Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.

Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.

Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.