerede nu ses på LS’s Facebook-side.
Istedet for – og det er ingen ringe erstatning – fortsættes så her den synthpop-kurs, som tidligere på ugen bragte forbi to – synes jeg – heftigt stærke nye numre med den amerikanske duo Boy Harsher. Her er det så canadiske TR/ST (udtales Trust) fra Ontario, der også har udsendt ny og lovende musik. ‘Gone’ er en sørgmodigt triumferende single, der positivt nærmest dufter af klassisk euro…
Et af de store før-og-efter-øjeblikke i moderne musik: New York City-bandet Television’s skelsættende debutalbum Marquee Moon blev udsendt dags dato i 1977. Her albummets store afslutningsnummer, hvor Tom Verlaine i sin solo – jaja, jeg ved godt guitarsoloer var ganz verboten i ’77, men Television og nærtbeslægtede Richard Hell & The Voidoids (hvor guitarist Robert Quine udførte lignende soniske mirakler som Verlaine og co-guitarist Richard Lloyd i Television) var undtagelsen – ophæver tyngdekraften og taler i et til da ukendt sprog…

Her sange, rækkefølge og medvirkende på det nye LS-album Brænder Boksen Med Smukke Ting, der udkommer d. 8. marts…
