Så kan vi endelig præsentere spillesteder og datoer samlet. Lige om lidt tager Jens U på sin egen efterårstour i Danmark, hvor han for første gang nogensinde vil være helt alene på scenen, dog i udsøgt selskab af både Love Shop-sange og egne solonumre. Her de 11 Risiko Helt Alene-aftener landet over:
London’s Victoria and Albert Museum’s storslåede vandreudstilling DAVID BOWIE IS, som efterhånden har været rundt i verden i hele 11 forskellige byer – London > Toronto > Sao Paolo > Berlin > Chicago > Paris > Melbourne > Groningen > Tokyo > Bologna > Barcelona – kommer nu til New York. Fra 2. marts og nogle måneder frem vil udstillingen kunne opleves på Brooklyn Museum. Endnu en god grund til at besøge New York City.
Alt stort starter i det helt små. Det er således i dag 35 år siden de siden så musikalsk mægtige The Smiths livedebuterede. Det skete mandag 4. oktober 1982, da det så uprøvede nye band spillede opvarmning for London-hitlistedøgnfluerne Blue Rondo a la Turk til fashion-begivenheden “An Evening of Pure Pleasure” på Manchester-spillestedet The Ritz.
I mandags, ved en livetransmitteret BBC 6-præsentationskoncert for nogle numre fra sit kommende soloalbum, endte Morrissey på forsiderne af de engelske medier, men igen af alle de forkerte grunde, da han fra scenen mere end blot antydede, at valget til ny formand for det nationalkonservative parti UKIP var blevet svindlet, så den højreekstreme anti-islam-aktivist Anne Marie Waters – åbenbart en kvinde Morrissey støtter op om – ikke skulle komme til magten. Publikum i London reagerede med måbende tavshed på dén udmelding.
Morrissey må synes lige hvad han vil, men for pokker, hvor er det pinefuldt på afstand, at den engang så inkluderende og sensitive The Smiths-outsider med alderen fremstår så tiltagende formørket, hadefuld, stigmatiserende, ja, flere og flere bruger det utilslørede ord ‘racistisk’ om ham, som tilfældet er. Det til et punkt, hvor Morrissey’s nye og nyere musik – som om den i sig selv ikke lyder blodfattig nok i forvejen – efterhånden er blevet meget vanskelig at være i selskab med.
Her den unge og så anderledes Morrissey på scenen i musikalsk ledtog med Guds gave til menneskeheden, Johnny Marr. Ja, hvad må han ikke tænke om sin tidligere makkers deroute?!
Kim Deal’s The Breeders er tilbage med metallisk skratten fra motoren, og lyder på den spritnye korte single ‘Wait In The Car’ i ånd/substans langt mere af klassisk vintage-Pixies, end de nuomdage Kim Deal-fri, for uskarpe Pixies selv gør det…
Sandelig om der i Sverige i 1977 ikke udkom en opsamlingsplade kaldet Rock On!, hvor man på den ene side kunne blive introduceret for Forest Hills, Queens, New York City’s The Ramones, på den anden for Gainesville, Florida’s Tom Petty & The Heartbreakers.
I forbindelse med deres fire shows på London’s Eventim Apollo besøgte The National i sidste uge BBC 6 og gav denne version af Sleep Well Beast-åbningsnummeret ‘Nobody Else Will Be There’…
En mandag med Las Vegas-vanvid toppet af med nyheden om Tom Petty’s pludselige død, 66 år gammel. En ærke-amerikansk stemme, en stor sanger og sangskriver, så rig på altid personligt mejslet talent i kontinentets enkle hvide rocktradition. Burde nok spille ‘Learning To Fly’ i denne triste anledning, for det var dens stemning, toner som produktion Hilmer og jeg var forblændet af, da vi i 1991 indspillede ‘Casanegra’, en yderst, uhm, Petty-inspireret sang, vi begge følte kunne være blevet langt, langt bedre end tilfældet var. Men vi tager istedet her ‘The Trip To Pirate’s Cove’, en meget fin, glødende, Tom Petty-klassisk roadmovie fra det seneste album jeg købte med ham, 2010-albummet Mojo med Tom Petty and The Heartbreakers. Æret være hans minde.
