There was a riot going on
Man behøvede som opsøgende pladekøber ikke nøjes med Iggy’s mekaniske dødemandsdans The Idiot den dag i butikkerne for præcis 30 år siden. For et ungt, hypet band udsendte også selvsamme dag – 18. marts 1977 – sin første single. The Clash debuterede med White Riot. Og verden var næsten deres…
Idioten
Ovenstående monokrome Berlin-klassiker fylder sine tidsløse 30 år i morgen – hør den i aften!
Berlin, Alexanderplatz
Hvis der er andre her, som sætter stor pris på Rainer-Werner Fassbinder, stay alert! Natten mellem lørdag og søndag fortsætter SVT1 med afsnit 6-10 af den alt for sjældent viste TV-serie Berlin Alexanderplatz. Som titlen afslører, er der tale om Fassbinder’s enorme fortolkning af Alfred Döblin’s roman, om eks-fangen Franz Biberkopf’s lange, seje kamp for at leve som ærligt menneske i et moralsk svækket førkrigs-Berlin. Den omtumlede og snart hårdtprøvede hovedperson Der Franz bliver luret, kørt rundt med og går tilsidst uigenkaldeligt ned, men selve rejsen dertil – over 15 afsnit – er noget af det fineste TV, start-80’erne kunne byde på. Her i Danmark huskes Berlin, Alexanderplatz måske mest for alle de rasende TV-seere, der i et par kulørte aviser fik skabt læserstorm i harm vrede over Fassbinder’s meget mørke billeder. Well, mod tåber kæmper selv giganter forgæves.
Berlin, Alexanderplatz – SVT1, lørdag, kl. 23.05
Aftenland Express med fingeraftryk
Nej, det er selvfølgelig løgn. Men det uvurderlige XXX samt et svært læseligt navn fra ham der udsender pladen, kan det fint blive til. Forudbestil nu et signeret eksemplar af ”Aftenland Express”, Jens Unmack’s nye album, på Imusic.dk:
Some candy talking
I april 1985 kom Jesus & The Mary Chain til København for at spille til en 2-dages festival i Saltlageret, et andet unikt kultursted, det også er lykkedes politik-folkene her at få ødelagt. JAMC var netop da det mest omtalte og hippe navn i England, dels på grund af nogle meget voldsomme koncerter, men især på pga. af to radikale singleudspil, der begge gav ordet støj en ny ekstrem og attraktiv pop-betydning. På den baggrund var aftenen i Saltlageret noget af en skuffelse. Vi var mange der havde svært ved at se, hvorfor et band gad komme hele vejen fra Glasgow for kun at spille 5 numre (hvoraf de 4 var det samme Fuck Jesus Fuck-nummer gentaget igen og igen) og svine sit nye danske publikum så eftertrykkeligt til som tilfældet var. Hvis brødrene Reid, deres bassist og trommeslager Bobby Gillespie havde håbet på en voldelig reaktion fra den pakkede sal med deres “you f…… Copenhagen wankers!”-ordtstrøm, må de være taget skuffede hjem. Efter deres smadrede udstyr var blevet fejet væk, var det så op til aftenens andet navn, en habil svensk tung-rock-parodi på Iggy Pop ved navn Leather Nun, at redde aftenen, hvilket ikke helt lykkedes.
Men som i rigtige eventyr, dem hvor den grimme ælling bliver til en smuk svane, er historien ikke slut her. For godt et halvt år efter den besynderlige aften i Saltlageret, landede Psychocandy, JAMC’s debutplade – og hvilken en! Væk var koncertens slappe attitude-rock, her afløst af en næsten himmelsk blanding af de mest sukrede små melodier, pakket ind i den fineste hvide støj. Selvom Psychocandy er hård, ofte pågående, med dødssøgende, motorcykelkørende, kærlighedsskærende ord, trækker den mindt ligeså meget på klassiske pigepopgrupper a la Shangri-Las og Ronettes, som på den logiske punk-hjørnesten Velvet Underground. Pladen lød helt ekstrem da den kom, vi var ikke vant til at noget så melodiøst kunne støje så meget, og dannede derfor – her som i udlandet – baggrund for ikke så få tribute-imitationer. At forestille sig et Raveonettes uden JAMC er f.eks. – no offence, Sune! – næsten som at forestille sig et Rubber Band uden The Beatles!
