De har været væk i lang tid, så en uventet overraskelse denne onsdag at få en ny single fra dem smidt i hovedet. Det er Southend-on-Sea’s The Horrors der tales om, singlen hedder ‘The Silence That Remains’, en forløber for albummet Night Life – deres første i otte år; det er en halv The Cure de der har lavet – som vil blive udsendt engang i 2025…
New York City-punkens erklærede poster boy Richard Hell bliver frygtindgydende 75 år i dag; hans blank generation må siges at være blevet velvoksen. Her er uregerlige Hell, der siden blev boende på Lower East Side og har ernæret sig som skribent/forfatter, på en stærk single-b-side fra dengang…
Nu det er blevet oktober kan Lee Hazlewood endelig synge, at med efterårets komme må enhver selvopholdelse hjertens gerne sejle sin egen sø, alt imens Romy Schneider står på vandski i slowmotion og verden går i sin smukkeste opløsning…
Der gives heldigvis også toneangivende kvinder i den tidlige punk-rock. 30. september 1977 udsender London-bandet X-Ray Spex sin debutsingle ‘Oh Bondage Up Yours’, hvorpå sangerinde/sangskriver Poly Styrene i en forunderlig blanding af vrede og eufori gør kort proces med det moderne samfunds undertrykkelse som sådan. En samtidsdefinerende engelsk punk-klassiker – og et unikt stykke primalt musik – er født…
Sunday morning coming down denne mandag, hvor telegrafpælene fra Amerika bringer den triste nyhed ind, at Kris Kristofferson er gået bort…
Brett Anderson’s fødselsdag i dag en passende undskyldning for her at dykke ned og intuitivt nyde en Suede-sang fra det efterhånden store katalog. Det får for nu blive den oprindelige version af ‘Europe Is Our Playground’, en favorit der absurd nok først blev givet en diskret skyggetilværelse som b-side på ‘Trash’-singlen i 1996. Siden blev det elektronisk duvende nummer genindspillet (i en stemningsmæssigt underlegen version) til b-side-opsdamlingen Sci-Fi Lullabies (1997)…
Som The Clash uden Strummer. The Jam uden Weller. The Ramones uden Joey. Sex Pistols’ Steve Jones, Paul Cook og Glen Matlock har den seneste uge uden Johnny Rotten – der er uvenskab i luften – turneret England og Skotland med Rattelsnakes-sangeren Frank Carter som Frank Carter & The Sex Pistols. Setlisten har givet sig selv, øllet har flydt i stride strømme, der er blevet råbesunget med fra selv de bagerste rækker i de store haller; en fest af de større for samtlige fremmødte. Tom nostalgi, relevans eller social ventil? Døm selv på klippet herunder fra torsdag aften, hvor settet på The Forum, Kentish Town, London, åbner med en af de 12 klassikere fra punk-manifestet Never Mind The Bollocks (1977). For et par år siden såes det hvilken euforisk glæde det skabte, da Stockport’s Blossoms stillede op på Glastonbury med Rick Astley som Morrissey og spillede et show kun af The Smiths-numre. Det her kan øjensynligt noget af det samme. Men har England virkelig brug for Sex Pistols i 2024? Det kunne lyde og se sådan ud på disse øjebliksbilleder…
Bryan Ferry har i ly af mørket udsendt hvad lyder som det mest fremsynede nye musik fra hans hånd i mange år. Musikken til singlen ‘Star’, der skal gøre opmærksom på en kommende Roxy Music/Bryan Ferry-opsamling, er begået af Trent Reznor og Atticus Ross, mens Ferry finder sin kvindelige modvægt på vokalsiden hos maler/forfatter Amelia Barratt. Så et sted dette samarbejde omtalt genremæssigt som ‘post-techno’, men døm selv, sølvskinnende moderne lyder det ialfald…
Om ikke det bedste – der er også mange om buddet – så er orange Monster (1994) ialfald et af de mest interessante og anderledes albums R.E.M. har udsendt. Efter den af alle så elskede Automatic for the People (1992) må det ellers have været tillokkende at lave et album, der spandt videre på den organisk lydende plades enorme succes. Men istedet trådte R.E.M. to skridt tilbage, skruede op for de tunge guitarer og skar sig nogle store, skarpe stykker høj, fragmenteret rock, der, tilsat Stipe’s tvetydige ord i bevidst kølig levering, blev udsendt som Monster. Det skete for 30 år siden i disse dage. Her pladens støjende ballade ‘Let Me In’ (som på flere planer hjemsøges af afdøde Kurt Cobain) strippet for sin hvide forvrængning i en senere liveudgave. Uden det tæppe af distortion høres bedre, at der i bund og grund ‘bare’ er tale om en rigtig god sang. Præcis som mange af de andre på pladen, der ude omkring hurtigt fik mange erklærede fjender, som savnede den mere trygge og imødekommende hit-udgave af bandet. Tillykke til og med Monster, R.E.M.!
The Fall i en britisk Granada TV-optagelse fra 1988. Det er lyse tider for Mark E. Smith, med sin amerikanske kæreste Brix med på guitar og et generelt opsving i Manchester-bandets kurs på den engelske scene. ‘Big New Prinz’, åbningsnummeret på den da helt nye I Am Kurious Oranj, The Fall’s 11. album, følger den mere tilgængelige linie, Brix’ ankomst har afstedkommet, med sine få men velfungerende, attitudestrærke ingredienser omkring dets mægtige riff. Skæv men meget catchy musik på en og samme tid…
‘Alone’ med The Cure, akkurat så stemningstung og depressiv som man kunne have håbet på; en semibedøvet tilstand af velgørende The Cure-morfin mere end en egentlig sang. Robert Smith’s band, der peakede for over 40 år siden med Seventeen Seconds, (1980), Faith (1981) og Pornography (1982), kan virkelig godt være sig selv bekendt denne torsdag…
Den her blev hørt meget dengang, det nærmeste jeg vel kommer på at have et (postpunk-)album med elementer af den frygtede funk. Harske Gang of Four var helt deres egne med kramper, kropsvæsker og kridhvid støj blødende ud af deres kantede, personpolitiske musik med en masse på hjerte, samt et helt eget sprog at dele det ud med. Manchester havde Joy Division, Liverpool havde Echo and the Bunnymen og Leeds havde Gang of Four; sådan var byerne oppe i Nordengland så logisk opdelt. Debutalbummet og mesterpladen Entertainment! med det vitale, straks identificerbare røde cover udkom dags dato i 1979. Her det nok mest kendte nummer derfra…
En ihærdigt ambitiøs The Go-Betweens-tilhænger har lavet en uafhængig video til ‘Twin Layers Of Lightning’, et af Robert Forster’s mindre kendte numre fra den i Brisbane-bandets diskografi fornemt stående Liberty Belle and The Black Diamond Express (1986). Resultatet af det con amore-projekt er overraskende stærkt…
“…Leave me in the autumn
When darkness comes too soon
And snow is on the way
And you’ll be far, so far away
And I’ll think of you every day
Leave me in the autumn
But promise you’ll return
Next year when it’s hot again
And we can laugh and maybe hold hands
Next year when it’s hot again…”
Måske du ligesom jeg går op i sanglængderne på et kommende album, der ventes på? For ligesom at kunne danne sig et intuitivt forestillings-billede af, hvad det er for en slags plade som er på vej. Her er de på Somliga Av Oss, det kommende Thåström-album – samlet spilletid 40:22 – der udkommer 18 oktober…
