Med ‘Little Dark Age’ havde MGMT en af efterårets bedre popsingler, et godt springbrædt mod det comebackalbum som udkommer i 2018. Nu er næste single sendt ud, ‘When You Die’ hedder den, og kommer med en video, hvis bizarre drejninger og fucked-up billeder nemt kan få os til at glemme den sang, den egentlig skulle arbejde for. Sjældent set så creepy en promovideo, der hvisker meget højt, at MGMT, eller nogen i bandets kreative nærhed, undervejs har været i nærkontakt med et større apotek bevidsthedsudvidende stimulanser. Men hvad med selve ‘When You Die’? Hørt sangen to gange, men husker kun de levende billeder…

Idéen er slet ikke tosset. Tænk et helt coveralbum, hvor et gendannet og revitaliseret ABBA gav sit kronologiske take på samtlige de otte oprindelige tracks fra Morrissey’s underkendte 1995-meisterwerk – it’s german, Stephen, you know, the language spoken in the rape capital of Europe – Southpaw Grammar. Jeg tror det ville være uforligneligt gribende, godt og bizart interessant.

I disse dage for to år siden glædede menneskeheden sig over ledestjernen David Bowie tilbage i storform på sangen ‘Lazarus’. Kun tre uger efter var den nærmest stivnet i kollektiv hovedrystende undren over, hvorfor ingen havde kunne læse dette profetiske brev for hvad det var, en usentimental, nærmest triumferende afsked med livet. Sangens ord stod nu helt anderledes skæbnesvangert endegyldige frem, dens musik, altid af en anden verden, spillede herfra en højdesvimmel udgang i hvirvlende lys, David Bowie var væk…

En wasted mand, et misrygtet band, en kaotisk karriere, en rodet video, MEN en drøm af en sang. ‘Sedative’ fra EP’en The Blinding (2006) er et af de store Babyshambles-øjeblikke, hvor alle Pete Doherty’s spredte løfter samles, går op i en højere enhed og springer ud i et snublende smukt chorus. Sin generations største britiske sangsskriver, trods de utalligt mange blackouts? Hvem ellers?

Hvis der er noget Morrissey, Marr og jeg står enige omkring, er det, at The Smiths sidste album Strangeways, Here We Come (1987), trods knivskarp konkurrente fra den langt mere klassikeranerkendte The Queen Is Dead (1986), er Manchester-bandets allerbedste. Men ikke engang Strangeways er uden sine skønhedsfejl, for tre tracks – den ufokuserede ‘Death Of A Disco Dancer’, letvægtsglaskæben ‘Unhappy Birthday’ og skiffle-stiløvelsen ‘Death At One’s Elbow’ – lever ikke op til resten af albummets magtdemonstrative standard. I udgivelsesåret 1987 udgav The Smiths specielt én 12’er-single med en knaldgod a- og to stærkt profilerede b-sider, der alle med held kunne have forstærket Strangeways, hvis tracklist i givet fald havde været 13 sekunder kortere, men ikke så lidt stærkere. Den alternative Strangeways?! Værsågod, her er et bud…

A1 A Rush And A Push And The Land Is Ours 2:59
A2 I Started Something I Couldn’t Finish 3:46
A3 Shoplifters Of The World Unite 2:59
A4 Girlfriend In A Coma 2:02
A5 Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before 3:31

B1 Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me 5:04
B2 Half A Person 3:37
B3 Paint A Vulgar Picture 5:33
B4 London 2:07
B5 I Won’t Share You 2:45

En af hjørnestenene i The Smiths’ mægtige sangkatalog er ifølge denne side ‘Paint A Vulgar Picture’ fra afskedsalbummet Strangeways, Here We Come (1987). En svimlende historie om idolisering, fortabelse og musikbranchens benhårde ophugning af sine egne stjerner, ja, og Morrissey skulle da om nogen selv blive genstand for sine egne “…Re-issue! Re-package! Re-package!…“-sangord senere hen. ‘Paint A Vulgar Picture’ har ikke noget omkvæd, men rejser afsted på en steady, gentaget Johnny Marr-akkordrundgang, der undervejs transponeres frem og tilbage mellem grundtonerne D og H. Så hvad giver den release, den følelse af forløsning, et omkvæd normalt bibringer den klassiske The Smiths-sang? Jamen, det gør Johnny Marr’s knitrende guitarsolo, der skydes afsted på 2:38. Og intet hjælper den mere på vej mod stjernehimlen end de fantastiske håndklap, der først lægger sig sammen med lilletromme, siden alene, så med lilletromme igen. Tilsidst i sangen dukker håndklap atter op, men da slet ikke med samme tilsigtede triumferende effekt som under Marr-soloen. Hilmer forklarede iøvrigt dengang sologuitarens sprøde lyd med, at Marr har plugget sin guitar direkte ind i pulten, altså uden forstærker. Men det er et helt andet fokus. Nyd lige de håndklap her…

Morrissey er blevet beskyldt for ikke så lidt de seneste uger, efter et katastrofalt interview i Der Spiegel. Her en meget alvorlig og trist sangers forsvarstale…

Ja, svenske Kents overdådigt anlagte selvmord fyldte ét år i går. Da var det 365 dage siden Eskilstuna-kvartetten spillede den sidste af de tre shows i Globen i Stockholm. Her en stemningsfuld film fra den sidste aften og den allersidste sang. Men er vi videre og kommet ud på den anden side af tabet, her et år efter? Nej, vel?! Specielt i efteråret og nu, hvor det er blevet vinter, står Kent og deres frostklare nordic noir hårdt savnet. Er den genopstandelse virkelig for meget forlangt?!

…er Ian Dury’s i 1977 da fem-årige søn Baxter. I 2002, to år efter farens død, debuterer Baxter med sit første soloalbum, og har netop i dette efterår udgivet sit seneste. Som kan høres her på nye Prince of Tears‘ førstesingle ‘Miami’ fornægter slægtskabet med faren sig ikke, både hvad dyb stemmeføring og talent for ord angår…

Der var en tid i et slidt, smadret England, hvor værtshuskarakterer, måske endda tidligere polio-ofre, kunne blive popstjerner. Ian Dury, der nemt opfyldte begge disse beskrivelser, frontede Nordlondon-bandet The Blockheads, der gennem især Dury’s overlegne talent for kvikke ordspil, socialrealistiske sangnoveller med glimt i øjet og twistet musichall-rocknroll fik store, letgenkendelige hits som ‘Hit Me With Your Rhythm Stick’ og ‘Sex & Drugs & Rock & Roll’. Her Ian Dury & The Blockheads med ‘Sweet Gene Vincent’, en følt hyldestsang til sangerens ungdomshelt, taget fra det Dury-klassiske debutalbum New Boots and Panties!! (1977)…

Ikke den værste gave at give sig selv i julen 1971, hvor David Bowie’s første albumklassiker blev udsendt fredag 17. december…