Psychocandy, der i nutid måske mest er kendt for sin åbnings-ballade Just Like Honey’s rolle i Lost In Translation-filmen, gled langsomt ud og forsvandt bag en række af mindre eller lidt mindre vellykkede JAMC-albums i årene efter. For det var som om hele idéen med JAMC var blevet udført så perfekt på debut’en, at alt der nogensinde kom efter emmede for meget af “fuck, hvad gør vi så nu?”. Faktisk slet ikke ulig Oasis, der også selv lavede en 1’er, der bare aldrig skulle kunne overgåes. JAMC udsendte enkelte rigtig gode singler, men ingen albums der rystede verden på samme velgørende måde.
Sidste efterår blev Psychocandy i stilhed genudgivet i remastereret form, og jeg købte den inde i byen, og jeg tog den med hjem, og jeg fik slet ikke hørt den. Indtil i forgårs, hvor det føltes rigtigt at sætte den på, med forårsluft i gader udenfor og det hele, for sådan en plade er Psychocandy sine dødsreferencer til trods. Hvad der slår ved det overraskende fine genhør, er hvor skarp og stilsikker sangskrivningen er. Alle disse små, korte udbrud, en lang slipstrøm af luftig melodi, der kommer og går på et tæppe af feedback og hvid støj. Hvis det overbelastede ord “mesterværk” nogensinde skal kunne bruges, må det være i beskrivelsen af et banebrydende album som dette, der i sin tidsløshed heldigvis viser sig både at kunne nydes og beundres så mange år efter det først blev skudt op, som lysende raket på en kulsort rocknrollhimmel.
Supertanker Express
Aftenland Express står kl 13 nu på søndag på køreplanen i TV2 Radio’s Supertanker. Programvært Niels Pedersen tager en snak med Jens og spiller 2-3 sange fra det kommende album – hvem sagde verdenspremiere!?
Pressemeddelelse
I skal ikke snydes for nedenstående friske pressemeddelelse fra Auditorium og A:larm. Jens Unmack-udtalelserne deri er iøvrigt sakset fra et helt nyt og meget længere interview, der snart vil kunne læses her på siden.
“Jens Unmack
Aftenland Express
Release d. 26.marts
Fem nomineringer til DMA i 2006, vinder af 1 stk. steppeulvs award som årets tekstforfatter, indtil flere 6 stjernede anmeldelser og kandidatur til årets album i så at sige alle danske medier. Endvidere en velbesøgt tour i det ganske land og utrolig meget airplay på både P3 og P4. Dette var bare en lille del af resultaterne af Jens Unmacks meget succesrige solodebut ”Vejen Hjem Fra Rock’n’roll”.
Og nu foreligger Aftenland Express så, og det er et album, hvor Unmack vælger en anden vej end den allerede slagne. Ikke alene er det med sine 17 numre og en spilletid på 56 minutter en ”langfilm” men der bliver også varieret med formen. Nogle sange får lov at være ”små” mens andre bliver bedt om at folde sig ud. Det veksler imellem store rockballader, elektroniske pulse, vignetter, stenalderrock og inciterende POP. En udfordrende togrejse i meget høj fart og intensitet. Kort sagt: AFTENLAND EXPRESS.
Om albummet udtaler Jens Unmack selv:
”Før vi gik igang med at indspille, talte vi om, at hver plade man går igang med kræver sit eget liv, sine egne regler eller sin helt egen fokus for at kunne lykkes. Eller sagt på en anden måde: Netop fordi vi er glade for Vejen Hjem Fra Rocknroll, var det vigtigt at nulstille for at komme videre, istedet for at forsøge en genskabelse af den plades stemning ved at opsøge helt samme arbejdsmetode og mål igen.
Og vi ville selvfølgelig også gerne nye steder hen. Hele idéen med at lave ting uden for Love Shop, kom jo netop af en ustillet lyst til at kunne følge indskydelser og ikke være bundet af det fælles fodslag, man vel som oftest er, som medlem af et band. Ikke for at gentage mig selv, men der er så mange måder at lave musik på, så mange steder at gå hen, det ville være en skam at stå stille. ”
Unmack og co søgte igen ud af Danmark for at indspille albummet, og AFTENLAND EXPRESS blev således indspillet i Music a Matic studiet i Göteborg (hvor svenske artister som Håkan Hellström, Joakim Thåström og Soundtrack Of Our Lives bla har indspillet) for siden at blive gjort færdigt i producer Nørlunds Sauna Recording Studio i København. En stor del af numrene blev sendt til Sussex i England, hvor Ian Caple (Tindersticks, Tricky, Lise Westzynthius bla.) tog sig af mixet.
