75-årige Jan Persson, der døde torsdag morgen, var bredt kendt som en fornem jazzfotograf, der tog ikoniske billeder af den scenes verdensstjerner, når de kom forbi København. Men her på siden er det et helt andet fotografi, vi husker ham for. Da den flyskrækramte David Bowie og Iggy Pop lørdag 1. maj 1976, dagen efter den anden af to Station to Station-koncerter i København, skal med toget til London, hvor hele seks shows på Wembley Arena venter, er det netop Jan Persson som tager det fantastiske billede af de to på Hovedbanegårdens perron kort før afgang. Hvil i fred.
Vinylen med det nye Avantgardet-album, vi talte om her i går, kommer først i slut-november, men dets 44 lysende minutter findes allerede på digitale platforme. Her pladens tabermanifest af en åbningssang, der med rank ryg står udenfor det normrigtige, konventionelle samfund. Det er alt andet end nemt at indspille helt usminket rockmusik, der kan leve og ånde så ubesværet stærkt som denne. Det kræver de helt gode sange, det rigtige band til at spille dem, en lydhør musikalsk fødselshjælper/producer, men først og fremmest det i dag så yderst sjældne rockbrændstof, uhm, eksistentiel nødvendighed. Avantgardet har lige nu det hele.
…Alla blickar av förkastelse
När vi sitter på bussen hem
Dom kommer aldrig komma åt oss
För vi går alltid samma väg hem
Walk of shame Vi går den igen I ett samhälle med era normer Är skammen vår bästa vän
Walk of Shame Bara gå den igen Bara sträck på din rygg och vandra stolt På deras walk of shame…
En ung svensker rejser til England, bliver stofmisbruger, er ved at dø af det, vender hjem til Sverige, starter et indieband og bliver clean, skriver sange om sine drugeskapader, bliver hurtigt sammenlignet med The Libertines, spiller intense, kaotiske liveshows, hyldes snart som noget af det bedste og mest meningsfulde svensksprogede rockmusik længe. Det er meget kort fortalt historien om Rasmus Arvidsson fra Kalmar og hans band Avantgardet, der netop har udsendt tredje album, Alla Kännar Apen. Her en sang fra den nye udgivelse, hvor man ofte sidder med tanken, om den unge outsider-Håkan Hellström muligvis endelig har fået sin værdige arvtager i hjertevindende taberrock…
Så det pop-opvakte London-indieband Teleman i aftes. De var akkurat så forfriskende anderledes dog ligetil som håbet på. I aften spiller de i den by, som har lagt navn til en af deres bedste sange. De er heldige sådan en regnfuld novemberdag i Düsseldorf. Her sangen i liveversion fra en nylig Red Bull-session…
40 år siden i dag at Siouxsie and the Banshees med udsendelsen af deres debutalbum The Scream, en dyster, dissonant, klaustrofobisk affære, nærmest egenhændigt plantede den genre på musikkortet, der siden skulle vokse sig enorm og blive kendt om postpunk. Her en svimmel smagsprøve fra det så fremragende, foruroligende og nu retrofuturistiske album…
Var forleden på gaden og syntes pludselig noget i bylandskabet virkede bekendt. Tog et snapshot og kom videre. Ser billedet igen nu, og kan huske, hvad der ringer en klokke. Her fotograferer Esther Friedman sin kæreste Iggy Pop i 1977…
De spiller i Østberlin i aften, men kommer fra London. Bandet hedder Teleman og vi havde et par sange med dem her på siden for år siden, da de albumdebuterede og var support ved en engelsk sommerkoncert for Suede. Nu har Teleman netop udsendt tredjealbummet Family of Aliens, og fortsætter her en akavet men rig melodiøs musik, der geografisk kunne ligge et velfunderet sted mellem Sparks og Wire. Her en ret perfekt popsingle fra det nye album…
Hvad og hvor meget kan vi forvente af vores helte? At de bliver ved med at være dem de var, da de brændte igennem og indfangede os i flammebålet? Nej, vel? Stilstand kommer der jo intet godt ud af. Men her er et foto af hr og fru Springsteen på hestetur i New Jersey i dag. Når man ser dette billede – og det gør altså lidt ondt at skrive det her – forståes instinktivt, hvorfor Bruce Springsteen ikke længere laver de spændende nye sange. Det skal være ham vel undt.
På sit nye album genbesøger Marianne Faithfull den sang, Mick Jagger og Keith Richards skrev til hendes debutsingle i 1964. ‘As Tears Goes By’ genindspillede hun allerede en gang i 1987, men denne nye version er så klart bedre og giver fuldgod mening i albummets sprukne helhed…
Hvilken en har du? Jeg har den nederst i venstre hjørne. The Clash’s andet album fylder 40 år denne weekend. Nok det mest ordinære af de fem, men hey, stadig med gode, gode ting ombord. Her f.eks. det fremragende åbningsnummer, tekstligt inspireret af Strummer og Jones’ mislykkede tur til Jamaica for at skrive nyt materiale. Tillykke, Give ‘Em Enough Rope!
1981: I England danner horder af David Bowie’s kærlighedsbsørn små bands, der, informeret af hans ubesværede leg med musik og forestillingsevne, angriber hitlisterne. Her er det Eastbourne’s The Mobiles, der kommer på top-10 med denne synthsvajende debutsingle, der muligvis/muligvis ikke handler om forjættede Berlin. Sangens egentlige berettigelse her på siden kommer umiddelbart efter dens Cabaret-inspirerde C-stykke, da en fuldfed euro-synthesizer sætter ind (2:30) og spiller storhedstema henover omkvædsakkorderne. Wow!
Det med at søge tilbage til en fjern tabt verdens hornfyldte melankolske klange er ikke nyt for Bryan Ferry. Her er han med The Bryan Ferry Orchestra på sit eget soundtrack til 2013-genindspilningen af Scott Fitzgerald’ The Great Gatsby – en forfærdelig rerun iøvrigt – med sin version af Amy Winehouse’s nyklassiker ‘Back In Black’…
Negative Capabilities, Marianne Faithfull’s nye album, er fremragende. Her en samtale under tilblivelsen mellem hende og en anden af albummets hovedpersoner, Nick Cave…
Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…
Endnu et track fra den tyske TV-serie Babylon Berlin, og ligeledes endnu et track fra Bitter-Sweet, Bryan Ferry’s snartkommende soloalbum, holdt helt i denne særegne, uhm, Weimar-jazzificerede stil. ‘Reason Or Rhyme’ er en cover af et nummer, der først optrådte langt mere regelret på Ferry’s egen Olympia (2010). Men den her er umiddelbart endnu bedre og mere interessant…
