Engang var de almindelige, ligesom singler, men nu ret sjældne, så at komme hjem med to af dem, hvad skete her i går, er noget af en begivenhed. Taler om EP’en, den forlængede single med 3-5 numre. Et anderledes format at lytte på i forhold til LP’en. Kort men alligevel med langt mere staying power end den traditionelle single, og med større variationsmuligheder indenfor udtryk, stemning, stil. Jeg kan godt lide EP’er – de har noget slankt, enkelt og let optageligt over sig.
Babyshambles – The Blinding EP
Efter først at have danset så vildt med på sensationens bål, har langt de fleste medier nu afskrevet Car Crash Pete og hans Babyshambles, som ufokuseret andetrangsband, hvis største claim to fame er den lavine af nedturs-skandaler, der vedblivende ruller. Hvilket er forståeligt men synd, for den nye The Blinding-EP lyder – måske bortset fra Fuck Forever-singlen – som det stærkeste og mest fokuserede, Babyshambles endnu har indspillet. Over 5 sange lykkes det Pete, at få overtegnede til IKKE at savne The Libertines, hans tidligere band. En bedrift, der absolut ikke gik på den ufokuserede debut-longplayer sidste år. Fra EP-titelsangens mediumrock over I Love You But You’re Green kender man ellers vejen, et fint startnummer fulgt af et svagere, lettere gangbesværet track, men herefter sker der uventede ting i form af 3 af de bedste sange, Babyshambles endnu har indspillet: I Wish er rockunsteady London-2 Tone-ska, med catchy tune, horn og slået Doherty-rendestens-romance, Beg, Steal Or Borrow har The Smiths-akkorder, shuffle-beat og en slags åndeløs, fabulerende melodi, Pete’s helt eget fingeraftryk, kvalitetsstemplet han lod ligge tilbage i ruinerne af The Libertines. Sedative lukker EP’en af i tilsvarende høj klasse, bygger tålmodigt op til et stort ultrabritisk (= godt) singalong-chorus, hvor vores fortabte Pete gentagende ytrer noget i retning af “what’s it really like now/ It’s been a long, long time since I stepped outside/ To the morning sun…”. Så nej, trods alverdens dårlige junk-historier, ingen grund til at erklære Pete Doherty for down & out, så længe han udsender fremragende plader som denne.
Twilight Singers – A Stitch In Time EP
Twilight Singers har også en EP ude. Den hedder A Stitch In Time, er optaget i studier rundt omkring, undervejs på bandets Europa-tour, og er en opfølger på forårets Powder Burns, det album hvor frontmand og sangskriver Greg Dulli fik drejet Twilight Singers lyd og temperament i retning af Dulli’s tidligere band, The Afghan Whigs. Hvilket slet ikke er skidt, for Afghan Whigs var vel – sammen med Nirvana – det bedste der skyllede op med 80’ernes grunge-tsunami. Powder Burns har absolut sine øjeblikke, hvor eneren Dulli’s så specielle univers af indestængt sex, macho-ensomhed og jalousi brænder igennem, men fremstår alligevel for rodet og kompakt til for alvor at fæstne sig. På det punkt er A Stitch In Time-EP’en bedre stillet. De 5 sange, to af dem covers, åbningssangen et take på Massive Attack’s Live With Me, holder niveau fra start til slut, og Dulli’s inkludering af Mark Lanegan, som pt. turnerer med bandet, giver her Twilight Singers ekstra shine, dybde og magt. A Stitch In Time lyder som en kulsort perle af en juleplade fra en nedre verden.