På albummet optræder Mikkel Damgaard, Rune Kjeldsen, Nicolai Munch og Jesper Lind (som også tilhører Unmacks live-opstilling) og så er der en gæsteoptræden fra Michael Møller fra Moi Caprice.
Også Unmack selv og producer Nørlund spiller ivrigt med, hvor der er plads.
1.single fra AFTENLAND EXPRESS var nummeret ”Coke Lovebirds” og P3 må siges at have taget særdeles godt imod nummeret. Nummeret var nemlig P3 ’s uundgåelige i uge 6 og det er stadig i hård rotation på P3.
AFTENLAND EXPRESS-turneen begynder 19. april i Roskilde.”
Glæden ved at give
En skarp 13-årig pige, datter til et par forældre tæt på, er forsvundet ud i punk-look, i den søgen efter mening, som skal høre hendes alder til. Faldt over nedenstående liste, der består af nogle udvalgte sange, hun straks fik herfra på en brændt cd, da vi først hørte om forandringen. Såvidt vides fra både hendes far og mor er gaven desværre aldrig blevet nogen succes – og hånden på safety pin-hjertet, man skal nok heller ikke have soundtracket til sit eget ungdomsoprør foræret af ens forældres venner!? – men som den står, er det altså en temmelig fremragende og tidsløs punk-opsamling hun nu har sig. Måske den en dag, når tiden har arbejdet lidt mere, vil kunne gøre en forskel…
Staten & Kapitalet – Ebba Grön
Public Image – Public Image Ltd.
What’s My Name? – The Clash
Sex Beat – Gun Club
Blank Generation – Richard Hell & The Voidoids
Holiday In Cambodia – Dead Kennedys
Glad To See You Go – The Ramones
Ghost Rider – Suicide
Babylon’s Burning – The Ruts
Mongoloid – Devo
Here’s Your Future – The Thermals
Time Bomb – Rancid
Los Angeles – X
We Are The One – The Avengers
That’s When I Reach For My Revolver – Mission Of Burma
Don’t Dictate – Penetration
Johnny Was – Stiff Little Fingers
Hong Kong Garden – Siouxsie & the Banshees
Obsessed With You – X-Ray Spex
I’m Stranded – The Saints
Boredom – Buzzcocks
Straighten Out – Stranglers
12XU – Wire
I Wanna Be Me – Sex Pistols
Combat rock
Mange ved at The Clash fra Ladbroke Grove, London er en af de bærende musikalske hjørnesten på denne side, men hvem skulle have troet Englands premierminister Tony Blair deler samme svaghed for The Only Band That Matters!? Se nærmere her:
Citadel Express
Ligesom det gjorde sig gældende sidst, er det københavnske hipster-månedsmagasin Citadel også denne gang ude med allerførste anmeldelse af det nye Unmack-album. Men hvor Citadels bedømmelse af Vejen Hjem Fra Rocknroll var temmelig forbeholden og afmålt, er musikredaktør Peter Albrechtsen denne gang mere bevægende positiv. I sin Aftenland Express-anmeldelse, der får “tommelfinger op”-karakter, skriver han bl.a. følgende:
“Der er ingen tvivl om, at Jens Unmack er blevet revitaliseret af at have lagt Love Shop bag sig.
Som solokunstner har den snart 43-årige pop-feinschmecker fået helt ny spændvidde i sin sangskrivning, og Aftenland Express er den forfriskende lyd af en veteran, som ikke er bange for noget – ja, faktisk når albummet endnu længere ud i hjørnerne end forløberen Vejen Hjem Fra Rocknroll. De Nikolaj Nørlund-producerede sange rækker fra kras højspændingsrock over elektronisk lirumlarum til ballader af den mest melankolske, støvede slags. Selv gotisk guitarpop er der søreme blevet plads til i “Hvem Skulle Have Troet?”. Det gør altsammen Aftenland Express til en dejlig dynamisk skive, som vokser med tiden.”
