Vi truede med bål og brand i form af flere best of-lister og vi svigter ikke: GAFFA-redaktionen har taget sig tid til at kåre sine favoritter blandt årets plader, det være sig danske som udenlandske. At Nephew ringer ind på en Århus-sikret 1. plads blandt de hjemlige kan nok ikke overraske, men at Thåström figurerer blandt årets udenlandske kan, eftersom det omtalte album med ham er fra år 2005. Her er listen:

Bedste udenlandske album:
1 Arctic Monkeys: What Ever People Say I Am, That’s What I’m Not
2 Clap Your Hands Say Yeah: Clap Your Hands Say Yeah
3 Gnarls Barkley: St. Elsewhere
4 Morrissey: Ringleader Of The Tormentors
5 The Flaming Lips: At War With The Mystics
6 Bob Dylan: Modern Times
7 Midlake: The Trials of Van Occupanther
8 Lambchop: Damaged
9 Pearl Jam: Pearl Jam
10 Justin Timberlake: FutureSex/LoveSounds
11 Raconteurs: Broken Boy Soldiers
12 Tool: 10.000 Eyes
13 Joanna Newsom: Ys
14 Johnny Cash: American V: A Houndred Highways
15 John Legend: Once Again
17 Josh Rouse: Subtitulo
17 Audioslave: Revelations
18 Spank Rock: Yoyoyoyoyo
19 Hot Chip: The Warning
20 Thåström: Skeboksvarnsv. 209
21 Bert Jansch. The Black Swan
22 Beck: The Information
23 The Divine Comedy: Victory For The Comic Muse
24 Pharrell: In My Mind
25 Thom Yorke: The Eraser
26 Red Hot Chili Peppers: Stadium Arcadium
27 Junior Boys: So This Is Goodbye
28 The Streets: The Hardest Way To Make An Easy Living
29 Lily Allen: Alright, Still
30 The Who: Endless Wire
31 Jarvis: Jarvis
32 Jack Johnson And Friends: Curious George
33 The Roots: Game Theory
34 Our Brother The Native: Tooth & Claw
35 Knife: Silent Shout
36 Eliot Lipp: Tacoma Mockingbird
37 Joan As A Police Women: Real Life
38 Beyonce: B’Day
39 Razorlight: Razorlight
40 Jay-Z: Kingdom Come

Bedste danske album:
1 Nephew: Interkom Kom Ind
2 Veto: There Is A Beat In All Machines
3 Trentemøller: The Last Resort
4 Mikael Simpson: Stille & Uroligt
5 The Broken Beats: In The Ruin For The Perfect
6 Under Byen: Af Samme Stof Som Stof
7 Peter Sommer: Destruktive Vokaler
8 Henrik Hall: Solo
9 Rasmus Nøhr: Lykkelig Smutning
10 Oh No Ono: Yes

Tid til at komme tilbage på rette spor. Og hvad bedre dertil, end tre billeder af Kim Gordon, bassist/co-sanger i Sonic Youth, et fremragende og inspirerende band, vi har besunget alt for lidt her på siden. Sonic Youth udsendte tidligere på året den meget fine Rather Ripped, endnu et sundt skud på stammen af de landvindinger, bandets kompromisløse bagkatalog udgør. Nu i december kommer Sonic Youth til Europa for at spille nogle få shows. Den tour rammer ikke Danmark, hvis mentale som musikalske klima ellers ville have godt af et seriøst sonisk besøg fra New York City. Well, vi må så nøjes med pladerne…

Listerne over årets plader vil fra nu af dukke op overalt. Selv ser jeg frem til samtalen her på siden med Pastoren, hvor vi traditionen tro vil give vores bud på, hvad har været bedst og/eller mest interessant i det snart forgangne år. Den snak vil kunne læses lige op til jul. Men ingen grund til at vente så længe på en musikalsk perspektivering af de seneste 11 måneder. Uncut, England’s bedste musikmagasin, er nemlig allerede nu ude med sin egen 50 Best Albums Of The Year 2006-liste, og den går sådan her:

