Min første koncert med R.E.M. var tilbage i 1989 i Edinburgh. Dengang spillede de denne evergreen af George Gershwin fra Porgy and Bess. Her er et genhør.
Skrigeren
Michael Strunge ville være fyldt 67 i dag. Et kip med flaget for en af de helt store i den nye litterære bølge, der – kulturelt hånd i hånd med Bowie og postpunk – foldede drømmens faner ud og bragte os ind i den moderne tidsalder, vi nu lever i.
Her er det Thåström som hylder Strunge med en sang, hvis omdrejningspunkt er inspireret og båret af Strunges egne ord…
Remember all the movies, Terry, we’d go see…
Filmen om Springsteen’s liv omkring Nebraska kommer til efteråret. I dag kom traileren. Det kan godt blive op ad bakke det her…
Blixa synger Bowie
En interessant EP udsendes fredag i næste uge. De fire numre på udgivelsen Blixa Bargeld Sings David Bowie, hvor Einstürzende Neubauten-epicentret såvidt vides kun akkompagneres af pianist Nikko Weidemann er ‘Helden’, ‘Where Are We Now?’, ‘Subterreaneans’ og ‘Lazarus’. Ingen lyd fra EP’en er tilgængelig endnu.
Det er ikke første gang Blixa frygtløst giver sig i kast med rockmusikkens absolutte arvesølv. Her tøjler han – sammen med Teha Teardo – for nogle år siden Neil Young’s mægtige ‘Hey Hey, My My’…
Paradis
Paradis fortalt som utopi baseret på løgn. Hvem andre end kynikerne fra The Stranglers skulle stå forrest i køen for at synge en let, europæisk duftende sang med lige den bundlinje? Jean-Jacques Burnel synger for på nummeret, der ligger på Feline (1983), det syvende Stranglers-album, hvor der eksperimenteres videre med synths, elektro-trommer og afdæmpede molakkord-melodier, langt fra den rå punkrock der først sendte afsted…
Joe Strummer 1989
Dette fine MTV-interview fra 1989 med The Clash’s Joe Strummer er netop dukket op til overfladen og blevet lagt på YouTube…
Clash jamaicaficerer
I 1972 er Joe Strummer kun 19 år, så han er endnu ikke der, hvor er han er klar – og har autoritet nok – til at adressere nationen. Seks år efter er situationen en anden, da The Clash 16. juni 1978 på deres femte single spiller modigt ud fra det farlige grænseland mellem punk og den jamaicanske reggae, hvis rebelske outsiderstatus man sådan ser op til og respekterer.
‘(White Man) In Hammersmith Palais’ tager udgangspunkt i en allnighter-koncert Strummer tager til i juni 1977. Kingston-stjernerne Delroy Wilson, Ken Boothe, Leroy Smart og Dillinger er på besøg, men Strummer bliver skuffet over det velfriserede show de alle leverer, hvilket kun er sangens begyndelse, der fortsætter med at beklage afstanden mellem sort og hvid ungdom i England, give The Jam en gevaldig tag-jer-sammen-lussing og konstatere, at skulle han dukke op i en lufthavn i London, ville selv Adolf Hitler stadig blive hentet i limousine.
Således opmuntret stavrer Strummer fra allnighteren i Hammersmith ud i morgenlyset, alene og disillusioneret, på jagt efter noget mere. En meget speciel single, der godt seks måneder senere bliver kåret som årets bedste af flere af de engelske musikaviser…
Bowie excellerer
Det er på sit femte album The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars at David Bowie rammer sit helt store gennembrud med to håndfulde melodiøst overdådige sange, der kløgtigt spiller sig lige ind i centrum af tidens nye glam rock-bølge. Ziggy Stardust udsendes 16. juni 1972, et år før denne version af albummets afslutningssang ‘Rock’N’Roll Suicide’ lukker Ziggy Stardust-tourens allersidste show i Hammersmith Odeon i London…
Roxy debuterer
Den stilsikre hånd på coverets ekstravagante artwork fejler heller ikke noget, da London’s Roxy Music pladedebuterer med ovenstående album 16. juni 1972. Og musikken fra artschool-bandet, der ledes af den iøjnefaldende og vibrato-croonende Bryan Ferry? Rockmusikken har aldrig hørt noget lignende. Således slutter albummet, efter en rejse gennem nærmest uanede muligheder, på ‘Bitter’s End’. En stor karriere er født…
Nationalist
Matt Berninger’s ‘Bonnet Of Pins’ må være den bedste single, The National ikke har udsendt i mange år. Her opfører han den gnistrende med sit band på Jimmy Fallon’s The Tonight Show i forrige uge…
I dag for 46 år siden
Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Kvamm og Go!
Vært Anders Bøtter og Simon Kvamm snakker i denne helt nye udsendelse af Radio IIII-podcasten Portrætalbum en time om, hvad Love Shop-albummet Go! betyder – og har betydet – for sidstnævnte.
Hør Portrætalbum lige her.
I dag Engage på Kastellet…
Ugens singler?
Titiyo – selv med Thåström ombord som gæst – undervældede desværre lidt (mest pga. selve sangen), Suede var befriende Suede-naturlige, men den største overraskelse var denne Paul Weller-single. Havde aldrig troet at skulle se den tidligere benhårde frontmand fra The Jam og siden så højtravende soul-purist kaste sig over en kridhvid, tårefyldt Bee Gees-ballade, og tilmed levere den med et så løftende, indfølt, helt igennem uironisk sangforedrag ovenpå de bristende strygere. Måske det bare er mig, men jeg oplever det her som virkelig godt …
Vejen Hjem Fra Rocknroll
Skal hilse alle de, der aldrig har prøvet at blive genfødt efter døden, og sige at det er en fantastisk oplevelse. Sådan var dette første soloalbum for mig efter LS Mark I var gået helt i baglås og kørt i grøften. Tog med et nyt knivskarpt hold til Berlin og indspillede på Schlesische Straße i Kreuzberg. Dagene var lange, nætterne var høje, sangene flød frit. Proces og musik indeholdt alle de sunde elementer, som på det tidspunkt var ganske forsvundet i det andet band. I dag for 20 år siden udkom Vejen Hjem Fra Rocknroll.