I’ll be seeing you
In all the old familiar places
That this heart of mine embraces
All day and through
In that small cafe
The park across the way
The children carrousel
The chestnut trees
The wishing well
I’ll be seeing you
In every lovely summer’s day
In everything that’s light and gay
I’ll always think of you that way
I’ll find in the morning sun
And when the night is new
I’ll be looking at the moon
But I’ll be seeing you
© Sammy Fain / Irving Kahal
For et stykke tid siden udloddede Jens et bånd med Elvis-sange. Vinderen er Kasper Gaaej. Hans top 5 over Elvis-sange er
1. Suspicious Minds
2. Love Me Tender
3. His Latest Flame (Marie’s The Name)
4. American Trilogy
5. Heartbreak Hotel
Patti Smith var i Amager Bio igår aftes. Findes der på en scene en stærkere kvindelig personlighed end hende?!? Der er en kraft i hendes optræden, en slags ideologisk renhed, som ikke længere findes i rocknroll. Igår havde hun så tilmed udsmykket sit så konkretspillende band med den himmelske guitarist Tom Verlaine, ham der engang lavede mesterværket “Marquee Moon” med sit eget orkester Television. Han bevægede sig ind og ud af sangene med sine brillante toneguirlander, fra en stol i et dunkelt baghjørne af scenen. Seancen med Patti Smith blev lang, var krævende på en uhm…givende måde, endte med at vi alle blev sendt ud i den københavnske nat med manifestet Rock ‘n’ Roll Nigger i ører og hjerter: “Outside of society, that’s where I want to be!”. Der ringer det endnu…
Top-5 over Patti Smith-sange:
1. Free Money
2. Rock ‘n’ Roll Nigger
3. Because The Night
4. Paths That Cross
5. Frederick
Top-5 over Tom Verlaine/Television-tunes:
1. Torn Curtain
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Venus
5. Postcard From Waterloo
Orkaner kommer ofte med pigenavne. Denne hedder Katrina og går i disse timer i land mellem Biloxi, Mississippi og New Orleans, Louisiana.
Flyet fra Washington D.C. landede i Kastrup klokken 7.15 i morges. 9.45 var jeg i Nørresundby lufthavn. Underligt at gå glip af en nat. Der har været adskillige dage, hvor jeg har været mindre træt.
Fra stereoanlægget lyder lige nu Horseshoes and Handgrenades, debutalbummet fra 1992 med Chris Mars. Det var ham, der var trommeslager i Replacements. Albummet er ikke i trykken mere, men Amoeba Music havde det altså for sølle fire dollars. Chris Mars er ikke nogen stor sanger, men musikken (og teksterne!) viser at han gemte på en hel del, der skulle ud efter bruddet med Westerberg & Co.
I et lettere desperat forsøg på at fremstå finkulturel, bragtes her forleden et fint vers af amerikanske Charles Bukowski. Hans begivenhedsrige liv og forfatterskab kommer der et indgående portræt af nu iaften søndag på svensk tv. Harry Dean Stanton – yup, ham der ligner Henrik Hall – og Bono Vox er blandt de medvirkende.
Sverige 2 kl. 22.05
Hård weekend her. Var ude at fejre lidt i kolde tjekkiske øl fredag nat, og i går aftes blev det også meget sent med noget middag og noget selskab og noget høj stereomusik. Først blev der dog set TV, Nikolaj Nørlund var på DR1 med Andersens Drømme, live fra Rosenborg. Og det var de sterile VIP-omgivelser til trods sjældent godt musikfjernsyn. Specielt færøske Teitur, Maria Laurette Friis, Mikael Simpson og Jørgen Leth imponerede. Og da specielt Simpson, der havde gang i både gribende sang og nogle ret fantastiske Morrissey-moves:-D Slukkede umiddelbart efter, så ingen viden her om hvordan det gik TV-koncertens andre deltagere, Sanne S og Danmarks Kedeligste Orkester, som TV-2 ynder at kalde sig selv. Senere hørte vi her gamle ting fra 80’erne – meget The Cure! – og en del soul-musik, specielt i form af nogle plader med Otis Redding, jeg købte i sidste uge, efter et musikdoku-program på svensk TV havde åbnet disse øjne op for ham.