1. Bob Dylan – Modern Times
2. Scritti Politti – White Bread, Black Beer
3. Comets On Fire – Avatar
4. Joanna Newsom – Ys
5. Neil Young – Living With War
6. Arctic Monkeys – Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not
7. Midlake – The Trials Of Van Occupanther
8. Hot Chip – The Warning
9. Sufjan Stevens – The Avalanche
10. Thom Yorke – The Eraser
11. Flaming Lips – At War With The Mystics
12. Bonnie ‘Prince’ Billy – The Letting Go
13. Lindsey Buckingham – Under The Skin
14. Cat Power – The Greatest
15. Brightblack Morning Light – Brightblack Morning Light
16. The Raconteurs – Broken Boy Solders
17. Ali Farka Toure – Savane
18. CSS – Cansei De Ser Sexy
19. Beck – The Information
20. Burial – Burial
21. Vetiver – To Find Me Gone
22. Espers – Espers II
23. Ghostface Killah – Fishscale
24. Howlin’ Rain – Howlin’ Rain
25. Scott Walker – The Drift
26. TV On The Radio – Return To Cookie Mountain
27. Yo La Tengo – I’m Not Afraid Of You And I Will Beat Your Ass
28. Tom Waits – Orphans: Brawlers, Bawlers And Bastards
29. Oakley Hall – Second Guessing
30. Neko Case – Fox Confessor Brings The Flood
31. Mastodon – Blood Mountain
32. Johnny Cash – American V: A Hundred Highways
33. Clap Your Hands Say Yeah – Clap Your Hands Say Yeah
34. Granddaddy – Just Like The Fambly Cat
35. Sonic Youth – Rather Ripped
36. Scissor Sisters – Ta-Dah
37. Outkast – Idlewiled
38. Lilly Allen – Alright, Still
39. Lambchop – Damaged
40. Joan As Policewoman – Real Life
41. Jenny Lewis – Rabbit Fur Coat
42. Donald Fagen – Morph The Cat
43. Bruce Springsteen – We Shall Overcome
44. Kasabian – Empire
45. The Walkman – A Hundred Miles Off
46. Band Of Horses – Everything All The Time
47. Gnarls Barkley – St Elsewhere
48. Muse – Black Holes & Revelations
49. Belle & Sebastian – The Life Persuit
50. Drive-By Truckers – A Blessing And A Curse

Hvis du kun køber én plade i år, så lad det være denne. Cirka sådan skrev Berlingskes musikanmelder Thomas Soie Hansen sidste mandag om Tom Waits’ nye Orphans-triple-CD. Store ord, der fik overtegnede til straks at investere. Andre på disse webkanter har sikkert gjort det samme, for hele vejen rundt, både her og i resten af verden, har modtagelsen af Orphans’ 54 (!) sange været sjældent overdådig.

Men er vi så blevet glade her for det nye skud på stammen af Tom Waits’ karrierelange tur gennem Amerikas tabte sale og ditto sjæle? Mig, jeg ved det faktisk endnu ikke. Har svært ved at kapere hele 54 nye Tom Waits-sange på én gang. I den sidste uge har jeg flere gange sat Orphans på – specielt CD2, som er den med ballader og de langsomme valse – og musikken, tonerne, orkestreringen lyder absolut fin og under this world-speciel, men alligevel flyder sange og deres søgende historier hurtigt sammen og bliver til en kabaret-kværnende dronelyd. Et øjeblik hjerteskærende, det næste for gennemsigtig traditionsbundet, som en Tom Waits, der næsten karikerer sig selv i sin egen musiks mørke teater.