Efterårsregn hamrer nådesløst ned over landet denne mandag formiddag. Så vi starter ugen anderledes blidt her med åbningssangen på Sentimental Education, det gendannede New York City-band Luna’s nye cover-album. Så fint lyder The Cure’s debutalbumtrack ‘Fire In Cairo’ med Luna og deres sanger Dean Wareham’s bløde cowboystemme i forgrunden…
Meget uheldig dag, at have et nyt album ude, komme fra Las Vegas og hedde The Killers. Her et Google Earth-snapshot fra den egentlige og nu så voldsomt døde massemorders hjemby, ikke langt fra Sam’s Town.
Fredag aften indtager Love Shop Forbrændingen i ALBERTSLUND, lørdag aften kl. 21.30 gælder det stående (!) koncert i DR Koncerthusets Studie 1 i KØBENHAVN. Kom med fuld risiko. Vi ser frem!
Havde Marc Bolan’s kæreste Gloria Jones – vi husker hende som sangerinde på originalen af ‘Tainted Love’ – ikke kørt parrets Morris Mini-Minor ind i et træ en septembernat i 1977, på vej hjem fra en bytur i London, hvorved Bolan omkom kun to uger før sin 30-års fødselsdag, ville han kunne være blevet 70 i dag. Her er han i glam rock-storform med T. Rex i 1972 på Top of the Pops. Sin unge alder tiltrods virkede Bolan de sidste år af sit unge liv allerede kreativt udbrændt og slukket. Måske fordi han i modsætning til sin gode ven David Bowie ikke kunstnerisk havde været istand til at rykke videre fra det først fantastiske men meget simple teen-idol-udtryk, der først sendte ham op på stjernehimlen…
28. september 1987 var en sjældent fremragende dag for pladekøberne i den vestlige verden. Tidens mest betydningsfulde engelske band The Smiths havde godt halvanden måned før offentliggjort sin opløsning, så det var en bittersød affære at købe og nyde afskedsalbummet Strangeways Here We Come‘s unægtelige virtuositet, der blev åbenbaret denne mandag. Heldigvis var der så mere fremadrettede toner fra Depeche Mode, hvis Music for the Masses med held kunne følge op på forårets fremragende elektro-kølige ‘Strangelove’-single og dens august-opfølger, den modernist-hymnelydende køresang ‘Never Let Me Down Again’. Var det ikke nok, kunne man også tage dagens debut-minialbum Come On Pilgrim fra det nye Boston, Mass-band Pixies med i indkøbsposen. Bortset fra altså, at Pixies var så ukendte endnu, at Come On Pilgrim ikke kunne fåes herhjemme lige med det samme. Det var vel først efter Surfer Rosa (1988), at den dukkede op. Her ubetaleligt gode The Smiths fra Strangeways Here We Come, et album der efter guitar-es Johnny Marr, Morrissey samt denne sides opfattelse i klasse overgår fanfavoritten The Queen Is Dead, som iøvrigt meget snart udsendes i en omfattende deluxe-version med tilhørende demo-versioner, single-b-sider og samtidig koncertoptagelse. ‘Re-issue! Re-package! Re-package! / Re-evaluate the songs / Double-pack with a photograph / Extra track (and a tacky badge)…’, synger Morrissey på dette perfekt Johnny Marr-orkestrerede track, hvor Moz åbenbart havde kigget i krystalkuglen, og nu vidste hvad også ventede selv hans nyopløste band forude. Ingen bebrejdelser herfra dog: Så storslået musik som Morrissey/Marr’s fortjener den revitaliserende opmærksomhed og det nye fokus enhver genudgivelse kaster af sig.
Noget for komplettisterne: Thåström’s svenske pladeselskab Razzia udsender fredag hans nye album ikke bare i en limiteret farvet vinyl, men i hele fire forskellige versioner, med den sorte som standardmodel…
