Vildt at Wolverhampton-bandet Slade, der i 70’erne i Danmark sloges med Sweet om at være det mest populære udenlandske glam rock-band, startede ud med skinhead-look til en behersket beatmusik med Beatles-nedgange. Denne fredag aften vil se Liverpool FC og deres Traveling Kop rejse ned til West Midlands-byens fodboldstadion, det mytiske Molineaux, hvor LFC i 1976 i sidste runde vandt det engelske mesterskab med en 3-1-sejr over hjemmeholdet (på mål af Toschack, Ray Kennedy og Keegan). Det resultat kunne være en drøm i aften, men svært bliver det for udeholdet, hvis forrige uge var perfekt med vigtige sejre over Napoli og Manchester United (hvis portugisiske træner efterfølgende blev fyret), skal møde et formstærkt hjemmehold, der for et par uger tilbage slog selveste Chelsea på samme græs. Fredag aften i rough Wolverhampton lyder af ballade. Tror Slade vil være de første til at skrive under på det udsagn. Det bliver mere end nervepirrende.
En julesang skal virkelig være god for ikke at være dårlig, men her er en der klarer cuttet. Sidste år udsendte danske Marching Church sangen ‘Christmas On Earth’ som single på enten rød eller grøn vinyl (min er rød), og på den sang besidder Iceage-sanger Elias Rønnenfelt ikke så lidt af den storhed, som engang var Shane MacGowan’s skødesløse tag på de store tidsløst romantiske whiskey-svimle ballader. Jeg mener ikke bare den julelogiske ‘Fairytale Of New York’ her, men også ligesindede Pogues-evergreens som ‘Misty Morning, Albert Bridge’ og ‘Rainy Night In Soho’…
Har Jose Mourinho udsendt sit eksperimenterende jazzalbum?! Nej, han er såmænd ‘bare’ blev fyret i Manchester United, og derfor ser onsdagens sportssektion på The Guardian således ud. Det var ultimativt Liverpool FC der fik Mourinho ud qua søndagens rystende udspilning af hans tandløse mandskab på Anfield. Det vil de lige nu sikkert være nærmest glade for i den røde del af Manchester…
Når Håkan Hellström kan endnu er han jo uimodståelig. Tag denne Illusioner-ballade, hvis melankolske, næsten western-klassiske akkorder og så fine melodi bærer Håkan’s udsøgte samarbejdspartner Björn Olssons musikalske dna så klart. Men det er Håkan’s personlige ord og umiddelbarhed, der synger det hele hjem…
Det er ikke hver dag The Rolling Stones’ Keith Richards fylder 75, så vi må hellere markere dagen i dag med behørig musik. Året er 1965, The Rolling Stones fyrer på alle cylindre…
Dags dato i 1971 udsender David Bowie Hunky Dory, det fjerde Bowie-album, men det første hvor han for alvor springer ud som en enestående sangskriver og vokalist. Singlen fra albummet hedder ‘Changes’, en dejlig sang med kvikke klaverakkorder, men dets allerbedste sang – ser vi bort fra ‘Life On Mars?’, hele verdens oplagte, men næsten for udtrådte favorit – kunne nemt, trods sine svært gennemtrængelige sangord, være afslutningskysset ‘The Bewlay Brothers’…
Denne grå december-weekend er det to år siden Kent spillede sine sidste shows på Avskedsturnén, der kom i hus med tre aftener i Stockholms Tele2 Arena. Allersidste sang på setlisten hver aften var ‘Den Sista Sången’, her med reportage og levende billeder fra Stockholm-tæppefaldet. Når man hører denne forfinede musik står det igen tindrende klart, at tiden kun kan arbejde for en genforening af bandet. Alt andet vil være…spild.
Sport, Football, pic: 8th November 1975, Division 1, Liverpool 3, v Manchester United 1, at Anfield, Love Shop’s Jens Unmack celebrates in the goalmouth after scoring his goal.
