Tal om ikoniske albumcovers, og dette vil være svært at komme udenom. Sjældent jeg har haft det så svært med at holde af en plade, jeg gerne ville kunne lide, som den her. For der var noget sært vulgært, cheesy, overgjort over hele den ambitiøse operation, som dette produkt var et resultat af. Sangene lød for steroidepumpede, for kunstige, for overgjorte, for selvbevidste om deres egen forførelseskunst. Og dette fra en mand der i sin musik netop var blevet så elsket for, at være idealet af hjerte og ligefremhed. Born in the U.S.A. blev udsendt dags dato i 1984. Forunderligt iøvrigt som albummets side 2 i dag synes klasser over dets side 1.

Debutsingle fra Iceage-kølerfigur Elias Rønnenfelt, der på denne strækning veloplagte americana formår at få det skødesløse til at rime fint på det melodiske stringente. Og disse fine levende billeder til fra Milano gør intet værre. Er der mon et helt album på vej?

Har været lidt på observation efter den her australske single på det lokale independent-label Citadel fra 1985 i noget tid, og faldt så pludselig over den, tilfældigt som sådan noget ofte er. Afbrændt Sydney-musik, fra en anden og mere uskyldig tid, der stadig virker. Det der gør det for mig her er nok klaveret, specielt da resten af nummeret sejler væk og det bliver stående alene tilbage, de spinkle men insisterende toner i akkord-rundgangens egen logik…

Fra YouTube: “Reminds me of driving around Adelaide in my ex’s car … I was really intensely happy … you don’t appreciate things when you’re young … can’t go back … lyrics appropriate.”

Fra YouTube: “What a classic!!! Sydney in the eighties. Money was unimportant, rent was cheap, beer was cheap and there was a thousand bands to see. You couldn’t have been in a better place on earth.”

Fra YouTube: “God, I used to listen to this over and over and over and over and over”

Fra YouTube: “bought this 45 when it came out and its one of my most treasured records,my kids have to bury me with it.”

Musik kan.

Anede slet ikke de fandtes længere, så noget af en overraskelse at denne formiddag byder ikke blot på en levende ny single fra New Zealand’s Crowded House, men også et helt nyt album ved navn Gravity Stairs fra Neil Finn og co…

“One of the most superior articulations of ‘rock’ form in living memory…”, skrev NME’s Barney Hoskins om Heaven Up Here, Echo and the Bunnymen’s andet album, der udkom 30. maj 1981. Voldsomme ord der næsten kun kan sidde som en møllesten om halsen på langt de fleste udgivelser, men ikke denne. Her albummets åbningssang i al sin spændstige ubesværethed…

Der er sunday mornin’ comin’ down udover hele Nick Cave and the Bad Seeds’ nye single, hvor en nær-symfonisk dommedagsmusik ledsager Prædikanten og objektet for hans opmærsomhed hjem gennem en trøstesløs regn…

Rockmusik med konkret modtager på? Sjældent i dag, men ikke i 1977, hvor den engelske punk-generation for alvor begynder at udkomme på vinyl, ofte via 7″er-singler, der som medie synes perfekt til punkens korte, koncise form. Dags dato i 77 udsender London’s Sex Pistols således sin anden single, et kulørt frontalangreb på det britiske monarki, der netop det år går over sine bredder i en massiv selvfejring af Dronning Elisabeth’s 25 år på tronen. Sangen der først er gået under navnet ‘No Future ‘er nu ude på plade som ‘God Save The Queen’. England er næsten i oprør over denne uhørte tilsvining af det allerhelligste man har derovre; BBC forbyder straks enhver afspilning af singlen, flere store butikskæder nægter at sælge den, sanger Johnny Rotten overfaldes en sen aften udenfor en pub af en flok royalister med barberknive, ja, der flyder Sex Pistols-blod. Og selve sangen? I dag lyder den først og fremmest som et stærkt, stærkt stykke popmusik med noget på hjerte…