Måske jeg får overblik og bliver dus med sangene, de larmende, skramlende på CD1, de mere eksperimenterende på CD3 og dem jeg sådan nogenlunde kender nu på CD2. Eller måske jeg bare mister lysten og giver op. Ikke oplevelsesmæssigt at kunne overskue et album ret hurtigt, er vel som at gå rundt i gaderne i en ny by og slet ikke få stedorientering; okay først, men hurtigt ret frustrerende. Det er den følelse af forvirring Orphans efterlader her.

Måske jeg bare har brug hjælp. Så hvis nogle har haft tid og – vigtigst af alt – tålmodighed til at få kortlagt Orphans og dens 54 sange, må de meget gerne fortælle her, om det har været det store lyttebesvær værd, og om Orphans ikke bare er et imponerende album, men også et ligeså givende et af slagsen? Indtil det svar muligvis tikker ind, vil jeg lytte til noget helt andet…

‘
En af sidste århundredes mest medrivende trommeslagere har fødselsdag: Clem Burke, der piskede Blondie frem fra New York City’s faldgruber til popklassikerstatus, bliver 51 i dag.

Top-5 Blondie-plader:
1. Parallel Lines
2. Eat To The Beat
3. Blondie
4. Plastic Letters
5. Autoamerican

Okay så. Ovenstående billede er taget i vinteren 1980/81, en fredag aften på Viborg Amtsgymnasium, hvor århusianske Kliché spiller højt. Deres debutplade Supertanker, med fremmedartede sange om militskvinder, bodyguards og totalkrig, er braget igennem og live høster Kliché også stor succes med et kantet sceneshow, hvis brug af uniformer og kun en formel kontakt med publikum fremkalder aggresive reaktioner, specielt hos mange af tidens venstreorienterede, der mener at se facismen lure i gruppens militante front.

I forgrunden ser vi Klichés keyboardafløser Steffen Brandt, normalt sanger i århusianske Taurus, hvis albumtitel Whatever Happened To The Sixties? siger alt vi behøver at vide om dem. Men Steffen Brandt er på tour med Kliché den vinter, spiller mange jobs og ser hvordan Den Nye Lyd vinder ind hvorend Kliché kommer frem. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvilke tanker han gør sig på den baggrund.

For kun et halvt år efter hedder Taurus ikke længere Taurus, men TV-2 og udsender debutpladen Fantastiske Toyota, der både i attitude, lyd og toneklang går ikke så lidt som you know who, dog minus skarpe kanter og minus forsanger Lars Hug’s farlige temperamant. Overtegnede overværer ved et tilfælde TV-2’s debutkoncert, en nervøs opvarmning for Adam & The Ants i Odd-Fellow Palæet, hvor gruppens ens påklædning og maskinelle optræden ikke mindsker indtrykket af, hvor meget Steffen Brandt netop har lært hos Kliché.

Efterhistorien kender vi alle. Kliché opløses, mens TV-2 finder sig selv, sin egen musik og bliver folkeligt kæmpestore. Det er sådan det går. Vi har intet ondt her at sige om Steffen Brandt, en værdig mand med både hjerte og sangtekst på rette sted, så denne beretning skal ikke frakende ham nogetsomhelst, blot erkende, vi alle først kommer et sted fra.

THE DAY JOHN KENNEDY DIED

I dreamed I was the president of these United States
I dreamed I replaced ignorance, stupidity and hate
I dreamed the perfect union and a perfect law, undenied
And most of all I dreamed I forgot the day John Kennedy died

I dreamed that I could do the job that others hadn’t done
I dreamed that I was uncorrupt and fair to everyone
I dreamed I wasn’t gross or base, a criminal on the take
And most of all I dreamed I forgot the day John Kennedy died

Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died

I remember where I was that day, I was upstate in a bar
The team from the university was playing football on TV
Then the screen went dead and the announcer said,
“There’s been a tragedy
There’s are unconfirmed reports the president’s been shot
and he may be dead or dying.”

