Elektronisk musik har mange forskellige udtryk. Her er det japanske Open Reel Ensemble, der spiller på – spolebåndoptagere. En Mellotron er også en slags båndafspiller, så det er ikke så underligt, som man måske skulle tro. Visuelt er Open Reel Ensemble selvfølgelig noget for sig. Lydbilledet minder mig om det helt tidlige Kraftwerk, om numre som “Kohoutek Kometenmelodie” fra side 2 på Autobahn
Aldrig nogensinde komme ned
En hed dag i Jönköping i bunden af Vättern i går, hvor Thåström kl. 21.30 tog hul på 2. halvleg af sommerens udendørs-kalender og spillede show i tilstødende Huskvarna. Og hvilken forskel sammenlignet med tourpremieren på Öland for en måned siden. Dengang gav bandet et første show, hvor musikken stod fint men dog atypisk uden det normale intensitetspres, mens der i aftes i mørket atter blev skruet markant op for afsæt og drama. Det skyldes ikke mindst den mesterlige Christian Kjellvander – tænk en slags svensk version af Rune Kjeldsen; traditionel og nyskabende på én og samme tid – som er blevet givet større spillerum inde i sangene og højere lydvolumen udadtil, hvor hans mægtige guitarspil i Huskvarna både kunne de bløde sansninger, men så sandelig også havde mange svimlende balancekæntringer på afgrundskanten med en Adrian Belew’sk støj. Setlisten lige nu er minus ‘Östens Röde Ros’ og ‘Aldrig Nånsin Komma Ner’, plus så istedet ‘Isbergen’ samt den i aftes reintroducerede ‘Kort Biografi’. Thåström selv, aldrig på scenen en mand af mange talte ord, bør være lykkelig for det nye band, som ikke mange på forhånd havde troet kunne blive den fuldgode erstatning for det gamle, som tilfældet nu endelig er. Han nød tydeligvis de to timer i lige så fulde drag som et henført publikum på den skrånende jord i Folkets Park, højt over Vättern. I aften kl. 20 skal dette enestående trick prøves af igen i kapelmester Niklas Hellberg’s hjemby Karlstad.
16. august 1977
Elvis dør i Graceland, Memphis, Tennessee.
The Undertones i USA
Teenage kicks? The Undertones er på tour i Nordamerika omkring 1980, hvor de interviewes i Toronto af canadisk TV…
Vandkvalitet
Feargal Sharkey arbejder i vore dage for adgang til rent vand i Det Forenede Kongerige, og det er en særdeles relevant kamp at føre. Under Maggie Thatcher blev landets vandforsyning privatiseret, og det hjalp bestemt ikke på vandkvaliteten derovre.
Hvad skete med Undertones da Feargal skred?
The Undertones gik helt i opløsning i 1983, men blev gendannet i ’99 med den forbløffende Feargal Sharkey-lydende Paul McLoone som ersatz. Det er blevet til to albums i den skyggetilværelse, hvor bandet først og fremmst er kendt som et overbevisende livekort med hovedsageligt gamle klassikere på setlisten, hvilket kan tjekkes ud i København snart, når de er på plakaten til Cannonball-festivalen i K.B. Hallen. Her er det nye The Undertones på singlen ‘Thrill Me’ fra 2003…
Feargal
Når der ikke er noget at skrive om her, er der altid en fødselsdag eller to som undskyldning. I går var det en høj en, i dag kun en ung 67-års, Nordirlands bedste vibrato, Feargal Sharkey, den tidligere så melodiske punksanger fra The Undertones. Men her er han alene fra sin solo-genkomst efter bandets opløsning. Nummeret står stærkt, den efterfølgende single ‘You Little Thief’ nok endnu mere, men vi tager dette for også at kunne nyde et klassisk tysk TV-popshow anno 1986. Det var den her uvirkelighed Hilmer og jeg drømte om, da vi først besluttede at lave et popband sammen. Og se hvor galt det gik. Stort tillykke til Feargal, en fantastisk, sjælfuld sanger.