Ingen sødere Liverpool-sejr en hel PL-sæson i England, end en på Anfield over arvefjenderne fra Manchester United og deres på Anfield så forhadte træner Jose Mourinho. Helt usædvanligt ligger LFC lige nu hele 16 point foran Man U, og er på papiret således klare favoritter før sammenstødet sent søndag eftermiddag. Men virkeligheden kører desværre ikke så planmæssigt. For Mourinho, der har fået forbløffende lidt konstruktivt ud af sin tid i United, vil simpelthen elske at stikke en kæp i Liverpool’s hjul, og er netop mand for at kunne sætte sit ellers så middelmådige hold op til en så følelsesladet og vigtig kamp. Og med en United-sejr på Anfield vil mange af dette efterårs skuffelser være Mourinho tilgivet i den røde del af Manchester, der efterhånden må være godt lede og kede af ham. Liverpool kommer med skadesramt forsvar, men med moral i top efter ugens CL-sejr og avancement over Napoli, men har faktisk ikke slået Manchester United i en Premier League-kamp på Anfield siden 2014. Det bliver så nervepirrende.
Liverpool – Manchester United, søndag kl. 17.00, 6/downthelocal
Selvom The Clash’s forsanger var Joe Strummer, tog hovedguitarist Mick Jones sangen på en hel del af Ladbroke Grove-bandets sange; ‘Lost In The Supermarket’, ‘Stay Free’, ‘Should I Stay Or Sholud I Go’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Hitsville UK’, ‘Train In Vain’, ‘I’m Not Down’, ‘Hate & War’ for blot at nævne nogle få. Bassist Paul Simonon synger kun lead-vox kun på to The Clash-sange, som han også selv har skrevet. Det her er den bedste og mest kendte af dem…
Skrev her på bloggen om førstegangsoplevelsen track-by-track ved Håkan’s nye Illusioner, da den blev udsendt i nat. Eller gjorde jeg nu også det?! For såvidt kan ses i dag på bestillingsbutikkerne i Sverige, så findes albummet med to ret så forskellige tracklists. Den jeg hørte var åbenbart streaming/CD-versionen, men vinylen er overraskende anderledes. Tjek henholdsvis streaming/CD- og vinyl-tracklist:
1. Interlude I Dina Armar 2. I Dina Armar 3. Vänta Tills Våren 4. Båda Sidor Nu 5. Tro På Livet 6. Mitt Hjärta Är Ett Jordskred 7. Nordhemsgatan Leder Rakt In i Himlen 8. I Love U Stupid 9. Gott Nytt 10. Sjung Högre
1. Tro På Livet
2. Mitt Hjärta Är Ett Jordskred
3. Båda Sidor Nu
4. Nordhemsgatan Leder Rakt In I Himlen
5. I Dina Armar
6. Vänta Tills Våren
7. I Love U Stupid
8. Gott Nytt
9. Sjung Högre
To helt forskellige albums i opbygning mod en identisk slutning bestående af de samme tre sange. Hvad idéen kan være med dette oplevelsesskizofrene stunt er mildt sagt uigennemskueligt. Men hvilken af de to albums er så egentlig bedst?!
Når Håkan Hellström’s strygere og denne fredag ikke længere kan med hinanden, så husk lige i aften at nyde The Clash’s mesterlige, nødvendighedsudstrålende, vitalt indtrængende, forunderligt velspillede og sublimt producerede London Calling, der blev udsendt dags dato i 1979. Jeg købte mit første eksemplar af albummet – en hollandsk førstepresning (uden det skjulte bonustrack ‘Train In Vain’), hvis cover efterhånden er MEGET slidt – på udgivelsesdagen i Lehmann Radio & TV i Viborg. Siden har jeg med fornøjelse købt albummet i forskellige afskygninger og formater en vel 8-10 gange, senest for et halvt år siden, hvor jeg fik fat på et yderst velholdt engelsk førstetryk med det forjættede grønne klistermærke på. Sådan har vi alle vore svagheder, håber jeg. Spil højt!
