Autoamerican

Blondie’s femte og mærkeligste album fylder 38 i dag. Pladen med den mageløse titel Autoamerican udkom 19. november 1980 efter to hektiske år, hvor Blondie’s karriere var gået amok med Parallel Lines (1978) og Eat to the Beat (1979). Fra af at have været et niche-new wave band fra New York, sad Debbie Harry & hendes band nu tungt på verdensherredømmet i moderne hitlistegangbar popmusik. Ikke mindst takket være producer Mike Chapman, hvis sans for perfektionens detalje havde givet Blondie den luksus-finish, som gjorde alting muligt på det største kommercielle plan.

Autoamerican kom på den baggrund som et besynderligt skizofrent udspil, fanget som det var af på den ene side bandets business-forpligtende mainstreamstatus, på den anden dets medlemmers langt mere sofistikerede musikalske ambitioner. Det høres allerede på det svimlende orkestralt-besatte åbningsnummer ‘Europa’, på den modernistiske art-disco-efterfølger ‘Live It Up’, som så igen afløses af et kontant stil- og tidsskift over i charleston-inspirerede ‘Here’s Looking At You’, og så fremdeles videre i slingrende kurs. Hitsinglerne fra pladen var henholdsvis et noget blodløst cover af The Paragons’ jamaicanske rocksteady-hit ‘The Tide Is High’ fra 1966, og så Debbie Harry/Chris Stein’s egen ‘Rapture ‘, hvor New York City’s da helt nye hiphop/rap-scene står som musikalsk grundstof.

Men det er ikke de to hits der står tilbage i dag, mere følelsen af et levende band, der stadig har alt for mange ambitioner – og for god smag – til at kunne begrænse sig til den forventede rolle som ukompliceret hitleverandør. Rodebutik eller ej, Autoamerican når vidt omkring, er sine steder parodien nær, men rammer også peaks, hvor popmusik bliver til kunst. Og kedelig er den aldrig. Ingen ringe bedrift af et band da med hele verden automatisk for sine fødder.

Les Enfants du Rock

Vi havde et nummer her i lørdags med den tyrkiske dark wave-celle She Past Away, hvis især guitarspil synes positivt inspireret af Robert Smith fra The Cure. Her den ægte vare, spillende playback på det franske musikprogram Les Enfants du Rock i 1986. Nummeret der gives er ‘Charlotte Sometimes’, den Cure-klassiske single, der i oktober 1981 udkom som bindeled mellem det års Faith og det kommende forårs Pornography. Man glemmer nogen gange hvor gode og selvstændinge The Cure egentlig var…

Singles going steady

Buzzcocks fra Manchester var først og fremmest et singles-band, altså allerbedst på den komprimerede og helt korte distance. Her deres sjette single, ‘Promises’, der udkom i dag for 40 år siden, som efterfølger til Buzzcocks-hittet ‘Ever Fallen In Love With Someone’…

Kasvetli Kutlama i Kreuzberg

Sidste lørdag aften i Berlin trak en Silkeborg-flok med antennerne ude denne side med på klubben Bi Nuu under Schlesisches Tor i Kreuzberg, hvor der var dark wave-aften med et islandsk, et tysk og et tyrkisk band. Aftenens stjerner, publikumsmagnet og headliner på den udsolgte klub var ubetinget den tyrkiske duo She Past Away, der med sikre greb, sequencers og elektrotrommer spillede en iskold postpunk-dødsdisco med beundringværdig stilsikker The Cure-guitar ovenpå. Sangeren er ikke optimal med sin nærmest Sisters of Mercy-gothiske brummestemme, det er hans fornemme guitarfigurer og musikken omkring dem, der er attraktionen i Bursa-duoen. Her et stærkt nummer fra 2012-debutalbummet, som skal spilles HØJT…

Store skotske excentrikere

Gud, hvor er de savnede, Dundee’s The Associates, der, anført af enfant terrible Billy Mackenzie, aldrig gik af vejen for de kreative benspænd, der både kunne henrykke og frustrere, men hvis uforudsigelige dumdristighed i Mackenzie/Rankine-konstellationen altid stod sprællevende. Her er det 1979-debutalbummets ‘Even Dogs In The Wild’ i en samtidig spoken word-version fra en gratis NME-kassette…

Dagens Avantgardet

I en smagfuldt indrettet velhaverlejlighed i Göteborg sidder Sveriges superstjerne Håkan Hellström sikkert lige nu, vridende sin hænder i beundringens misundelse over dette nummer fra Avantgardet’s nye og i Sverige så kritikertiljublede album. Det er den her slags musik, denne uforstillede afsendertone, den her usminkede vitalitet, der selv flød fra Håkan inden hans charme blev Sveriges mest eftertragtede musikalske vare…

En fjern og fin musik…

I Love Shop’s historie står ‘En Nat Bliver Det Sommer’ som den første sang nogensinde. Dét er ikke helt rigtigt, for ‘Havanna Song’ blev til allerførst. Men da det ikke er en rigtig sang, men blot et instrumentalnummer som aldrig fik sin sangmelodi og ord, tæller det ligesom ikke. Begge numre har dog det tilfælles, de velsignes af Hilmers uforligneligt følsomme guitarspil. Omkring ‘En Nat Blev Det Sommer’ var det ligeved, den karakteristiske guitar-outro med de gentagne toner aldrig blev. Lang tid i studiet op mod debuten var det et klaver af nærmest Gerschwinsk karakter, der bar outroen tematisk, men det blev heldigvis ændret. I dag er det præcis 10 år siden Hilmer gik bort. Den her sang går ud med de varme tanke til ham…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.