Happy birthday, sømand
KEROUAC
Kerouac yea Kerouac
His words the words so many words just
All brothers of the same horn sisters the saxophone
Notes music words a melody a quote a figure eight a figure
If you listen close to the drummer
It’s like a mirror and your invisible
Like you’re in a back seat
No handles on the doors just a beautiful driver up front
She knows where she’s going
Kerouac the observation machine
Caressing the most passing of scenes with photographic love
Passionate photographic love
Venerable as anyone knew
His memories pull shades up and down
Doors are not done telegrams arrive
Every morning something extra something
Remembering everything like a snatch of melody
A drumbeat remembering mythologizing
So fast all the time moving
The words the words are drumsticks pounding out drum beats
Like a monk like a monk melody
With mistakes yea mistakes and sudden inspirations
Edges corners explosions convections
All fast through a slow motion landscape
Yea fast through a slow motion landscape
© Morphine
Glad to see you all smiling
Ordene var Arctic Monkeys, glæden tilhørte Vega. Efter den mediehype og kæmpesuccés der blev Sheffieldbandet til del omkring debuten for godt et år siden, havde vi vel frygtet et mere distanceret og mekanisk band end det, som gav et så levende og fint rocknroll-set i går aftes. Men nej, der blev spillet igennem med fuldt nærvær og skarphed, hvad især skyldes Arctic Monkeys’ frontmand Alex Turner, der i sin sangskrivning har et ekstra gear eller to i forhold til de fleste konkurrenter. Hans yderst socialrealistiske beskrivelser af trøstesløst og glædesfuldt ungdomsliv i Nordengland ligger i tone og observationsevne ikke langt fra, hvad vi også tidligere har hørt fra navne som vel især The Streets og Blur. Aftenen demonstrerede så klart, at ret gængs rocknroll bare er så meget bedre og mere relevant, når de ord den bærer danner billeder og tager en steder hen. Efter først at have været ret ignorant overfor Arctic Monkeys’ simple og ikke ligefrem revolutionerende musik, som først og fremmest smells like team spirit, er vi her efterhånden kommet til at holde helt af den. Som et af de mange smilende ansigter i Vega i går sagde; “de spiller sgu’ ligesom Liverpool!”
Liverpool, fodboldholdet, de trak PSV Eindhoven i 1/4-finalen af Champions League her til frokost. Den heldigst mulige lodtrækning, ingen tvivl om det. For netop PSV fremstår som det skrøbeligste af turneringens nu kun 8 hold og var yderst svineheldige med ikke at tabe stort mod Arsenal, som de var klasser under i onsdags. Den lodtrækning åbner realistiske muligheder for en semi-finale, der i givet fald vil blive mod vinderen af opgøret mellem Chelsea og Valencia. Ikke kedeligt, hvis man ellers kommer så langt. Her er 1/4-finalerne:
PSV Eindhoven v Liverpool
Chelsea v Valencia
Roma v Manchester United
AC Milan v Bayern München
Franz siger
Vi talte om DMA-priser i weekenden, hvor iben spurgte om jeg så ikke gerne selv vil vinde en, og jo, selvfølgelig vil jeg da det, iben. Ikke fordi rocknroll skal være nogen konkurrence med rigtigt og forkert, men mest fordi den medvind det giver at tage overskrifter fra sådan en begivenhed er noget af en byggetilladelse til et større publikum, til måske ikke længere kun at spille for de samme 13 tapre mennesker hver gang man besøger Esbjerg:-). Har med Love Shop været nomineret til rigtig mange priser og for det meste set uhyrlige acts løbe afsted med ære og statuetter foran os. Det blev faktisk så grelt, jeg selv skippede DMA-uddelingen de sidste par gange vi var indstillet. Dels fordi Love Shop aldrig måtte spille – var ikke kendte nok! – dels fordi uddelingen på det tidspunkt var blevet en sms-farce, hvor kun de allermest populære blev tilgodeset. Sidstnævnte faktor er dog til en vis grad blevet ændret nu, da man selv fra arrangørside må have indset, at popularitet og kvalitet alt for sjældent går hånd i hånd.
Men fuck nu det – grunden til vi tager en æresrunde på emnet skyldes Gasolin’s Franz Beckerlee, som på www.gaffa.dk er på banen med en DMA-kommentar, der ialfald er forfriskende anderledes og bramfri. Læs den her:
Violenza
Det er ikke kun uenigheder omkring Ungdomshuset i København, der kan få menneskedyrets sande jeg lokket frem. Her er vi til Champions League-fest på Mestalla i Valencia i går aftes:
http://youtube.com/watch?v=K8dvYEJXiYY&mode=related&search=