Hørt herfra har Pete Doherty’s Babyshambles altid været et mere interessant band end Pete Doherty’s The Libertines. Måske fordi han ikke i førstnævnte har måttet dele sangskriveri og mikronfon-tid med den langt mere arbejdsmandsdriftige Carl Barat. Måske fordi der var en lyrisk flammende komet-fornemmelse af flugtaktion over hele Babyshambles’ kaotiske karriere ovenpå Libertines’ første sammenbrud. Bandet er dette efterår blevet gendannet til en britisk tour, der starter om en uge i Coventry. Den lægges der op til med dagens nye single – den første i 12 år derfra – hvor Doherty som før i Babyshambles’ historie (tænk f.eks. ‘I Wish’ eller ‘Dr. No’) trækker på Doherty’s svaghed for sødmefuld jamaicansk popmusik…
PS – Hvor stærkt iøvrigt at Babyshambles efter så lang tids fravær trækker sine kommende koncerter ind i nutid med en enkelt ny sang blandt de velkendte fra engang. Mere kræver det egentlig ikke for tilhængerne, at deres band føles rigtigt levende igen. Der kunne både Kent og Oasis lære en lektie.
6. november 1975 live-debuterer Sex Pistols foran en mindre skare på St Martin’s School Of Art i midten af London som support til et band ved navn Bazooka Joe. Et ifølge vidner kaotisk, højt og støjende set på kun godt 20 minutter, bestående næsten udelukkende af de coverversioner, der siden dukker op som demooptagelser på post-mortem soundtrack-albummet The Great Rock’N’Roll Swindle (1979). Punkrock er født, har endnu ikke fået et navn, men næsten på dagen to år efter har snebolden rullet sig til en lavine, da Pistols’ debutalbum anmeldes af Jon Savage i Sounds…
Har ikke haft det nemt med seneste Hamilton Leithauser-album, så overraskende dejligt i Lille Vega onsdag aften endelig at høre dets sange blive spillet i mål i hjertet med hans så specielle mix af nordamerikansk Østkyst-ligefremhed og så den der uforligneligt brændende vokale intensitet i levering, han har taget med over fra The Walkmen. Vega nærmest svajede af glæde tilsidst, mens Hamilton lovede at møde i t-shirt-boden, hvor han ville komme med whiskey, man skulle bare selv bringe en mund. Han fik næsten Vega til at glemme savnet af The Walkmen et øjeblik der…
Det kan jo ikke kun være trakasserier, disharmoni og ufred, som skal tegne det store billede. Nogle dage må gerne tilegnes noget mere sundt og livsbekræftende. Den engelske outsider-musiker Bill Fay udsendte omkring 1970 et par soloalbums, som trods stor ros druknede i tidens malstrøm. Sikkert som følge af den afvisning trak Fay sig tilbage i 40 år, inden han igen begyndte at udsende plader med nogle nærmest Spiritualized-relaterede sange, hvis roligt flydende musik lyder af en bedre verden…
Albummet hvor The Jam og Paul Weller for alvor trådte i karakter. De som mere end et endimensionelt punkband i mod-tøj, han som en udsøgt engelsk sangskriver, den naturlige arvtager til The Kinks’ Ray Davies. All Mod Cons udkom dags dato i 1978, en uge før The Clash svarede igen på tværs af London med Give ‘Em Enough Rope. Der var ild i rockmusik. Sådan her lød The Jam i november 1978…
Fra det sted i mit bagland, som har forstand på det band og den slags, tikker det nu ind på telegrafen, at det i går var 20 år siden Kent udsendte The Hjärta & Smärta EP, den EP med fem numre, hvor bandet for en sidste gang lød som det håndspillede guitarband, de først trådte i karakter som. ‘Dom Som Försvann’ hedder udgivelsens vel mest elskede nummer herunder, hvor et børnekor og Jocke Berg duellerer på en melodi så hjerteskærende, man næsten overvejer, om sangtitlen måske kunne være et profeti om bandets egne skæbne. Mon skarpretter Berg markerede dagen i går med en tur på kirkegården, for dog at lægge blomster på Kent’s grav, eller er han bare videre?