Talking stopped, someone shouted, “What!?”
I ran out to the street
People were gathered everywhere saying,
did you hear what they said on TV
And then a guy in a Porsche with his radio hit his horn
and told us the news
He said, “The president’s dead, he was shot twice in the head
in Dallas, and they don’t know by whom.”

I dreamed I was the president of these United States
I dreamed I was young and smart and it was not a waste
I dreamed that there was a point to life and to the human race
I dreamed that I could somehow comprehend that someone
shot him in the face

Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died

© Lou Reed

…er det samme som 3 minutter og 25 sekunder. I dag er årets dag nummer 325, så her – i vilkårlig rækkefølge – et bud på en anstændig iPod-playlist indenfor sange, der alle varer præcis 3:25:

Our Time – Yeah Yeah Yeahs
Film Star – Suede
Golden Touch – Razorlight
Joyriders – Pulp
Here Comes A City – The Go-Betweens
How Could Anyboy Possibly Know How I Feel? – Morrissey
Let Me Kiss You – Nancy Sinatra
Further On (Up The Road) – Johnny Cash
The Angel – Bruce Springsteen
Memphis – Rancid
White Nigger – The Avengers
I’ll Buy – The Replacements
Neighborhood Threat – Iggy Pop
Sufragette City – David Bowie
Jackie – Scott Walker
White Women – Sparks
Jed’s Other Poem – Grandaddy

Vinterens mørke har lagt efteråret bag sig, og med det kommer tid til en anden musik. Ved ikke hvordan andre har det, men her har hver sæson som måned sine helt egne naturlige favoritnavne. Som juli ofte kan tilhøre Springsteen, maj Ramones, oktober Tindersticks, blænder decembers snarlige komme op her for tyske Rammsteins frostklare lydlandskaber.

Mange ser udelukkende Rammstein som et noget komisk, postmodernistisk industrial-band, placeret midtvejs mellem pyroteknik og diverse sexuelle tabuer, og har man været til koncert med tyskerne, forstår man godt den opfattelse, da visuel power dér desværre synes prioriteret over musik. Hvilket nemt taber Rammsteins skarphed, styrke, dristighed på gulvet. Første gang jeg oplevede bandet var det slet ikke tilfældet, men siden, senest i et fyldt Forum, var alt afkodet i den store fests navn, og selve sangene fremstod mest som en slags uforpligtende atomalder-kabaret.

Med pladerne er det heldigvis helt anderledes. For når som gribende bedst er Rammstein’s indspilninger intet mindre end overlegne studier i følelsestærk og formfuldendt skønhed. Arkitektoniske lydflader tegnet og udført med en mesterlig skarphed i de stort svungne linjer. Og kønnenes kamp som fælles tiltrækning beskrevet med andre, mere udfordrende ord, end vi normalt oplever det, i kærlighedssangens valiumdominerede univers.

Mandag udsender Rammstein live-DVD/CD’en Voelkerball, centreret omkring 2005’s Reise, Reise-tour, hvor ild og overdrev som ovenfor beskrevet dannede karikatur og rejste Europa rundt. For kendere af Rammstein vil Voelkerball være en solid men ikke-essentiel tilbygning til bagkataloget, for nybegyndere et forkert sted at komme ind i Rammsteinland. De vil få meget mere ud af enten at opsøge hovedværket Mutter fra 2001, som er indbegrebet af bandets særegne kvalitet, eller lave en karriereopsamlende højdepunkts-playlist udfra disse fremragende sange:

Herzeleid (1995):
– Seemann

Sehnsucht (1997):
– Engel
– Du Hast
– Klavier

Mutter (2001):
– Mein Herz Brennt
– Sonne
– Mutter
– Spieluhr
– Zwitter
– Nebel

Reise, Reise (2004):
– Reise, Reise
– Keine Lust
– Los
– Stein Um Stein
– Ohne Dich
– Amour

Rosenrot (2005):
– Rosenrot
– Feuer Und Wasser
– Ein Lied