Tommy Keene er død

Først i dag gik det op for mig at Tommy Keene pludselig er død den 24. november i år. Han blev 59. Jeg ved ikke, hvor mange her, der kender Keenes musik, men ud over at være en dygtig og produktiv power pop-sangskriver og solist, var han også guitarist for Paul Westerberg i 1990’erne.

Det mest passende nummer i denne triste anledning må være “Places That Are Gone” i en optagelse fra juli i år.

Ian Curtis siger farvel

‘Decades’ er det sidste spor på Closer, Joy Division’s andet og sidste album, der udkom to måneder efter Ian Curtis’ selvmord. Her bliver nummerets vedhæng af afsked og resignation kun endnu mere fremtrædende, takket være levende slow motion-billeder i sort/hvid fra Joy Division’s eneste liveoptræden på landsdækkende BBC…

Boxing Day

Hvad skulle julen som sådan dog stille op uden Boxing Day, den britiske 2. Juledag, der bringer verden til live og i rytme igen med fuldt program i de engelske fodboldrækker?!

Liverpool – Swansea, Boxing Day, kl. 18.30, Kanal 6/downthelocal

Drik for Shane!

En bruger af siden ved navn Peter har venligst givet os et link til en yderst interessant BBC-dokumentar om tilblivelsen af The Pogues’ mesterlige ‘Fairytale Of New York’. Havde nogen af os her måske nogensinde før lagt mærke til, at afsættet i The Pogues-sangens store tema på bedste vis er tyvstjålet fra Ennio Morricone’s Once Upon a Time in America-scores ‘Deborah’s Theme’?! Nej, vel. Eneste doku-anke: Shane MacGowan, hvis tale er besværet uden vel en eneste tand i munden, burde være undertekstet. Samme MacGown kan iøvrigt fejre sin 60-års fødselsdag i dag. Et mirakel af de større, han endnu ikke har lykkedes drikke sig ihjel…

White xmas in Hammersmith Palais?

The Only Band That Matters holdt sig sjældent i ro. Julen 1979, to uger efter at have udsendt London Calling, spiller The Clash 25/26. december to aftener i træk – og temmelig uannonceret – den lille Acklam Hall under The Westway-motorvejen, for enden af Portobello Road, i hjemmekvarteret Ladbroke Grove, London W10. 50 pence er hvad det koster at komme ind – her er hvad man den 2. juledag fik for dem:

Clash City Rockers
Brand New Cadilac
Safe European Home
Jimmy Jazz
Clampdown
Guns of Brixton
Train in Vain
White Man
Koka Kola
Keys to Your Heart
Revolution Rock
Wrong Em Boyo
Stay Free
Bankrobber
Janie Jones
Londons Burning
Armagideon Time
Police and Thieves
White Riot
London Calling

Et snapshot fra 2. juledag 1979 i Acklam Hall:

Please, please, please…

Webmaster Pastor og jeg vil gerne ønske jer alle en glædelig hjerternes fest. Og guitar-es Johnny Marr fra Manchester bidrager dertil med dette stykke kostbare fælleshistoriske vraggods; en så fjern og fin musik, der ubesværet danner det helt rette mørkeblå himmeltæppe for enhver stjerne, der må have lyst til at stå lysende frem. Engang var dens navn Morrissey. God jul!

It’s a Memphis sin

Var forleden omkring Kirsty MacColl og hendes vigtige medvirken på Pogues’ berømmmede juletragedie ‘Fairytale Of New York’. Hvis nogen klassisk julesingle nogensinde har fortjent at gå helt til tops på den engelske singlehitliste i december, må det være ‘Fairytale In New York’, men det skulle desværre for Shane MacGowan & co. bare ikke være, idet synthpop-kommandoen Pet Shop Boys i netop de uger i 1987 sad tungt på førstepladsen med en vis Elvis Presley-coverversion, her i Tennant og Lowe’s ikke så lidt homoerotiske premiereopførsel på BBC-programmet Love Me Tender. 1987 var et kæmpe år for PSB…

Where’d you go, Joe?

Mange tror julen handler om fejring af Jesu fødsel. Andre igen, at det er en hedensk solhvervsfest i de grønne træers tegn. Men sandheden er jo blot, vi samles i denne højtid for sjælfuldt at mindes og ære den største af de store, Joe Strummer, der tog fra verden i disse timer for 15 år siden. Merry Clashmas!

Hvad lytter de unge til?

The Regrettes er en amerikansk rockgruppe, der vel strengt taget befinder sig et sted mellem The Breeders og en serie på Nickelodeon. Dette lille klip er fra et besøg, hvor de fire teenagere besøger legendariske Rough Trade i London. Det er interessant at se, at unge mennesker, der omtrent er på alder med min datter, faktisk roser noget helt andet musik, end man sikkert ville forvente. Den slags oplever jeg selv ikke så tit.

Promovideo – single 1-0

Med ‘Little Dark Age’ havde MGMT en af efterårets bedre popsingler, et godt springbrædt mod det comebackalbum som udkommer i 2018. Nu er næste single sendt ud, ‘When You Die’ hedder den, og kommer med en video, hvis bizarre drejninger og fucked-up billeder nemt kan få os til at glemme den sang, den egentlig skulle arbejde for. Sjældent set så creepy en promovideo, der hvisker meget højt, at MGMT, eller nogen i bandets kreative nærhed, undervejs har været i nærkontakt med et større apotek bevidsthedsudvidende stimulanser. Men hvad med selve ‘When You Die’? Hørt sangen to gange, men husker kun de levende billeder…

Heaven knows they’re miserable now

Nyd lige ovenfor hvor magtfuldt Morrissey’s dengang Alain Whyte-styrede band lød i 90’erne. Optagelsen af The Smiths-klassikeren ‘Paint A Vulgar Picture’ er fra Lisebergshallen i Göteborg 1. december 1997, to dage efter et fyldt Store Vega en lørdag aften havde stået vidne til den vel bedste koncert, Morrissey til dags dato har givet på dansk jord. Det var egentlig det års blege Maladjusted der blev turneret, men efter mere end to måneders koncerter i USA var det ved den europæiske tourpremiere i København heldigvis sange fra mesterpladerne Vauxhall & I (1993) og Southpaw Grammar (1995) der dominerede setlisten. Når det nuværende Morrissey-band hænges ud som værende inferiørt i forhold til hans tidligere, er det måske ikke så mærkeligt, for kun den solide men sjælløse guitarist Boz Boorer er tilbage fra dengang. Tromme-es Spencer Cobrin, bassist Jonny Bridgewood og guitarist/Moz-hovedsangskriver Alain Whyte er alle væk. Det er sidstnævnte som i fortjent spotlight versionerer Johnny Marr’s oprindelige guldsolo så strålende smukt og løftet på klippet ovenfor. Her setlisten fra Vega:

Do Your Best and Don’t Worry
The Boy Racer
Billy Budd
Reader Meet Author
Spring-Heeled Jim
Alma Matters
Paint a Vulgar Picture
Dagenham Dave
Hold On to Your Friends
Roy’s Keen
Satan Rejected My Soul
Now My Heart Is Full
Speedway
+ + +
Shoplifters of the World Unite

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.