Der er noget befriende trodsigt og sejt over Lucinda Williams, som igen på dagens nye single fra et slået USA nægter at lægge sig besejret ned, men i stedet rapporterer dystre stemningsbilleder ud derfra. Måske musikken er lige lovligt traditionel amerikansk, men skal det endelig være denne ofte ensrettede boldgade, så er hun absolut en af de stemmer og sangskrivere, der gerne må stå først i køen for at komme til mikrofonen…
I vinter, da Thåström var på tour oppe i Sverige, var det altid en glæde på hans preshow-playliste, når Soulsavers og Mark Lanegan dukkede op med ‘Revival’, det markante og vel stærkeste nummer fra deres fælles samarbejde, inden Depeche Mode’s Lothario-figur Dave Gahan istedet blev sanger for projektet. Mon ikke også den lindrende ‘Revival’ er blevet lagt mærke til i Stillwater, Oklahoma, hvor indiebandet Other Lives holder til; fra deres nye og femte album hermed ‘What’s It Gonna Take’…
Sæby’s moi Caprice udsender i dag sit syvende album. Vermilion Sands er såvidt vides opkaldt efter en sci-fi-novellesamling fra 1971 af J.G. Ballard og indeholder ni sange/numre, en mere introspektiv samling end Michael Møller og hans band normalt har trakteret med. Dette ikke negativt ment, tværtimod, for det er vel en gave i et mainstream-dyrkende popland som vores dog at have et band med så raffinerede og subtile virkemidler som netop disse rugende hjerters moi Caprice. Her en udsøgt smagsprøve fra dagens nye udgivelse, nummer to på side 1…
Det var onsdag aften i et fyldt Amager Bio. Johnny Marr tændte oktober-guirlander med sin verdensklasse-guitar, som for en beundrende sal var selve lyset fra de gyldne The Smiths-år, da Manchester-esset begik og havde afsluttet sit fyldige livsværk inden han var fyldt 24. Men ligeså generøst melodisk og klangfuld hans guitar stadig lyder, ligeså tamt bliver det når Johnny synger dens mange gamle klassikere, alle gode intentioner tiltrods. Marr skal være undskyldt, for det skal ikke være nemt for nogen ikke-vokalist som ham at fylde sange ud, som oprindeligt blev båret af Morrissey’s enorme karisma og ditto stemme.
En langt mere naturligt født frontmand og et band, der helt anderledes spiller for i morgen, stod opvarmningen, det unge, skinny Dublin-band The Clockworks for, som at dømme efter publikumsrespons med sult, nerve og hooks spillede sig ind i hjerterne hos mange denne aften. The Clockworks har til nu lavet ét album, hvis svaghed og styrke synes det samme, nemlig et klart fællesskab med Fontaines DC i både virkemidler og tilgang. Men de gode numre synes mange og The Clockworks spillede denne onsdag med en nødvendighedens sult, Marr og hans iøvrigt stensikkert spillende fodsoldater godt kunne ønske sig meget mere af. Så stærkt som herover lyder The Clockworks på debutalbummet Exit Strategy (2023), hvorimod nummeret lige herunder er efterårets nye single fra dem…
Således så Jamie Reid’s såkaldte album-board ud til coveret på Sex Pistols’ debutplade, deres eneste regulære album, der udkom 28. oktober 1977. Siden kom de skrigende, nu ikoniske farver på og en vinylplade indeni med 11 numre, hvis største dyd var konfrontationen med sin velfriserede samtid ovenpå en mur af opsætsig, larmende rocknroll. Jeg vidste med det samme dengang, at den opstand var en fribillet ind i musik til alle dem som mig, der hverken kunne spille eller synge. For reglerne blev nulstillet, herfra var det for en tid mere et spørgsmål om idéer/nødvendighed snarere end – som før – blot musikalsk teknik/kunnen. Måske derfor står tiden fra dette album og en fire-fem år frem som en af de mest blomstrende perioder i rockmusik overhovedet. Mængden af vildt forskellige udtryk og gale/små-geinale indfald fra nær og fjern var næsten ikke til at overskue. Never Mind the Bollocks blev en central fødselshjælper til den udvikling, da Sex Pistols som band var så berygtede/skandaliserede, at deres attitude-sprængfyldte musik nåede ud til nær og fjern. Og det skete altsammen via dette mageløse album, som var alt for meget og lige tilpas på en og samme tid.
Lana Del Rey optrådte lørdag til Neil Young’s lille Harvest Moon-velgørenhedsfestival. Blandt et par håndfulde sange i et intimt set-up var en cover af Young’s klassiske ‘Needle And The Damage Done’…