Looking through Gary Gilmore’s eyes…
Suede havde den her på deres PA-playliste før showtime sidst de var i Falkonerteatret. For naturligvis kan Brett A sin London-punk-rock. The Adverts blev aldrig noget stort punkband i 1977, da flere af de andre stak af og fik rigtige karrierer på de store pladeselskaber. Alligevel formåede sanger/sangskriver TV Smith og hans slingrende band at udsende en lille håndfuld skelsættende singler, samt et virkelig fint debutalbum med Crossing the Red Sea with the Advents (1978). Deres anden single her, som tager udgangspunkt i den henrettede amerikanske dobbeltmorder Gary Gilmore, udkom 12. august i punkåret 1977…
…I’m lying in a hospital
I’m pinned against the bed
A stethoscope upon my heart
A hand against my head
They’re peeling off the bandages
I’m wincing in the light
The nurses look anxious
I’m just quivering with fright
I’m looking through Gary Gilmore’s eyes…
You’ve got Mael
Ron Mael, den Hitler-lignende bror fra mine allerførste tophelte Sparks, bliver 80 i dag. Det markeres her med to klip, dels et hollandsk TV-show fra brødrenes absolutte storhedstid i midt-70’erne, dels en stilistisk skarp promovideo fra det overraskende comeback-hit 20 år efter. Sparks udsendte iøvrigt nyt album før sommeren, hvor de også var forbi København med en aften i DR’s Koncertsal…
John Maus er tilbage
Der har længe været meget stille omkring John Maus, hvis dunkle elektro specielt på fyrtårns-hovedværket We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves (2011) var et udsøgt musikalsk åndehul at kunne fortabe sig i. Først døde hans bass-spillende bror Joseph Maus i Letland i 2018 under en John Maus-tour, siden var John Maus selv tilstede ved MAGA-kupforsøget i Washington DC 6. januar 2021, hvilket efterfølgende lagde hans karriere ned. Maus, der siden har beklaget at blive associeret med Trumpismen, er snart tilbage med sit første album i syv år, hvorfra dette stærke stykke musik er første single…
Suede på BBC
Suede’s nye album kommer lige om lidt. Bandet besøgte derfor forleden BBC’s Jo Whiley Sofa Session, hvor der blev spillet fire live-numre og lavet et interview. De to nye singler kommer veloplagt, ‘Trash’ er altid et skud adrenalin, mest overraskende står covervalget af Bruce Springsteen’s ‘Hungry Heart’. Hvordan fungerer noget så ærkeamerikansk spillet af noget så engelsk som The London Suede? Hør selv…
1 – Trance State (00:00 – 04:07) 2 – Dancing With The Europeans (04:07 – 07:55) 3 – Trash (07:55 – 12:07) 4 – Hungry Heart (12:07 – 15:13) 5 – Interview With Ms. Whiley (15:13 – 43:16)
Berninger på KEXP
‘Bonnet Of Pins’ er måske den bedste og mest befriende The National-sang i mange år. Problemet i den sætning er jo bare, at det ikke er The National som har skrevet, indspillet eller udsendt den. Her åbner ‘Bonnet Of Pins’ (fra Berninger’s nye soloalbum Get Sunk) den KEXP-session, som National-forsangeren netop har indspillet med sit eget band…
Smiths-fans i et koma
Nyheden om de absolutte engelske indiehelte The Smiths’ kommende opløsning var netop sluppet ud, det til følgernes udtalte chok og sorg. Svanesangen Strangeways, Here We Come var blevet annonceret, men lå endnu halvanden måned forude i kalenderen. Det var i den virkelighed at albummets første single blev udsendt 10. august 1987. På den baggrund af friktion og bandkrig var det forbløffende, hvor blødt, vægtløst og indbydende harmonisk ‘Girlfriend In A Coma’ kom. Den nye sang lød simpelthen for helstøbt og ubesværet til ikke at blive sammen for The Smiths. Som om alt måske alligevel ville kunne fungere…
Lørdagaftenspunkrock
En lidt overset men ret perfekt The Stranglers-single. Min punker-ven Simon købte den på en tur til London, og vi hørte den hos hans forældre, når vi i weekenden drak os muntre i Viborgs billigste kirsebærvin. ‘Who Wants The World?’ lyder stadig berusende godt i dag. Men hvem ville have verden dengang? Det ville vi.
Kriminelle guitarer
8. august 1980, altså i dag for – ak! – 45 år siden, udsender The Clash denne ellers så tidsløse favorit som fritstående single. ‘Bankrobber’ er første nye musik fra The Clash siden London Calling er udkommet til universel applaus otte måneder tidligere, og bygger videre på den jamaicanske inspiration, som også lyser dbl-albummet op. Ikke så underligt, da Mikey Dread, The Only Band That Matters’ jamaicanske ven og tour-toaster, producerer hovednummeret og tager mikrofonen på B-siden’s reggae-klassiske version. Det er dog Strummer’s rørende fortælling, de dunkle kor, samt Paul Simonon’s tunge bass på A-siden, singlen især huskes og elskes for…