Alt det der Dock Of The Bay-agtige Otis R har lavet siger mig ikke så meget, men at høre de mere heftige ting, som f.eks. hans 1965-liveudgave af Beatles-sangen Hard Days Night, hvor han skriger, råber og trygler sig igennem samtlige sveddryppende 5 minutter, eller hans fortabt insisterende udgave af Sam Cooke’s ildevarslende borgerrettigheds-slag Change Is Gonna Come, er ubetaleligt!
Har btw aldrig forstået den der ting vi har her i landet med, at soul-musik er lig med enten Tina Turner, ham Andrew Strong fra The Commitments-komedien eller….Thomas Helmig. Jeg mener, soul handler vel om s-j-æ-l, om at give los, synge de inderste følelser ud, sætte alt på et brædt, og hvad ialverden har det med f.eks. vores harmløse Thomas Helmig at gøre!?! At kalde dén uforpligtende pop-rock for soul, vil svare til at titulere en blå konsumpakket Stryhn’s leverpostej som original fransk gåse-paté.
Nå men fcuk det, vågnede pga. ovenstående lettere slidt i dag og har nu fået tacklet det med en straf-løbetur rundt Søerne sammen med LS’s egen Dr. Risell. Ham har vi set alt for lidt til siden LS gik i pause-mode, så det er godt at være med ham igen.
Senere i dag skal der brændes nogle CD’s til medlemmerne i det band, der skal med ud på den kommende Joyride 05-tour, som nu nærmer sig hastigt. Vi skal først mødes og igang om en god uge, men inden da skal vi være enige om hvad skal spilles, så de får lidt at lytte på allerede nu. Jeg glæder mig selv usigeligt til at komme afsted og spille igen. Det er lang tid siden LS sidst turnerede, og de store interne problemer vi sloges med da, lagde en dæmper, om ikke på selve koncerterne, så dog i al fald på vores evne til at kunne nyde dem fuldt ud. Så at skulle af sted nu med nye fremragende musikere, med nye sange, med hele tavlen visket ren, giver en fantastisk følelse.
Det bliver selvfølgelig nogle helt, helt andre koncerter end dem vi havde i LS. Lydbilledet vil være meget anderledes, temperamentet forskeligt og selve længden af koncerterne vil ikke komme i bare nærheden af de marathonagtige 135 minutter, LS’s set løb op i tilsidst. Jeg er ligesom mange af jer spændt på hvordan og hvorledes denne nye begyndelse bliver, men er ikke et øjeblik i tvivl om at der venter store aftener forude.
Well, alt for nu, et køleskab lokker med iskold cola.
Take care!
Dem er der ikke mange af. Så her et par af slagsen på et farvebillede, fra en sommeraften i nærheden af Nice. Fra venstre mod højre er det Djibril og Luis.
Gårsdagens pilgrimstogt til Haight-Ashbury ledte mig til Amoeba Music, hvor udvalget er skræmmende stort og en masse kendte har givet intim-koncerter.
Selv endte jeg med at bruge 3 timer på at vandre hvileløst rundt. Som billedet antyder, er udvalget enormt. Jeg fandt det meste af det, jeg ville have, i brugtafdelingen – $10 pr. cd eller mindre. Købte også Twin Cinema, det nye album med The New Pornographers. Se, det er et godt band. Og så er de fra Canada.
Her er jeg ved den Gyldne Port mellem San Francisco og Marin. (Golden Gate er ikke navnet på broen, men navnet på det stræde, den krydser. De europæiske opdagelsesrejsende syntes, strædet mindede om det Gyldne Horn ved Istanbul.)
Og så var det også tid til en tur til Muir Woods langt fra motorvejstrafik, hvor der er det tempo, jeg forstår, og der intet var at nå.
I dag går turen til Haight-Ashbury.
