Men også en nær ven, trod man aldrig havde mødt ham. To år siden i dag at denne mester forlod os.

B for Blur anno Parklife. B for blokfløjte. B for bugtalerdukke. Endnu en sang fra The Good, The Bad & The Ugly’s kommende album fremviser på fornemmeste vis Damon Albarn’s så specielle talent. Catchy, umiskendeligt engelsk, musikalsk helt ude i skoven, på en og samme tid….

30 år siden dags dato, R.E.M. udsendte deres Green, dengang en stor kunstnerisk landvinding for bandet, i dag stående lidt glemt i bevidsthedens skygge af de store verdenssælgere der fulgte i årene efter. Hvilket fantastisk kommunikerende pladecover iøvrigt, og det fra et band, der ofte satte en ære i at spænde cover-æstetisk ben for egne udgivelser.

Man studser lige et splitsekund, når coveret på det kommende Sko/Torp-album kommer op. For hey, det er da en helt anden plade, er det ikke?! Men effektivt lånt, og langt mere originalt end f.eks. en dansk soulpopstjerne, som i disse år udsender sine albums med identisk coverart blot i forskellige farvenuancer. Der er mange måder at gøre tingene på.

The Good, The Paul & The Simonon på BBC’s Later med den nye single ‘Merrie Land’. Og Simonon spiller ikke kun bass, men synger (2:32) også et ord eller to. Underspillet…

‘The Gypsy Faerie Queen’, Marianne Faithfull’s single udsendtes – som forløber for hendes nye album Negative Capabilities, for godt en måned siden. Sangen er co-skrevet – og deler vokal – med Nick Cave. Først oplevet lød hans tilstedeværelse underligt overflødig, når han dukkede op i omkvædene på samme melodi som Faithfull, men en smule trukket tilbage i volumen. Som om han først og fremmest var der for at være sin egen berømte tilstedeværelse dokumenteret. Men som sangen er vokset, så har fokus langsomt ændret sig. Når den spiller nu, synes hver eneste tone, hver eneste frasering, hvert eneste ord i den, at bære Nick Cave’s fingeraftryk. Til det punkt hvor Marianne Faithfull’s sprukne vers-sanglevering kun er en guidevokal hen til, at Nick kan komme ind i chorus og gøre sangen helt til sin egen. Og herfra er det så ikke en ny-stylet Nick Cave-sang, men en genkomst der er tale om. For ‘The Gypsy Faerie Queen’ er ikke en moderne Cave-sang baseret på leg med Waren Ellis’ violin-loops og mere spoken word end melodi. Nej, det er den klassiske, tabte Nick Cave fra starten af 90’erne, der er tilbage. Ham, der skrev underskønnne, melodiøst romantiske men skæbnesvangre melodier på et brækket klaver. Som så blev spillet ned under månen i rendestenen af et skeletmagert Bad Seeds, der endnu ikke var blevet velfriseret af den senere karrieremedvinds så blide hånd. På den vis er ‘The Gypsy Faerie Queen’ en Cave-sang i forlængelse af hans musikalske tradition fra klassiske singler som ‘The Ship Song’ og ‘Straight To You’. Og som sådan et virkelig dejligt gensyn. Det eneste der mangler, det er faktisk lyden af Blixa Bargeld og Mick Harvey’s svajende kor i de forløsende omkvæd. De er væk, men Cave-musikken lever. Enjoy!

I dag for 50 år siden udsendte Elvis Presley – i forbindelse med sin berømte ’68 Comeback Special på NBC – en af sine allerbedste singler. Colonel Parker var alt andet end begejstret for ‘If I Can Dream’, som han fandt skabskommunistisk og decideret potentiel sprængfarlig for forholdet mellem Elvis og hans store amerikanske publikum. Men Elvis sang den i finalen af showet som galdt den selve livet, og ikke et øje kan have være tørt. Ikke bare lød Elvis Presley her ikke længere af harmløs Hollywood, nej, han lød endda relevant. Elvis var genfødt som seriøs artist…

Vores all time-favoritsang med John Cale. I skarp konkurrence med hans ‘I Keep A Close Watch’ naturligvis. Men den her er endnu mere tidsløs, hjerteknusende og åben…

Dags dato 40 år siden Woking’s The Jam udsendte deres tredje album. All Mod Cons åbnede helt nye døre op til hvad var muligt for trioen, da dets forfinede og så engelsktonede – The Kinks var forbilledet til det punkt, deres gamle ‘David Watts’ endda optrådte her i en nyindspilning – musikalitet lå langt fra de to første pladers punkinspirerede sturm und drang-modmusik. The Jam var sammen med The Clash de to store nye engelske bands i de sidste år af halvfjerdserne, de første af firserne, og det var The Jam der løb med prisen som det største hvad salg og koncertpublikum angik. Underligt at tænke på i dag, hvor The Clash’s musik har vist sig at bære en helt anden tidsløshed end Paul Weller’s, hvis The Jam-plader lyder sært fanget i den tidslomme de blev skabt i. Her en Jam-klassisk sang og single fra All Mod Cons…