Denne sides Elvis Presley-kommision har udsendt en bekendtgørelse, hvori det meddeles, at idag for præcis 36 år siden udkom Elvis’ nok aller-allerbedste single Suspicious Minds – wow!
I aften kl. 20.45 i Monaco, hvor Alperne skråner stejlt ned mod Middelhavet, mødes Champions League-vinderne (Liverpool FC) og UEFA cup-vinderne (CSKA Mockba) i finalen om den såkaldte Super Cup-pokal. En lidt underlig begivenhed, der trods sin bevågenhed oftest har et kunstigt skær af fair play-opvisning og uforpligtende feriefodbold over sig. Vi satser på seriøs indsats med efterfølgende sejr anyway!
TV3+ kl. 20.30.
CCTV står for Closed Circuit TV, altså overvågningskameraer. De hænger i hobetal hvorsomhelst, ikke mindst i London, hvis forstæder det nye band Hard-Fi udspringer fra. Lukkede kredsløb finder man dog ikke mange af på deres i bedste forstand spraglede debutplade, som stilmæssigt set er næsten all over the place, men alligevel formår at male sit helt eget verdensbillede op.
For ja, denne musikalske joyride kommer vidt omkring; fra hyperventilerende Britpop-Blur-speed til Ghosttown-sen The Specials-gloom , fra The Clash’s kantede storbylyd over Jamaica-inspireret melodika via desperat catchy indierock til hvid europæisk The Streets-smagende klubmusik. Der bliver zappet hurtigt, rastløst, meget, og ingen når at kede sig.
De nye stjerner fra overvågningskameraerne kører mod lysende London, mod hvorsomhelst, for at undslippe forstæderne, for at sige fcuk off og adios til disillusionens virkelighed. Man lever for weekenderne, der tages som painkillers mod rasende skuffelse over at i morgen nok aldrig bliver bedre. Det er den bevidsthed, om ikke at ville acceptere den “straight out of nowhere-ness” man så åbenlyst kommer fra, der ligger konstant gennem “Stars of CCTV” og gør Hard-Fi’s sange så relevante.
“Oh where I come from/ I just don’t conform/ Get me out of here!/ Leave the boredom behind/ Wanna see those bright lights/ Get this thing in gear/ Yeah…/ So we’ll ride in my car/ Follow the star/ Drive on into town/ With the stereo lit/ Take the Great West Road out/ Nothing can bring me down…/ Tell me can you feel it/ Feel the city breathing/ Feel its beating heart/ No superstition/ Just cold ambition/ It’s time to make a mark/ Oh…”
Ordene spiller, musikken synger, se at komme ud – det er nat i byen igen!
Mens arbejdet med Henrik’s solodebut er ved at tage fart, kan vi allerede snart nyde hans selskab i anden pladesammenhæng: 19. september udkommer musikkritikeren Klaus Lynggaard på Universal Records med albummet “På Herrens Mark”, hvor Hall som mundharpespiller medvirker på 5 sange. En af disse er Love Shop’s “Til Stjernerne”.
Blandt øvrige medvirkende på Klaus Lynggaard-udspillet findes bl.a. Mikael Simpson-guitaristen Henrik Liebgott, Nanna Lüders og legendariske Peter Peter.
the girls we once followed home are
now the bag ladies,
or one of them is that white-haired
old crone who
whacked you with her
cane.
the girls we once followed home
sit on bedpans in nursing
homes,
play shuffleboard at the public
park.
they no longer dive into the
white-capped waves,
those girls we followed home,
no longer rub their bodies with oil
under the sun,
no longer primp before the
beautiful mirror,
those girls we followed home,
those girls we followed home
have gone somewhere,
some forever,
and we who followed them?
dead in wars, dead of heart
attack,
dead of yearning,
thick of shoe and slow of
speech,
our dreams are tv dreams,
the few of us,
so few of us remember
the girls we followed home.
when the sun always seemed to
be shining.
when life moved so new and
strange and wonderful
in
bright dresses.
I remember.
© Charles Bukowski